Da Mads Nissen begyndte på journalisthøjskolen for mere end 10 år siden, fik han at vide, at han var på vej ind i en branche i krise. Han skulle ikke regne med at få det nemt.
”Alligevel står jeg her, og mine historier bliver bragt på de fedeste platforme i Danmark og udlandet,” siger han.
I dag blev han kåret til Årets Pressefotograf. Han vandt også i kategorien Årets Reportage Udland for en billedserie fra Sydsudan.
”Jeg er ydmyg. I den her branche er der ikke noget, der er givet. Man kan ikke bare plukke de her priser eller forvente, at ens ting bliver trykt,” fortæller han.
Asylansøgere og lejemordere
Han vinder prisen som Årets Pressefotograf for en serie med blandt andet tre colombianske lejemordere, afghanske asylansøgere i forladte lagerhaller på Beograds togstation og for et billede af en sydsudansk mand, der er så afkræftet, at han ikke er i stand til at rejse sig og stille sig i køen til den længe ventede fødevarehjælp, der omsider er kommet til landsbyen.
Årets Pressefotograf for tredje gang
Mads Nissen har vundet talrige fotopriser i Danmark og internationalt. Blandt andet ved World Press Photo. Første gang han vandt en pris ved Årets Pressefoto, var i 2007. I dag er det tredje gang, Mads Nissen bliver Årets Pressefotograf.
”Det er måske tredje gang, men det gør mig ikke mindre berørt,” fortæller Mads Nissen.
I kataloget til Årets Pressefoto fortæller Politikens fotochef, Thomas Borberg, hvad der gør Mads Nissen til noget særligt:
Han er ikke bare god til at åbne døre, men forstår også ”at lukke dem pænt igen”.
Tillidskrise i branchen
Mads Nissen forklarer, at han taler længe med de folk, han fotograferer. Han fortæller dem, hvilke intentioner han har med billederne. Og hvordan han ønsker, at billederne bliver modtaget. Folk skal føle sig godt behandlet. Også når de ser billederne bagefter.
”Der er en kæmpe tillidskrise i mediebranchen. Jeg skal vise folk, at jeg kan holde mit ord, og at jeg er fair,” siger han.
Billedet af en afkræftet sydsudanesisk mand tog Mads Nissen, fordi mandens søn kom hen og bad Mads Nissen om at gøre det.
”Tænk, at de har så meget tillid til mig, at de håber, at det billede kan gøre en forskel,” siger han.
Foto: Morten Rode / Ritzau Scanpix
Det handler om at møde mennesket
For Mads Nissen handler det om at turde at vise sin egen sårbarhed og se det menneske, man står over. Uanset om det er den nobelprisvindende colombianske præsident Juan Manuel Santos, ledere i FARC-bevægelsen eller en ung lejemorder.
”Det er egentligt absurd,” siger han.
”I forgårs var jeg sammen med en FARC-leder i Colombia, der står på terrorlisten. Men jeg har ikke fotograferet ham anderledes end landets præsident.”
”Jeg tror, jeg har det lidt ligesom Jacob Holdt, der lavede 'Amerikanske billeder'. Det handler om mødet mellem to mennesker. Kan vi mærke hinanden? Mange gange går det galt. Men nogle gange kan der opstå en menneskelig relation, der kan gå dybt, selv om det kan være kortvarigt,” fortæller han.
Du kan se alle Mads Nissens billeder – og de andre vindere ved Årets Pressefoto – her.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.