search

Mailen har fået en smartere søster

Mailen er vist ved at blive lidt gammeldags og rynket. Har du overvejet, om det stadig en en mail, der skal være standard-løsningen når man klikker på din byline på nettet.

Mailen er vist ved at blive lidt gammeldags og rynket. Har du overvejet, om det stadig en en mail, der skal være standard-løsningen når man klikker på din byline på nettet.

I første omgang kan det synes som en kættersk tanke. Det er i hvert fald det modsatte af, hvad jeg har prædiket i rigtigt mange år. Jeg havde fornøjelsen af at være på Politikens nu hedengangne Computer-redaktion, hvor mailadresser var noget naturligt i 1997.
Siden flyttede jeg til Jyllands-Posten, hvor det tog noget tid for webredaktionen at få journalisterne til at acceptere mailadresser på alle artikler. Man var lidt nervøs for at drukne i henvendelser. Men operationen lykkedes og mit indtryk er, at det gik godt, for man kan i hvert fald stadig klikke på en byline og sende en mail på jp.dk.

Efter det gik turen til Københavns Amt, hvor man ikke mente, at man skulle kunne sende mail til amtets medarbejdere. Det lykkedes aldrig at ændre den holdning, så mens jeg var der, var det kun top-chefernes mailadresser, der var offentlige. Jeg gætter på at de brugte en del tid på at sende mails videre til relevante medarbejdere. Nuvel – amtet blev nedlagt, og så løste det problem sig selv.

Og endeligt gik turen til DR, hvor jeg sikkert kom til at lyde som en papegøje, der prædikede det samme i uendelighed. Det tog samfulde to år før det i 2006 blev muligt at skrive direkte til den journalist, der havde skrevet en artikel på nettet. Det var vist noget med en database, hvor byline-feltet og mail-feltet ikke var forbundet.

Undervejs tror jeg faktisk, at jeg har holdt oplæg en del oplæg på Journalisthøjskolen, hvor jeg har truet eleverne med at dumpe dem, hvis de nogensinde afleverede en webopgave uden klikbare bylines. Hvis man ikke forstår, at nettet er en tovejs-kanal, så er der fare for, at man slet ikke har forstået nettets præmisser, tordnede gæste-læreren, der var ved at blive grå-skægget af at gentage sig selv. Heldigvis fik jeg aldrig muligheden for at gøre alvor af min trussel.

Jeg skal ikke afvise, at man kan finde en medarbejder, hvor det var mere fornuftigt at lade indkommende mails gå gennem en fællespostkasse. Men for journalister står fordelene selvfølgelig i kø: Man får rettet sine fejl lynhurtigt takket være hjælpsomme læsere. Man får helt almindeligt feedback fra læserne. Og man får ikke mindst gode tips til nye historier.

Fra enkelt-kontakt til samtale

Og hvorfor taler jeg så om at opgive mail-adressen som primær kontaktvej?

Jo, mailen er selvfølgelig ved at blive overhalet af sociale medier som kommunikationsform. Mail-adressen er ikke længere det eneste og ikke altid det bedste kort til at skabe forbindelse.

Det er langt stærkere, hvis man kan overtale læserne til at følge journalisterne på f.eks. Twitter. Det åbner ikke bare for en enkelt mail i ny og næ, men for en fast løbende kontakt med de mest interesserede kilder og læsere. 

Det er uvurderligt for en journalist. Tænk sig at have direkte adgang til et superpanel af folk, der interesserer sig for ens fagområde, og som fast abonnerer og gider lytte, hvis man har spørgsmål, viden eller nyheder. Det er en cementering af journalistens position som moderator i en samtale – snarere end den, der holder dagens hovedtale.

Egentlig bør en byline selvfølgelig føre til en bio-side, hvor man kan finde mere om journalistens baggrund, seneste artikler og forskellige kontaktkanaler og muligheder for at abonnere på tweets, mv. Det er i virkeligheden en kraftig styrkelse af journalisternes mulighed for at blive personlige brands – en tendens der har været undervejs længe. Man kan selvfølgelig stadigvæk angive sin mailadresse, som fungerer godt, hvis læseren vil supplere med nogle oplysninger i fortrolighed.

Min næste artikler skal leveres til et britisk IT-magasinet, og her har de på samme måde som Politiken Computer i 1997 været fremsynede og har tilføjet links, der gør det muligt at følge journalisterne på Twitter og Google+. Mailadressen er der også endnu. Den er bare flyttet en linje ned.

Men hvorfor er det så, at danske netmedier stadig nøjes med at angive en mailadresse? Sidste gang tog det otte år før ideen om mail-kontakt var slået igennem. Kan vi ikke gøre det lidt hurtigere denne gang?

Ernst Poulsen
Twitter: @ernstpoulsen
Google+
Facebook
LinkedIn
Mail: ernst@ernstpoulsen.com
Tlf: +45 5353 7374

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen