search

Mafiaen slår til

En chefredaktør blev truet af pistolmænd, og en reporter blev kidnappet, fordi de havde boret i det bosniske samfunds tabuer.

En chefredaktør blev truet af pistolmænd, og en reporter blev kidnappet, fordi de havde boret i det bosniske samfunds tabuer.

Uden for kaffebaren »King« i gaden Skenderija sidder to politibetjente og drikker kaffe. I og for sig en ganske indlysende ting at foretage sig på en kaffebar, ikke mindst i Sarajevo, hvor den stærke og velduftende sorte drik i de små kopper udgør en nærmest uundværlig del af de fleste bosnieres hverdag.
Betjentene småsnakker med hinanden og med tjeneren og ser i det hele taget temmelig afslappede ud. Men der er længe til fyraften. Klokken er kun ti om formiddagen, og de to unge politimænd er netop begyndt på dagens arbejde – at bevogte naboen til kaffebaren, redaktionen på bladet »Dani«. Og det synes der at være en god grund til. Det er nemlig kun halvanden uge siden, at chefredaktøren på det kritiske 14-dages magasin fik besøg af fire pistolbevæbnede mænd på sit kontor, og dagen efter denne begivenhed blev en af bladets kvindelige reportere bortført et par timer af et par granvoksne og bredskuldrede herrer, der kom det samme sted fra, nemlig den bosniske mafia.

Politibeskyttelse
Så selv om hverken politiledelsen i Sarajevo eller byens politikere har synderligt varme sympatier for »Dani« – og specielt ikke for redaktøren, Senad Pascanin, som de hellere end gerne ser munden lukket på, blev det fra øverste hold besluttet ikke kun at bevogte redaktionen, men også chefredaktørens private hjem.
Med den internationale bevågenhed, der er rettet mod Bosnien og ikke mindst dens hovedstad, ville det, trods alt, ikke se så godt ud med en død redaktør, som med utrættelig energi har boret i det bosniske samfunds tabuer og udfordret landets politiske elite med præsidenten i spidsen. I det nye, spæde bosniske demokrati er censur officielt blevet et fremmedord, og tilstedeværelsen af mere end 470 medier i det lille krigshærgede land vidner da også om, at ytringsfriheden lever.

Mafia-pression
Det gør selvcensuren desværre også – takket være et nationalistisk sindelag hos mange journalister og, ikke mindst, på grund af pression fra politikere og andre indflydelsesrige magtmennesker.
I tilfældet »Dani« kom pressionen fra en bande hårde kriminelle, som under krigen – og ikke mindst i tiden efter – har tjent uhyrlige summer på tyverier, sortbørshandel og andre ulovligheder. Mange i Sarajevo betragter banden som en reel mafia. Det gør man også på »Dani«s redaktion, og derfor bragte bladet den 25. maj en ti sider lang artikel, som ikke blot satte navn på medlemmerne i mafiaens top, men som også mere end antydede forbindelser langt ind i politiets rækker.
Men ikke nok med det. »Dani« afslørede ved samme lejlighed, at mafiabossen og krigshelten Ismet Bajramovic, også kaldet Celo, blandt sine bedste venner tæller selveste præsidentens søn, Bakir Izetbegovic. De to indflydelsesrige mænd er ofte blevet set sammen i Sarajevos natteliv, som den primitivt udseende bodybuildertype Celo med de flotte biler, det dyre lædertøj, solbrillerne i panden og hestehalefrisuren efterhånden ejer en ikke ubetydelig del af.
Er venskabet med præsident Alija Izetbegovics søn forklaringen på, at han kan blive ved med at drive sine lyssky forretninger? spurgte »Dani« – og fik naturligvis intet svar.

Pistolmænd og kidnappere
Men det lille blad med de 33.000 læsere havde endnu engang opnået at frembringe et mindre jordskælv i den bosniske offentlighed, og rystelserne bredte sig helt ind i præsidentpaladset.
Bakir Izetbegovic var rasende, men nøjedes dog med verbalt at overfalde redaktør Senad Pescanin i telefonen. Mere alvorligt blev det nogle timer senere, da fire pistolbevæbnede mænd med Celo i spidsen trængte ind på Pescanins kontor. Mens de sigtede på den skræmte redaktør, advarede de ham imod at fortsætte skriverierne. Så brød de pludselig ud i latter og afslørede, at det hele kun var »for sjov«. Pistolerne var af plastic, »men næste gang er det alvor, og så kommer vi med rigtige pistoler!«, truede Celo.
Artiklerne om den bosniske mafia var skrevet af en ung, kvindelig journalist, Dzenana Karup. Dagen efter sad hun på kaffebaren ved siden af »Dani« med et par kolleger, da Celo dukkede op med to af sine gorillaer. Journalisten blev »inviteret« med hen på en anden kaffebar, som ejes af Celo, og da hun afslog invitationen, blev hun tvunget ind i mafiabossens store Mercedes og reelt bortført til Café Ramona.
Her kontaktede Celo først sin advokat, der åbenbart sagde god for sin klients fremgangsmåde. I hvert fald ringede Celo nu til den regeringsvenlige avis »Dnevni avaz« og »bestilte« en reporter, som skulle komme og interviewe Dzenana Karup om, hvorfor hun havde skrevet om Celo og hans folk, som hun havde gjort. Journalisten kom og interviewede den stærkt chokerede kollega fra »Dani«, mens Celo og hans bodyguards lyttede på. Man kan næppe fortænke Dzenana i, at »hun ikke havde det særligt godt de næste par dage«, som Senad Pescanin udtrykker det. Faktisk var hun skræmt fra vid og sans, og hun vil nok tænke sig om en ekstra gang, inden hun skriver nye, afslørende artikler om den bosniske mafia. I hvert fald var follow-up-artiklerne i det følgende nummer af »Dani« skrevet af andre end Dzenana Karup.

Redaktøren dømt
Sagen har allerede været for retten i Sarajevo, og her mødte Celos folk talstærkt op og gjorde, hvad de kunne for at skabe en speciel stemning i retssalen forud for domsafsigelsen. Blandt andet sad de højlydt og underholdt hinanden med, hvor mange serbere, de havde slået ihjel under krigen – og hvor mange serbiske kvinder, de havde voldtaget. Vel vidende, at den ene af dommerne var serber – og kvinde. Politifolkene, der overværede det hele fra nærmeste hold, foretog sig intet.
Og hvad kom så dommen til at lyde på? Jo, Celo og hans tre pistolmænd fik hver en bøde på 60 D-mark, mens »Dani«s chefredaktør Senad Pescanin idømtes 60 dages betinget fængsel for injurier – først og fremmest mod præsidentens søn, Bakir Izetbegovic!

Goodbye, Celo?
Trods denne barokke udgang på en sag, der dybest set handler om at skræmme en redaktør og hans journalister ved hjælp af psykisk og til dels også fysisk terror, ser Senad Pescanin fortrøstningsfuldt på fremtiden.
»Efter episoden på mit kontor, hvor Celo og hans folk forsøgte at true mig til tavshed, blev jeg ringet op af den amerikanske ambassadør, der fortalte mig, at han så meget alvorligt på sagen. Og er der noget, som politikerne er bange for, så er det at miste det internationale samfunds sympati – og penge. Derfor kan de på længere sigt ikke leve med en type som Celo, der tilsidesætter alle samfundets love og regler. Jeg vil ikke blive overrasket, hvis politiet en dag får carte blanche til at likvidere ham, og jeg er temmelig sikker på, at det aldrig vil blive opklaret, hvem der stod bag mordet.«

Senad Kamenica, nyhedschef på det tidligere statsdrevne »TV Bosnia«:
»Der er for mange udokumenterede påstande i »Dani«. Tag for eksempel historien om mafiabossen Celos forbindelser til politiet og præsidentens søn. Der er ingen dokumentation, ikke ét eneste bevis.
Generelt bryder jeg mig ikke om denne form for skandale-journalistik, men jeg vil trods alt sige, at det er godt, at vi har »Dani«. Indimellem rammer Senad Pescanin og hans journalister plet, men de bruger også meget ammunition.«

Chris Bennett, engelsk reporter og ansat i organisationen »International Crisis Group«:

»Bosniske medier nøjes som regel med at registrere det politiske liv. De er ikke selv med til at sætte dagsordenen, og det kunne der godt være brug for i et land, hvor demokratiet har så svære betingelser.

»Dani« udgør en kærkommen undtagelse. Dette blad er i høj grad med til at kigge politikerne over skuldrene og rejse en debat, som er nødvendig, hvis dette land skal komme videre.«

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen