search

Mads Nissen har taget verdens bedste billede

Den danske fotograf Mads Nissen har netop fået kåret et af sine billeder i en serie om homoseksualitet som årets billede ved World Press Photo (Opdateret kl. 11.48)

For få minutter siden blev det offentliggjort: Danske Mads Nissen har taget verdens bedste pressefoto.

Ved det prestigefyldte Word Press Photo er et af Mads Nissens billeder blevet kåret som vinder i hovedkategorien World Press Photo of the Year.

Mads Nissen, der i dag er ansat på Politiken, vinder for et foto fra en billedserie om bøssehad i Rusland. På billedet ses et homoseksuelt par i et intimt øjeblik.

Billedet er taget for Berlingske.

Mads Nissen: Ikke et ‘bang bang’-foto

»Det her billede er æstetisk stærkt og har menneskelighed,« siger formanden for juryen, Michele McNally, i en pressemeddelelse.

Mads Nissen selv er særligt glad for, at det er et stilfærdigt billede som hans, der løber med prisen.

»Jeg er glad for, at de har valgt et billede, som er meget stille, det er ikke blodigt. Det har været et år med masser af højdramatik i Ukraine og med ebola. Her er der mere tale om et samfundsproblem end om ‘bang bang’,« siger han til politiken.dk.

Ud over hovedprisen modtager Mads Nissen også en førstepris i kategorien ‘Contemporary Issues’.

Med hovedprisen følger 10.000 euro samt et nyt DSLR-kamera samt et linsesæt fra Canon.

Du kan se alle vinderne af årets World Press Photo-priser her.

Senest opdateret kl. 11.48

Kommentarer
5
Per Roholt
12.02.15 10:34
Utroligt flot, at vores
Utroligt flot, at vores dygtige fotografer igen og igen kan hente store priser hjem. Man bliver da helt stolt over at være i samme forbund!
Fremhævet af Journalisten
Jesper Caruso
12.02.15 11:30
Først Claus Bjørn Larsen, så
Først Claus Bjørn Larsen, så Erik Refner og nu Mads Nissen. Jeg er stolt af mine tre gamle kolleger ... (PS: Og overse nu ikke, at Joachim Ladefoged vandt en pris også ... noget mindre, javel, men dog hæder til to danske fotografer i samme "VM for fotografer" - flot!)
Fremhævet af Journalisten
Jan Dyberg
12.02.15 14:42
Stort tillykke til Mads, som
Stort tillykke til Mads, som ikke kun er dygtig, men også virker som en skide flink fyr
Fremhævet af Journalisten
kim ravn-mortensen
12.02.15 17:20
Stort tillykke til Mads, som
Stort tillykke til Mads, som garanteret er en fantastisk fotograf og en flink fyr. Helt personligt, så siger hans billede mig ikke rigtig noget - jeg har svært ved at se, at det skal forestille to homoseksuelle i Rusland og at de foretager sig noget kontroversielt.
Jeg kommer aldrig til at huske hans billede, som jeg gør med både Refners og Claus Bjørn Larsens vinderbilleder.
Fremhævet af Journalisten
Lars Lindskov
12.02.15 23:18
Kæmpestort tillykke til Mads
Kæmpestort tillykke til Mads - det er bare hamrende flot!
Det er også dejligt, at WPP´s dommerpanel vælger følelser og fordybelse. Ofte har det været krig og elendighed der bliver valgt, så det er dejligt, at man kan få fordybelsen med.
@Caruso - det var faktisk ikke Claus Bjørn Larsen, der var den første - det var nemlig danske Mogens von Haven, der som den første vandt World Press Photo i 1955 i den allerførste udgave af WPP. Og det er rigtigt at den fremragende fotojournalist Joachim Ladefoged også har vundet priser ved WPP, men det er der også en lang række andre danske fotografer der har. I en årrække var Jan Grarup jo nærmest fast på inventarlisten, men derudover har en lang række andre danske fotografer vundet hæder - meget flot!
@Kim Ravn-Mortensen
Billeder opfattes heldigvis forskelligt og din oplevelse er helt fair. Jeg vil opfatte netop Mads Nissens fotografi som noget unikt i WPP sammenhæng og netop glæde mig over, at fordybelsen og indlevelsen kan nå så højt - og det er bestemt ikke nogen kritik af de øvrige billeder du omtaler - som jeg faktisk netop indeholder det samme i mine øjne.
mvh
Lars Lindskov, PF
Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen