Journalister i USA er med til at legitimere et angreb på Irak. Det mener den amerikanske journalist Reese Erlich, der har skrevet en bog om mediernes rolle i regeringens propaganda-strategi.

Det er 37 år siden, Reese Erlich sidst var i København. Dengang var han 19 år, studerende og indædt modstander af USAs invasion i Vietnam. I dag er han en nydelig ældre herre med 35 års erfaring som journalist. Endnu en gang rejser han verden rundt for at tale imod sit lands planer om at invadere et andet land. Især taler han imod journalisters meddelagtighed i at legitimere en krig mod Irak.

"Jo højere man kommer op i det redaktionelle hierarki i USA, jo færre er der, som sætter spørgsmålstegn ved, om USA har ret til at bestemme, at styret i Irak skal skiftes ud. Der er højst uenighed om måden at gøre det på. Det er ganske forfærdeligt, når pressen opfører sig sådan. Så er de jo bare stenografer for magtens mænd," mener Erlich.

Sammen med lederen af det amerikanske Institute for Public Accuracy, Norman Solomon, har han netop udgivet bogen "Target Iraq: What the News Media Didn't Tell You". Bogen veksler mellem reportager fra Irak og analyser af amerikanske mediers dækning af hele Irak-krisen og er blevet en stor succes i USA. Der var ingen penge til at reklamere for bogen, men der er sådan en efterspørgsel på nyt om Irak, at forfatterne foreløbig har optrådt på 60 forskellige radio- og tv-shows, og bogen er solgt til udgivelse i Tyskland og Italien.

Avanceret selvcensur
Erlich var inviteret til København i sidste uge for at holde oplæg ved en konference om styringen af den offentlige mening før et angreb på Irak. Arrangørerne var Danmarks Journalisthøjskole, Akademikere for Etnisk Ligestilling og Luftskibet – Forum for Systemdebat.

I sit oplæg – og senere i et interview med JOURNALISTEN – gik Erlich til angreb på sine kolleger i den amerikanske presse:

"De har absorberet det, jeg kalder imperiets ideologi i deres journalistik. USAs ret til at vælte Saddam Hussein er hævet over debat. Der er tale om en avanceret form for selvcensur, hvor nogle historier ikke skrives, og hvor udsagn fra præsidenten eller regeringen sjældent mødes med skepsis. Der rapporteres i stedet som fakta, selv om det kan bevises, at det, de siger, er forkert," siger Erlich.

Et eksempel er flere amerikanske politikeres og mediers insisteren på, at det var Saddam Hussein, der i 1998 smed den daværende gruppe af _våbeninspektører ud af Irak. Men våbeninspektørerne blev faktisk trukket ud af Irak på ordre af lederen af Unscom missionen, Richard Butler, før et militært angreb fra USA. Og i 1999 var det en stor historie i flere amerikanske aviser, at USA havde brugt Unscom missionen som dække for spionage uden FNs vidende.

Dengang blev historien betragtet som fakta. I dag refererer flere amerikanske journalister til episoden som "ubegrundede anklager fra Saddam Hussein".

"Rammen for legitim debat om Irak er blevet meget snæver i amerikanske medier," siger Erlich og nævner, at han har mødt amerikanske journalister, som på reportageture i Irak vinklede historierne ud fra de politiske udmeldinger fra Washington, som de fik via CNN på hotelværelset, frem for det de så på gaderne.

Kritiske historier bremses
Erlich peger på to andre faktorer, der er med til at styre journalistikken i den retning, den amerikanske regering ønsker. Den ene er den stigende koncentration i ejerskabet af de amerikanske medier, hvor manglen på konkurrence giver langt færre perspektiver på begivenhederne. Den anden faktor er det, som amerikanerne kalder "flak", hvor regeringen og dens talsmænd bruger forskellige metoder til at bremse historier, de ikke bryder sig om.

"For eksempel skrev Washington Post på et tidspunkt, at USA aflytter de andre lande i FNs Sikkerhedsråd. Ingen fulgte op, for regeringens talsmænd fortalte de andre journalister, at det jo ikke er nogen nyhed, at lande spionerer mod hinanden. Det accepterede de og lod så være med at skrive mere om det," siger Erlich.

Flak kan også udøves ved, at en regeringstalsmand holder op med at give interviews til en journalist eller truer med at udelukke vedkommende fra for eksempel Det hvide Hus. I nogle tilfælde bliver journalisten ringet op og skældt hæder og ære fra, eller også ringer talsmanden til journalistens redaktør og klager over de historier, han eller hun skriver. Ifølge Erlich kan flak sagtens stoppe historier, selv om de er fuldstændig korrekte.

Erlich understreger, at der er nuancer i det billede, han tegner, men at det er vigtigt at trække mekanismer som selvcensur og flak frem i lyset, fordi de på mange måder er så integrerede i journalisternes verdensbillede, at de ikke lægger mærke til dem.

Han forsøger selv at undgå fælderne. Som freelance journalist vil han gerne tilbage til Irak, men ikke for enhver pris:

"Jeg kan da ikke rejse ind sammen med den amerikanske hær. Så vil jeg skulle arbejde på deres betingelser, og det er ikke journalistik. Jeg må vente, til det kan lade sig gøre på en anden måde," siger han.

Kirsten Sparre er freelance journalist og Ph.D i freds- og konfliktforskning.

Læs: Propaganda-journalister og Kø ved fronten