Journalisten plantede en freelancer som praktikant på Altingets redaktion på Christiansborg. Han blev en del af en redaktion, der slås med presserådgivere, som ikke synes, at kritiske spørgsmål til ministeren er relevante.

WEBJOURNALISTIK. Det er mandag morgen klokken 9.00. Vi er i bunden af den fløj af Christiansborg, der hedder Ridebanen. To lokaler. Det første er småt. Her sidder fem journalister buret inde bag opslagstavler. Det næste mindre. Fire arbejdsstationer.
Min uge som praktikant på Altingets redaktion på Christiansborg er skudt i gang. Væk er hjemmekontoret og de lange træk som magasinjournalist og tv-tilrettelægger. Nu er jeg ikke solo, men kollega på en arbejdsplads med kaffemaskine og fælles frokost.
"Vi er en af demokratiets driftssikre vandbærere," hedder det ydmygt på Altinget.dk.
Gruppen på fem-seks journalister – de fleste 15 år yngre end mig – er redaktører for hver deres fagspecifikke portal og nyhedsbrev. De skal dag ud og dag ind kunne se de relevante sprækker i dansk politik. Jeg er en smule benovet.

FØRSTE INDTRYK: Friheden, hvor journalisten er redaktør over sit eget site og nyhedsbrev, afføder synlig arbejdsglæde. Selv om her er travlt, er her ikke stress. En nylig overenskomst har sat styr på arbejdstiden.
Stemningen er rar: »Vil du have kaffe?!«
Men vi sidder ikke og sludrer hen over koppen. Vi researcher på flere historier samtidig. Hele tiden.
»Jeg startede engang på et interview, hvor jeg troede, kilden ringede tilbage om én historie – men det var en helt anden,« forklarer min praktikvejleder, Niels Th. Dahl, der skriver om Christiansborg.
Niels er egentlig uddannet teolog. Men lige nu forsøger han at fiske nyheder om den kommende skattereform ud af ordførerne – der slet ikke vil sige noget endnu. Men selv kommissionens formand ender med at tale over sig og levere citater til Altinget.dk, som Ritzau rundsender, og andre journalister løber videre med. Sådan som det ofte går.
Jeg forsøger at lure Niels' metode. Han bluffer lidt med åbne spørgsmål. Han kender sit stof. Og han viser ikke kilden, når vedkommende lige har leveret en god historie. Niels snakker beroligende videre.

HALVANDEN METER VÆK sidder journalist Ida Skytte. Hun har stukket min første opgave ud: En meningsmåling gennemført for Altinget viser, at 60 procent af Venstres vælgere er imod beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens (V) holdning om, at kontanthjælpsmodtagere kun må tjene syv kroner ekstra i timen ved at arbejde.
Ida Skytte har tegnet et lille mindmap over de fire-fem historier, hun selv jager.
Redaktionen griner af konkurrenternes forudsigelige nyhedstrav. Politiken har skrevet, at Thorning har vundet medieslaget om skattereformen. Jyllands-Posten mener, at Thorning helt bestemt tabte. Den ellers uafhængige presse posi-
tionerer sig politisk.
»Det er så typisk!«
Altinget skal være aktuelt. Men det må ikke være en kopi af dagspressen. Derfor er varemærket egne historier.
»Vores nyhedspuls slår ikke automatisk. Nogle gange må vi lave kunstigt åndedræt,« forklarer Niels.
»Da jeg skrev om fødevarer i sommeren 2007, skete der intet. Og jeg skulle lave tre nyhedsbreve om ugen! Så kommer idéudviklingen i højsædet.«
Inde fra nabolokalet lyder det alarmerende: »Så er der frokost!«
Vi skal i Snapstinget. Jeg nåede ikke at sende mine spørgsmål til beskæftigelsesministerens presserådgiver, Søren Møller Andersen.

KLOKKEN ER 13.00, og jeg har intet på den historie om kontanthjælp, der skal være færdig i dag. Spilder en time på at fange en forsker. Prøver en ny forsker. Spørger lidt desperat Aalborg Universitet efter en kilde. Havner via sekretærer hos Institut for Sociale Forhold. En for mig ukendt mand begynder at tale. Han hedder Finn Laursen og leder socialrådgiveruddannelsen. Han mener, at Claus Hjorts standpunkt vil hindre folk på forsørgelse i at blive selvforsørgende – stik imod regeringens egen politik.
Det er lige i spalten. Jeg kan slappe lidt af.
Min metode er justeret. Jeg plejer at dyrke baggrundssnakke uden citat. Nu går jeg efter pointer og klare udtalelser. Til blokken og uden citatgodkendelse. Rock and roll!
Her er megen støj. En praktikant har sidste dag og siger farvel. Ida snakker om London nu. Niels interviewer via headset 40 centimeter fra min stol.
Jeg flygter ud på gangen. Har mailet Claus Hjort – men intet svar. Fanger Eigil Andersen fra SF. Normalt er jeg selv kritisk over for nyheder hængt op på meningsmålinger. Men jeg vinkler alligevel interviewet på, at SF skal opfordre beskæftigelsesministeren til at ændre standpunkt om kontanthjælpen efter meningsmålingen. Historien skal jo hjem.

PRESSERÅDGIVER SØREN MØLLER ANDERSEN forklarer, at beskæftigelsesministerens kalender er »plastret til« hele mandagen. I fredags kunne han heller ikke, siger Ida Skytte. Hun mener, vi skal bide os fast.
Jeg har mistet overblikket. Hvor skarp var ham lederen af socialrådgiveruddannelsen egentlig? Og har han tyngde nok? Jeg skæver til kollegerne. De andre skriver nu og har flere dokumenter åbne.
Ida kritiserer, at jeg har skrevet, at Claus Hjort er presset i sagen af SF, for det er han ikke. Hun har ret.
Jeg skal lære at lægge historien op på nettet. Jeg lader Ida klare sagen. Jeg er flad og vil hjem. Farer heldigvis ikke vild ud af Borgen og når min bus.

TIRSDAG MORGEN LIGGER HISTORIEN om kontanthjælp højt i nyhedsbrevet. Får kollegiale skulderklap – og en ny historie stanget ud: DF freder regeringen og støtter behandlingsgarantien. Det kan gå ud over langtidssyge, mener eksperter.
Ida minder mig diskret om, at der er samråd i boligudvalget 13.15 om tvangsudsættelse. Pressemøde med statsministeren 11.30. Redaktionsmøde 13.00. Og frokost…
»Og husk også opfølgning på Claus Hjort,« siger Ida med et smil.
Jeg mailer kilderne og velfærdsminister Karen Jespersen om interview onsdag morgen i stedet. Lidt utjekket ikke at være på det åbne samråd, synes jeg, men hvad pokker skal jeg gøre…
DF's sundhedsordfører står fast på behandlingsgarantien – trods eksperternes kritik. Jeg spilder stadigvæk tid på at sige tak for interviewet. Det gør de andre ikke.
Har nu sms- og mail-beskeder ude på tre historier.
»Vi skal i Statsministeriet,« lyder råbet.
Jeg løber med som den sidste ælling over vejen.

DET ER DANMARKS MÆGTIGSTE MEDIEMAND, kåret af Journalisten. Anders Fogh har givet udtryk for, at det er en soleklar ret, at ministre kan sige nej til at svare på kritiske spørgsmål. Den har bidt sig fast.
Presserådgiver Michael Ulveman tjekker roligt sine sms-beskeder. Det ser ikke ud til at være så hårdt at tjene 100.000 om måneden, tænker jeg. Han hører næppe journalisterne. Statsministeren har selv styr på sine parader.
– Skal du se Bush igen?
»Det er der ingen aktuelle planer om…«
– Hvad er din bedømmelse af hans præsidentperiode?
»Det er vanskeligt at få demokrati til at slå rod i lande, der ikke har samme dagsorden… (om Irak-krigen, red.)«
– Så han har gjort det godt?
»Jeg har ikke sagt, at alle beslutninger har været lige fornuftige. Der er plusser og minusser.«
På vej til frokosten griner redaktionen af de mange finter.
»Han kan finde på at sige, at han ikke har læst dagens aviser, så han kender ikke sagen.«
»Det skal vi så tro på!«
Til frokosten snakker vi om, at det er lidt synd for Niels Helveg. Han er på vej ud af politik, og derfor kom der ikke så mange til hans jubilæumsreception som til Pia Kjærsgaards. Magt klæber. Og afmagt er som teflon.

