search

Mads Nissen: »I Amazonas mødes urdrifterne og moderniteten«

Amazonas handler ikke kun om vilde indianere, der lever i pagt med naturen. Det er meget mere kompliceret, siger fotograf Mads Nissen. »Forestil dig alt for mange missionærer, druk, hor og indianere, der har taget en tidsmaskine på 600 år på en enkelt dag.«

Da en af verdens største fotografer Sebastião Salgado lavede sin Genesis-fotobog  blandt andet fra Amazonas jungle, fortalte han om sit møde med indianerne, som han mente levede i symbiose med naturen.

Nu er fotograf Mads Nissen aktuel med bogen ’Amazonas’ på Gyldendals forlag, og han har ikke samme idylliske billede af junglen.  Han siger, at det er en smuk tanke, at indianerne lever i pagt med den uberørte natur.

»Men det var ikke det, jeg oplevede, da jeg boede hos Waoreni-indianerne i Nationalparken Yasuní i Ecuador.  Det er meget mere mudret.«

Mange fotografer idylliserer Amazon-indianernes livsstil, mener Mads Nissen, der ikke er så interesseret i den romantiske forestilling om ”de ædle vilde”.

»Jeg er mere interesseret i knivsæggen mellem deres liv og den moderne, rationelle civilisation, der trænger sig på. Ingen har jo tvunget indianerne på det lille bosted til at anskaffe sig det her tæppe med løven. Men de vil gerne have tæppet og en form for kontakt med civilsamfundet, så de har adgang til medicin – og noget så simpelt som metal.«

Faktisk er det snarere er os i den moderne verden, der drømmer om, at indianerne skal blive ved med at leve det samme liv som deres forfædre.
Mads Nissen mødte for eksempel en ung indianer, der plejede at gå i shorts og t-shirt – men netop denne dag var han nøgen, fordi der kom turister på besøg.

»Ligesom jeg ikke selv gider gå i det samme tøj som mine bedsteforældre, er det en illusion, at de ønsker, at tingene skal forblive, som de er. Det er kun os, der er kommet så langt væk fra naturen, at vi drømmer om et sted, hvor de lever i ren symbiose. I virkeligheden er det meget mere grumset og dermed interessant at dykke ned i.«

Missionærer, bar-ejere og indianere

Han boede i Waoreni-indianernes bosted med sin hængekøje i cirka 10-14 dage i 2008. Waoreni-indianere er et stolt folk, der er kendt som en krigerstamme, men de er ikke voldelige i dag.
En dag gik han en tur med manden på billedet uden tøj. Manden faldt i snak med kvinden foran tæppet og Mads Nissen tog billedet.
»Der er intet opstillet ved billedet. Det er oprigtig reportage,« siger Mads Nissen, der ikke aner, hvor gammel kvinden er.

»Hun ved det heller ikke selv. Men det ville ikke undre mig, hvis hun kun er i slut 40’ere. De ser ofte lidt ældre ud.«

Mads Nissen var 19 år, da han første gang besøgte Amazonas. Det var før, han blev fotograf og begyndte at vinde priser for blandt andet sine fotos af guldgravere og lykkeriddere i den enorme jungle. Han siger, at han har mødt et mærkeligt persongalleri af fulde missionærer, bar-ejere og peruvianske bøsser, der har slået sig ned i junglen for at kunne leve i fred.

»Det er folk fra vores verden, der søger ind i junglen – og folk fra junglen, der søger ud. Forestil dig alt for mange missionærer, druk, hor og indianere, der har taget en tidsmaskine på 600 år på en enkelt dag. Det hele støder sammen og skaber mange friktioner.«

Når han så indianerne inde i byen, gik de dugnakkede og lignede en undskyldning for sig selv.

»De var for eksempel meget bange for at gå over gaden. Selv de unge, der prøvede at gå med kasket og gummisko var kejtede. Men inde i regnskoven var de på hjemmebane og kunne uden problemer krydse en træstemme over en flod.  Hvis du tog en dansker ville de fleste ikke vide, hvordan de skulle begå sig, fordi vi er kommet så langt væk fra naturen. Det synes jeg er ret fascinerende.«

Han ankom ad floden til bostedet sammen med nogle indbyggere, han havde mødt i en nærliggende by.

»De steder jeg besøger, har jeg ikke kunnet google mig frem til. Det er meget behageligt at være der. Man kan mærke skoven ånde. Der er en form for isolation, der skaber en sammentømrethed og ydmyghed, fordi naturen er så stor og voldsom.

Hvad er det, der fascinerer dig ved Amazonas?

»Om aftenen når jeg sidder med min notesbog, har jeg tit spurgt mig selv, hvad fanden jeg egentlig laver dér. Mange af de andre historier, jeg har arbejdet på, har haft en meget tydeligere vinkel. Men jeg tror, det er drevet af en fascination og nysgerrighed fra første gang, jeg var der – før jeg blev fotograf. Hele jorden er efterhånden så civiliseret. Amazonas er en af de sidste lommer i verden, hvor naturen har overhånden. Det er mødet mellem urdrifterne og moderniteten. Det rationelle og det irrationelle. Når det ramler sammen, slår det gnister.«

Han siger, at selv om det selvfølgelig er forkert at ødelægge regnskoven, har han også en form for forståelse for de guldgravere, der kommer fra fattige kår og måske ikke har andre muligheder end at søge ind i junglen.

»De er ikke bare skurke, og de oprindelige er heller ikke bare ’Avatarmennesker’.«

Danskere minder mere om kinesere

Han betegner Amazonas som en Bermudatrekant.

»Al den elektronik, som vi er så afhængige af, løber tør eller bryder sammen på grund af fugtigheden.«

Men mentaliteten mellem dem, der bor i regnskoven og uden for, er også meget forskellige.

»Jeg kom til Ecuador lige fra Shanghai, og vi minder meget mere om kineserne end om det oprindelige folk i Amazonas.«

Viste du indianerne dine billeder på dit kamera, mens du var dernede?

»Nej, den lavpraktiske forklaring er, at når man er af sted i så lang tid, skal jeg spare på strømmen, og det koster strøm at vise billederne. Den anden forklaring er, at jeg heller ikke i Danmark viser folk, de billeder jeg tager af dem. Det forstyrrer nærværet. Folk bliver for medieopmærksomme. Hvis jeg viste billederne på mit display, ville jeg ikke længere være Mads, men en fotograf. Jeg tror, de ville begynde at posere og spille op, hvis de vidste, at de skulle se billederne bagefter.«

Har du selv vænnet dig til farerne, slangerne og krybet?

»Mentalt har jeg har et afslappet syn på farerne. Jeg er mere bange for at blive stukket ned med en kniv i en guldgraverby end at blive spist af piratfisk.«

Mads Nissen har efter eget udsagn været i Amazonasjunglen cirka ti gange gange. Hans billeder han ses i bogen ’Amazonas’, der er udkommet på Gyldendal og udstilles i Øksnehallen i København frem til 28. juli 2013.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen