Et nyt amerikansk medieforlig gør det nu muligt for mediegiganter at blive større. Modstandere af forliget frygter et homogent marked domineret af få magtfulde aktører med tætte forbindelser til Bush-regeringen.
Clear Channel. »Og for øvrigt skal I bare lige vide, at vi skammer os over at komme fra samme stat som George Bush.«
Sådan sluttede forsangeren for Dixie Chicks, Nathalie Maines, en af sine koncerter i London i marts måned, og i USA brød helvede løs for den populære countrygruppe. En radiostation hyrede en stor traktor til at køre over bandets CD'er, mens mange andre stationer nøjedes med at blackliste Dixie Chicks, hvis album hurtigt rutsjede ned ad hitlisterne.
Bag traktoren stod radiokæden Cumulus Media, mens stationer fra radiogiganten Clear Channel bandlyste gruppen i æteren. Senere samme måned arrangerede Clear Channel støtte-demonstrationer for krigen i Irak og blev selv udsat for mod-demonstrationer uden for hovedkvarteret i Texas, da rasende aktivister mente, at folkene i Clear Channel misbrugte deres dominerende position på det amerikanske radiomarked.
I 1996 banede en ny medielovgivning vejen for Clear Channel, som i USA voksede eksplosivt fra 40 radiostationer (som var det maksimalt tilladte dengang) til verdens største radiobroadcaster med 1.225 stationer i dag. Med juni måneds medieforlig bliver der endnu færre restriktioner på det amerikanske radiomarked, og et selskab kan nu i et enkelt område eje op til tre tv-stationer, otte radiostationer samt en daglig avis. Det har ikke før været muligt for et selskab at eje flere typer medier i samme område.
Det er The Federal Communications Commission, (FCC), som står bag den nye lov. Kommissionen er sammensat af fem medlemmer, tre fra det republikanske parti og to demokrater, som begge stemte imod loven. En af dem var Michael Copps.
»USAs medie-elite får med en beslutning en uacceptabel stor magt over medier, som vores demokrati hviler så tungt på. Det er meget betænkeligt,« sagde han, efter loven blev vedtaget.
FCC formanden Michael Powell, søn af udenrigsminister Colin Powell, mener ikke, at der bliver monopollignende tilstande.
»Forbrugere har i dag adgang til så mange forskellige kanaler, både over internettet, kabel-tv og lignende, at lovgivningen var forældet,« forsvarede han forliget.
Det argument køber Jenny Toomey, leder af The Future of Music Coalition (FMC), dog ikke.
»Det svarer til at kigge ind i dit køkkenskab og tælle, hvor mange dåser du har, uden at se, hvad der er i dem,« siger hun.
FMC er en forening, som arbejder for et mere reguleret marked specielt inden for radioverdenen. Foreningen udgav sidste år en rapport, som afslørede, at selv om der er flere radioprogramformater i dag, så overlapper musiklisterne hinanden med op til 76 procent.
Eric Boehlert er en af de journalister, som har skrevet mest om Clear Channel i USA. Han tvivler dog på, at Clear Channel overhovedet tør ekspandere ret meget mere på det amerikanske marked af frygt for flere mod-demonstrationer og voksende mistro i Washington.
»I mange år fik Clear Channel lov til at køre frihjul og vokse, som det passede dem, men nu er deres enorme vækst også begyndt at bekymre selv republikanerne,« siger han og fortæller, at FCC i øjeblikket er i gang med at undersøge, om Clear Channel omgik loven ved at sælge stationer, de ikke havde tilladelse til at eje, til skyggeselskaber, de reelt selv ejer. Selskabet er også berygtet for at kræve store summer af pladeselskaberne for at spille deres CD'er samt presse kunstnere til at turnere med koncertdelen af selskabet, mod at deres musik bliver spillet på stationerne.
»Det europæiske marked bliver Clear Channels næste vækstområde, tror jeg,« siger Eric Boehlert.
I Danmark ejer Clear Channel koncertnarrangøren DKBmotor samt udendørsreklame-firmaet More Group. Clear Channel ejede også Radio Uptown og Radio 2-stationerne herhjemme, men har netop solgt dem til SBS Broadcasting, som blandt andet ejer The Voice samt TvDanmark 1 og 2, efter at det ikke lykkedes at købe P5 eller P6 på auktionen 18. juni. Ifølge Clear Channel direktør Robert Cohen, vil selskabet nu fremover koncentrere sig om koncertarrangementer og outdoor-marketing i Skandinavien.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.