search

Magtpanel: Plummer har mistet magt i DR

Generaldirektør i DR, Kenneth Plummer, er hverken blandt de 20 mest magtfulde i mediebrachen eller på top 5 over de mest magtfulde inden for tv og radio. Det er mediedirektør i DR Lars Grarup til gengæld.

Generaldirektør i DR, Kenneth Plummer, er hverken blandt de 20 mest magtfulde i mediebrachen eller på top 5 over de mest magtfulde inden for tv og radio. Det er mediedirektør i DR Lars Grarup til gengæld.

Mediedirektøren Lars Grarup er kravlet markant op ad magtstigen i den danske mediebranche i 2008. Hele vejen forbi generaldirektøren i DR, Kenneth Plummer.
Blandt de 50 mest magtfulde i den danske mediebranche indtager Lars Grarup nu en ottendeplads, hvilket betyder, at han er rykket 15 pladser op på magtlisten i forhold til sidste år. Det samme er langtfra gældende for generaldirektør Kenneth Plummer, som Journalistens magtpanel har degraderet fra en syvendeplads i 2007 til en 23. plads i 2008.
Anna Vinding, som er en af de seks personer i magtpanelet, mener, det er helt rigtigt, at Kenneth Plummer er havnet så langt nede på listen.

»Det er fuldstændig usynligt, hvad han vil med DR. DR er stadig Danmarks største kulturinstitution. Der har man så en topchef, der ikke viser, hvad han står for. Han taler nedskæringer og byggerod. Men man aner ikke, hvad han vil med DR indholdsmæssigt,« siger kommunikationschef i DSB Anna Vinding, da hun ser den færdige liste.

At mediedirektør Lars Grarup ligger så højt på listen og højere end Kenneth Plummer, skyldes ifølge Anna Vinding, at der er et ledelsesmæssigt vakuum i DR.

»Man kan ikke fortænke Lars Grarup i, at han er god til at udfylde det vakuum,« siger Anna Vinding.

De seks personer, som har sammensat listen, er foruden Anna Vinding Christian Nissen, Niels Lunde, Anker Brink Lund, Mette Holbæk og Henrik Føns. Magtlisten er ikke et udtryk for videnskab, snarere en avanceret selskabsleg. Se, hvordan listen blev til her.

Den mest magtfulde i tv- og radiobranchen er den ny bestyrelsesformand i DR, Michael Christiansen, som er suset ind på en samlet fjerdeplads på magtlisten. Anna Vinding har skyhøje forventninger til Michael Christiansen og vurderer, at forventningerne internt i DR er endog endnu højere. DR medarbejderne tror på, at Michael Christiansen kan skabe forandring:

»Han er DR-medarbejdernes Barack Obama,« sagde hun, da magtpanelet mødtes for at diskutere pointgivning og fremgangsmetode.

Kenneth Plummer ønsker ikke at kommentere sin placering på listen eller Anna Vindings kommentar. Han ønsker kun at fremhæve, at det går godt for DR.

De fem mest magtfulde i tv/radio er:

4. Michael Christiansen, bestyrelsesformand, DR
6. Merete Eldrup, administrerende direktør, TV 2
8. Lars Grarup, mediedirektør, DR
10. Lars Liebst, bestyrelsesformand, TV 2
21. David Chance, bestyrelsesformand, MTG

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen