Kun to ud af 17 landsdækkende aviser i England har en kvinde i den ansvarshavende redaktørstol, og der er en klar overvægt af mænd på nøgleposterne i de engelske mediehuse.
Det viser en undersøgelse foretaget af The Fawcett Society, en organisation, der arbejder for ligestilling i det engelske samfund.
Undersøgelsen viser videre, at selv om kvinderne er pænt repræsenteret, når nyhederne skal læses op på tv, så er 16 af 17 redaktører af nyhedsprogrammerne mænd.
Og det er et ligestillingsproblem, mener Katherine Rake, direktør for Fawcett Society.
»Kvinder skal ikke bare præsentere nyhederne, de skal være med til at tage beslutningerne om, hvad der skal udsendes. Undersøgelsen viser, at medierne snyder sig selv for en stor, kvindelig talentmasse, og taberne er Storbritanniens seere og lyttere,« udtaler hun på fawcettsociety.org.uk.
Tendensen ses også blandt journalister, der beskæftiger sig med politik. Ud af de 395 journalister registreret ved det britiske underhus er 26 procent kvinder. Det går ud over kvinders generelle interesse for politik, mener Katherine Rake.
»Vi ved, at kvinder er mindre tilfredse og mindre engagerede i den politiske dagsorden. Det er nødvendigt, at kvinder spiller den samme rolle med hensyn til at sætte den dagsorden, både i parlamentet og i de politiske medier. Undersøgelsen viser, hvor langt der endnu er, før vi når dette punkt,« siger hun.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.