DR's generaldirektør og resten af DR's direktion har én god pointe med at flytte en række redaktioner og stillinger fra DR Byen i København til henholdsvis Aarhus og Aalborg.

Det er rigtigt, at det er godt for et redaktionelt miljø, at den får indtryk forskellige steder fra. At medarbejderne hører forskellige stemmer og får personlige erfaringer med forskellige lokalmiljøer.

Det er det, Maria Rørbye Rønn sammenfatter i disse ord over for Journalisten:

»Når man laver tv, radio og net, så betyder det noget, hvor man er forankret. Man hører andre stemmer og får et andet perspektiv på tingene. Det, mener vi, er helt afgørende for, at DR's programmer er relevante for hele befolkningen.«

Og så stopper fornuften. For DR's ledelse har aldrig italesat, at DR har et problem med hverken manglende stemmer eller perspektiv.

Og Maria Rørbye Rønn vil heller ikke direkte adspurgt af fagbladet – flere gange – overhovedet forholde sig til, om DR mangler relevans for befolkningen.

Har DR så ikke været relevant nok for hele befolkningen indtil nu?

Kan jeg få et ja eller nej på, om DR indtil nu har været relevant nok for hele befolkningen?

De elementære og helt centrale spørgsmål fik vi ikke svar på – altså andre end de indstuderede paradesvar, som dybest set udstiller, at såkaldt moderne ledelse hellere vil fremstå retorisk tanketomme og usammenhængende end tage ansvar og konsekvens af egne handlinger i offentligheden.

Når en ledelse hverken udadtil eller indadtil kan eller vil forklare, hvad det er for et problem, den løser, vælger den at – undskyld mig – pisse på de medarbejdere, der betaler prisen.

Det fremgår også af den pressemeddelelse, DR har udsendt. Igen ikke et ord om konsekvenserne for dem, der skal lave arbejdet.

Bare en masse lir om at sikre kvaliteten i fremtiden – uden at der selvfølgelig er noget galt med kvaliteten i nutiden.

DR's direktion vælger kort sagt at formulere, at institutionens samlede ledelse nu håndterer og løser et problem, der ikke findes, for at skabe en løsning, ingen har efterspurgt.

Bortset fra et blåt flertal af licensbevilgende politikere – som DR's ledelse også massivt afviser at have lyttet til:

»Denne plan er ikke lavet for at tækkes nogen politikere, men fordi vi har en ambition om at udvikle vores indhold,« har Maria Rørbye Rønn forklaret Journalisten.

Kort sagt: DR's ledelse gør en dyd ud af ikke at være i dialog med nogen overhovedet. Ideen er hverken opstået, fordi man ikke gjorde det godt nok, eller fordi nogen andre har krævet det. Forandringen er opstået i et vakuum uden påvirkning udefra.

Og ledelsen hverken spørger eller lytter til medarbejderne i processen. Det er svagt.

Men DR er ikke den eneste medieinstitution med det ledelsesproblem.

Da Berlingske Media i november 2015 iværksatte en stor og kvalitetsødelæggende fyringsrunde, skete det uden dialog.

Da Egmont i august 2015 skilte sig af med en række dygtige medarbejdere for at spare penge ved at få blade layoutet i Vietnam, skete det også uden reel og ærlig dialog.

Og DR har demonstreret denne svaghed adskillige gange tidligere. Senest da DR i oktober 2015 pludselig dikterede, at medarbejderne skulle arbejde to en halv time mere for lønnen – eller forlade deres job – var det også en håndgranat, der blev kastet over muren til de ansatte.

Det er magtarrogant. Og det er dårlig ledelse.

For det er jo ikke direktionen, der skaber programmerne. Det er medarbejderne. Og en kompetent ledelses opgave er at sikre, at medarbejderne trives og ved, hvad opgaven består i.

DR's direktion gør systematisk det modsatte: Den sikrer først, at medarbejderne mistrives. Og dernæst, at medarbejderne kommer i tvivl om, hvad opgaven består i.

For hvad var problemet, som ledelsen ville løse?

Det er faktisk svært at gøre meget ringere.