JEG NÅR LIGE AKKURAT at få SF-interviewet i skabet til historien om behandlingsgarantien efter frokosten og inden redaktionsmødet i den politiske redaktion på Altinget. Her vendes signalerne på Borgen.
»DF siger ikke SF længere – de siger folkesocialister. Det er interessant. SF er blevet en trussel for dem.«
Jeg sniger mig til at skrive på min historie om behandlingsgaranti.
Endelig fanger jeg Jesper Termansen, presserådgiver for Karen Jespersen. Jeg har formiddagen igennem hørt, at Ida også slås med ham. Han vil have al kritik fra andre politikere forelagt skriftligt. Ellers rykker ministeren ikke ud, forklarer han.
»Det er ikke i orden, hvis det nu er blevet metoden. De skal se citater, før de svarer,« raser Ida.
Der er svar fra beskæftigelsesministerens presserådgiver, Søren Møller Andersen. Claus Hjort vil slet ikke kommentere historien om, at hans egne vælgere er imod, at kontanthjælpsmodtagere kun må tjene syv kroner i timen. Claus Hjort vil heller ikke forklare, hvorfor han ikke vil interviewes.
Det udvikler sig nærmest til et skænderi med hans presserådgiver. Lige nu forstår jeg ikke, at presserådgivere kan være medlem af DJ.
Vivi Kier (K) har stor forståelse for samfundets svageste.
– Du skriver på din hjemmeside: "Vi skal … hjælpe de som mangler ressourcer til at klare sig selv." Skulle du som medlem af boligudvalget så ikke være mere kritisk over for de mange tvangsudsættelser af lejeboliger?
»Er jeg medlem af boligudvalget? Det kan jeg ikke huske. Jeg har jo så mange ordførerskaber.«
– Du ER medlem?
»Men jeg er ikke inde i sagen,« siger hun.
Der røg mit citat.
Jeg føler mig ikke rigtigt som kritisk reporter. Karen Jespersen svarer for eksempel i en mail, hvad hun vil gøre ved de mange tvangsudsættelser. Svarene burde i demokratiets tjeneste udløse opfølgende spørgsmål: Hvorfor først nu – tvangsudsættelserne har accelereret i fem år? Jeg tænker: Bliver folk klogere af det, jeg skriver? Eller fremstår ministeren bare kompetent? Har rådgiverne vundet over journalisterne?

PRAKTIKTIDEN ER SLUT. Altingets redaktion har evalueret mig. "Praktikanten kunne godt bidrage med flere selvstændige idéer." Bortset fra dét ser det godt ud. Især er jeg glad for at være en god kollega.
Som magasinreporter er det godt at opdage i praksis, at et internetbaseret medie kan bruges effektivt – også til opfølgninger. Og at der stadig findes fagjournalister, der er dybt inde i stoffet.
Ida Skytte opmuntrer mig. Hun lover at følge sagen med Claus Hjort Frederiksen og de syv kroner. Også efter min praktikperiode.•

ALTINGET

– Stiftet i 2000
– Ni fagspecifikke betalingsportaler – sundhed, miljø, etcetera – og en gratisportal
– Desuden nyhedsbreve, der distribueres via email.
– Udkommer på faste ugedage en eller flere gange om ugen
– 9.500 kroner plus moms for et årsabonnement til fem brugere per portal
– Abonnenter: Politikere, embedsmænd og virksomheder
– Altinget tager for tiden kun få annoncer og modtager ingen pressestøtte
– Stigende abonnementstal. Ni ud af ti abonnenterne gentegner
– De fem-seks journalister tjener 31.000 – 34.000 kroner om måneden plus pension
– Tre praktikpladser

∞ Fagbladet Journalisten sender sine medarbejdere i kort praktik på forskellige journalistiske arbejdspladser. Har du et forslag til næste praktiksted, så send en mail til redaktør Jakob Elkjær: jel@journalisten.dk.