To af verdens førende livsstilsmagasiner, Esquire og GQ, satser helt nyt i 2010. Begge er på vej med interaktive udgaver produceret specifikt til iPhone. Men det næste bliver en helt ny magasin-standard til de kommende 'tablets'. Se demonstrations-video.
Der er grøde i den amerikanske magasin-branche.
Efter et katastrofalt år med et hav af magasin-lukninger (383 magasiner lukket på blot ni måneder) samt en masse forpassede chancer er de store magasin-forlag snart klar med markante nyskabelser.
Behøvet for at gøre noget er da også bydende nødvendigt. Magasin-branchen i USA – og resten af verden – forpassede nemlig alle chancer for at blive dominerende på nettet og kæmper stadig for at gøre deres websites interessante. Men trods relanceringer og atter relanceringer er det næppe vejen.
Sideløbende er fulgt udviklingen af de elektroniske e-læsere som Amazon Kindle, Reader Daily Edition og Nook fra Barnes & Nobles, der alle storsælger her op til jul i USA, men som ikke er udviklet til at bringe magasinernes indhold.
Og hvad gør man så?
Ja, hos de dominerende magasinforlag som Condé Nast og Time Inc. forsøger man at komme med på den næste bølge, skriver New York Times.
Det vil sige særlige interaktive udgaver af magasinerne produceret specifikt til de såkaldte 'tablets', som blandt andet Apple er på vej med. Altså små trykfølsomme skærme uden tastatur – en slags mega-udgaver af iPhone på omkring 10 tommer.
Allerede til januar er Esquire og GQ klar med deres nye iPhone-versioner, og Wired og Sports Illustrated er klar med deres modeller til, hvordan magasin-artikler skal præsenteres på den næste generation af tablet-computere.
Lykkes det, kan det bringe magasin-branchen ud af den dødsspiral, de umiddelbart befinder sig i, lyder vurderingen fra flere analytikere, som New York Times har talt med.
Noget af det nye bliver, at den nye generation af magasiner, produceret specifikt til iPhone eller de lidt større 'tablets', kommer til at koste penge.
Den særlige interaktive udgave af Esquire er således prissat til 2,99 dollar om måneden.
Bag udviklingen af nogle af de nye tablet-magasiner er firmaet ScrollMotion.
Hos Condé Nast har man i øvrigt netop lanceret første iPhone-version af GQ og Time Inc. gør ligeledes klar til at sende Entertainment Weekly på gaden – eller rettere ud på iPhone. Og igen mod betaling.
Ingen ønsker nemlig længere at forære noget væk eller tro på, at det hele lader sig finansiere af annoncer.
Som medie er iPhone i øvrigt ikke just særligt attraktivt for de fancy glittede livsstilsannoncer. Derfor håber branchen da også på, at de større 'tablets' snart vinder frem. Alle venter på Apple-modellen, men også Hewlett-Packard og flere andre arbejder på at udvikle trykfølsomme skærme i bedste iPhone-stil.
Tjek i øvrigt den imponerende Sports Illustrated tablet-demo på YouTube
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.