search

Magten over citatet

Journalisten modtog et opråb fra en bekymret journalist, der synes, at standen er blevet alt for pæn og lader kilderne styre indholdet i citaterne. Men debattøren fik kolde fødder og trak indlægget - ville standpunktet påvirke hans karriere?

Journalisten modtog et opråb fra en bekymret journalist, der synes, at standen er blevet
alt for pæn og lader kilderne styre indholdet i citaterne. Men debattøren fik kolde fødder og trak indlægget – ville standpunktet påvirke hans karriere?

16. februar 2012
"Kære Øjvind Hesselager
Jeg vil gerne deltage i den væsentlige debat, I har skudt i gang, om citattjek. (…)
Jeg er alvorligt bekymret for, at vi journalister er ved at blive mere skødehund end vagthund. Jeg vil foreslå et samlet journalistisk opgør med nogle af de kedelige, pædagogiske og velmenende dogmer, som tilsyneladende spreder sig i standen – såsom citattjek, udlevering af spørgsmål på forhånd med videre. For mange journalister er for pæne, kort sagt, og det er alvorligt for hele journaliststanden.
Er du interesseret i det?
Vh. XXX"

"Yes!

Med venlig hilsen
Øjvind Hesselager"

6. marts 2012
"Kære Øjvind
Jeg må beklage, men mens jeg har skrevet på mit indlæg, er jeg kommet frem til, at jeg alligevel er bekymret for at stille mig frem og starte debatten. (…)
Hvis fremtidige kilder kan se (…), at jeg er skeptisk over for citattjek og forsøger at modarbejde tendensen, så stiller det mig dårligt i mine muligheder for at få interviews og opbygge relationer. Den omkostning kan få betydelig indflydelse på mit job.
Tilmed er jeg en smule i tvivl om, hvordan journalistchefer ser på problemstillingen. Mit umiddelbare indtryk er, at mange af dem er pro citattjek.
(…)
Alt godt,
XXX"

"Kære XXX
Jeg vil gerne holde liv i denne vigtige debat. Kan jeg bruge dit indlæg i nummer 4 af Journalisten UDEN dit navn og UDEN alle identifikationsmuligheder (…)?
Du markerer med rødt alt det forbudte, og jeg kvitterer med at sende layoutet version til dig til tjek?
Med venlig hilsen Øjvind"

9. marts
"Kære Øjvind
Det lyder som en god aftale. Debatten er vigtig.
Jeg sender her indlægget. Kun et par ord har jeg farvet rødt. Tilmed har jeg lavet nogle enkelte sproglige rettelser hist og pist.
Vh XXX"

 

Alt for mange citattjek
En dag gennemførte jeg et interview med XXXXX topchef. Ved interviewets begyndelse krævede han at få sine citater til gennemsyn inden offentliggørelse af artiklerne. Den type aftale indgik han altid med mine kolleger på erhvervsredaktionerne, fortalte han. Jeg afslog hans forespørgsel, da jeg havde diktafon med og kan citere korrekt. Vi endte i en diskussion om journalistisk etik, åbenhed og uafhængighed, der tog 25 minutter. Stemningen blev dårlig, og de resterende 35 minutters interview bar præg af uenigheden mellem os.

Eksemplet er lidt mere end et år gammelt og afslører en forskel på erhvervsjournalistikken og anden journalistik. Citattjek er langt mere udbredt her end i min tid på indlandsredaktioner og Christiansborg. Topchefer og andre magtfulde kilder går så langt som muligt for at påvirke den journalistiske vinkel. Deres typiske argument er, at de "bare lige vil faktatjekke", men det er en pseudoforklaring. Det er stort set aldrig fakta, den er gal med. For kilden handler det i højere grad om at få drejet citaterne i en retning, så de passer bedre ind i kildens egen dagsorden.

Vi sørger naturligvis for, at det ikke sker. Konkret vil det sige, at vi afslår urimelige krav. Det fører enten til accept fra kilden, et kompromis eller en uenighed. I dette magtspil – som citattjekket er – får den magtfulde kilde lejlighed til at lave en mental grovsortering af journalister. Kilden sondrer mellem de umedgørlige og de medgørlige journalister. Sidstnævnte bliver brugt, næste gang kilden vil i medierne, og der opstår tætte relationer mellem journalister og magtfulde kilder på godt og på ondt.

Jeg er helt med på, at citattjek i nogle tilfælde kan være et konstruktivt og uproblematisk samarbejde mellem kilden og journalisten, hvor magtbalancen ikke tipper til de magtfulde. Nogle gange accepterer eller tilbyder jeg selv citattjek. Det kan ske for at vise hensyn til en kilde, der ikke er medievant, eller for at få adgang til interviews og informationer, som jeg ellers ikke kunne få. Men jeg er bekymret for, at vi lidt for ofte accepterer et citattjek i vores iver efter ikke at støde kilderne fra os; at der er tilfælde, hvor citattjekket sker på magtfulde kilders præmisser og intet godt gør for journalistikken.

Hvis vi altid accepterer citattjek, får kilderne over tid en fornemmelse af, at citattjek er udbredt og rimeligt at spørge om som standard. Derfor må vi som journalister gøre os bevidste om, hvad vi vil være med til, og signalere det. Sætter vi ikke selv grænsen, gør kilderne og deres voksende stab af kommunikationsfolk det for os.

Så jeg spørger jer, kære kolleger: Hvor sætter vi grænsen? Formentlig mener vi alle, at vi skal være hensynsfulde over for svage kilder. Men hvad med de magtfulde kilder, som kender mediernes vilkår og bruger medierne? Skal vi altid acceptere deres ønske om citattjek? Hvad gør vi, hvis MF'ere, ministre og borgmestre i stigende grad efterspørger citattjek? I flere af erhvervslivets presseguides er det i dag en tommelfingerregel, at kilden skal huske at spørge journalisten om et citattjek, og kilderne har tilsyneladende succes med det.

Vil vi acceptere, at udviklingen betyder flere citattjek, og at det autentiske interview derved mister autenticitet? Måske er jeg idealist. Men der var nu noget over det, dengang journalisten var fri af magten og skrev, hvad han i virkeligheden så og i virkeligheden hørte. Uden citattjek.

– XXX

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen