Ledelse i mediebranchen er så gammeldags, at det bringer tanken tilbage til tidligere tiders industrisamfund og presser praktikanter ud i sygemeldinger på grund af stress efter arbejdsuger på op til 70 timer. Kommunikatørerne er klart bedre, mener ekspert.

Slidt. Bukserne er våde af blod. Men der går et øjeblik, før Katrine forstår, hvor blodet kommer fra. Det løber ud af enden på hende og har lavet en stor plamage i trusserne. 26-årige Katrine er praktikant på et stort dagblad. Men lige nu er hun mest af alt bange. Hun smækker døren til toilettet, finder sin redaktør og beder om fri resten af dagen.

Katrine tager direkte til lægen, som måler hendes temperatur. Han konstaterer, at Katrine har 40 i feber og bløder, fordi hun lider af hård mave i en sjældent svær grad.

"Har du meget travlt for tiden?" spørger han så. "Jeg synes, du skal tage nogle dage fri."

Katrine bruger en uge hos sine forældre, før hun er tilbage på avisen. Snart får hun det skidt igen. Denne gang er symptomerne værre. De sætter sig i kroppen og forstyrrer hendes sanser, så Katrine sygemelder sig i mange uger. Detaljerne om symptomerne vil hun ikke have gengivet i Journalisten. Hun frygter at spænde ben for karrieren, hvis hun bliver genkendt i branchen.

»Hvad vil folk tænke om mig, hvis mit navn bliver forbundet med den slags? Giver mit praktiksted mig en dårlig reference, hvis de ser, at det er mig?« spørger hun.

Derimod tvivler Katrine ikke på årsagerne til sin sygdom:
»Jeg ændrede mig som person, mens jeg var i praktik. Jeg sad tolv timer rigtig mange dage, men vidste aldrig, om det var godt nok. Det var en eskalerende følelse af at være dårlig, men uden at vide, hvad jeg var dårlig til, som gjorde ondt i maven og fik kroppen til at spænde,« siger hun.

Katrine er ikke alene. På to år har arbejdsmiljøkonsulent i Dansk Journalistforbund Eva Jakobsen rådgivet omkring 220 medlemmer med stress, hvor en tredjedel er praktikanter og nyuddannede. Alene på RUC melder cirka tre praktikanter sig syge hvert semester, og 17 procent af alle praktikanter har ofte problemer med stress ifølge en ny undersøgelse fra en arbejdsgruppe under Praktikudvalget. Det er mest de unge kvinder, som søger hjælp. Tit har de en historie med, der ligner Katrines. Den handler om mangel på coaching og feedback og en ledelse, der er så fraværende, at det bringer tanken tilbage til forrige årtusindes industrisamfund og står i skarp kontrast til de moderne principper, der guider for eksempel broderfolket i kommunikationsbranchen.

Det mener en række faglige vejledere og eksperter i ledelse, som Journalisten har talt med.
Engang hørte Journalistforbundets Eva Jakobsen sjældent om stress blandt praktikanterne. Men med krisens indtog begyndte også de unge medlemmer at henvende sig, og det fik Eva Jakobsen til at tænke over, hvad der mon er galt i branchen.

Hun understreger, at arbejdspladser er forskellige, og det samme er den indsats, som redaktionerne investerer i at uddanne de unge. Men én ting har mange medier til fælles. Det er forståelsen af, at journalistik ikke er et fag for "svagpissere".

Dygtige journalister kører selv, og derfor har ledelse i mediebranchen traditionelt glimret ved sit fravær. For eksempel har Eva Jakobsen under sine besøg på 15 medievirksomheder ikke mødt én redaktion, som kører en systematisk og konstruktiv efterkritik på dagens arbejde: "Det er noget skidt" eller "det er sgu da meget godt", er de upræcise meldinger, når det gælder om at samle op på kollegernes arbejde.

Uklar tale rammer især de uerfarne unge:
»Hvordan kan du vide, hvornår du har en god nok fornemmelse i maven til at gå hjem, når du kommer lige fra skolen, hvis der aldrig er nogen, der giver en rigtig feedback?« spørger Eva Jakobsen retorisk.

I takt med krisen er omsorgen dalet til næsten ingenting. Garvede medarbejdere er askegrå i ansigterne. De knokler for at holde produktionen i luften og jobbet på hånden. Praktikanterne, derimod, tror stadig, at de skal vælte præsidenter og optrevle Watergate. De maser på med overarbejde fem dage i træk, uden at nogen gør sig den ulejlighed at fortælle dem, at målet er nået.

»Du kan klare meget i lang tid, hvis du enten ser en ende på det eller får opbakning og anerkendelse. Men får du ikke det, så fistrer du rundt i hamsterhjulet, til du skvatter ud af det. Dem ser jeg så. Når de ligger og roder i bunden af buret og ikke ved, hvad der har ramt dem,« siger Eva Jakobsen.

Omkring 30 kilometer vest for Journalistforbundets lokaler på Gammel Strand sidder Hanne Dam. Hun er lektor og praktikvejleder ved Roskilde Universitet. Også hun peger på, at menneskeligt overskud sjældent topper listen over dyder på landets aviser og tv-redaktioner. For hendes studerende har det en særlig konsekvens.  
For nok hylder branchen det ydre drive og den, der hellere tager ordet end lytter. Men hånd i hånd med uddannelserne fra RUC og SDU har en ny type mennesker fundet vej til Danmarks læsere, lyttere og seere.

»De er opdraget til at være grundige og tænksomme, og der må nødvendigvis ske et kultursammenstød, når de kommer ud i medier, der fungerer, som de altid har gjort. Det er ofte dem, der får problemer, selv om deres talent kan være stort,« siger Hanne Dam.

Katrine er en af de kvinder. Da hun starter på avisen, er der hverken en uddannelsesplan, der kortlægger, hvad hun skal lære, eller en samtale med en leder, der afstemmer forventningerne til hendes arbejde. Den første efterkritik falder efter to måneder. På det tidspunkt har praktikken allerede slået luften ud af maven på Katrine.

Ilddåben får hun med det samme. Katrine skal skrive en forside til første sektion, men forsideredaktøren er ikke tilfreds, da hun afleverer sin historie mange timer før deadline. En hel dag flyver historien frem og tilbage; Katrine kæmper for at hugge den rigtigt i næste forsøg, mens irritationen tager til ved redaktørens bord. Klokken er 22.00, før artiklen bliver godkendt. Katrine får hverken et "godt arbejde" eller "tak for indsatsen". Til gengæld vokser overbevisningen om, at hun er for dårlig til avisen.

»Jeg ville egentlig bare gøre det godt nok og ikke falde igennem. Den dag havde jeg følelsen af at være faldet igennem pladask,« forklarer hun.

Måske, funderer Katrine, er hun for blød til branchen. På den anden side er følelsen af fiasko svær at ryste af på en redaktion, der altid har for travlt og aldrig hjælper en oplevelse af succes med at spire:
»Jeg følte, at de forventede noget af mig i forhold til både hastighed og kvalitet, som jeg ikke havde forudsætninger for at leve op til, fordi erfaringen stadig manglede. De målte mig ud fra avisens standard og ikke ud fra, hvor jeg var rent fagligt,« forklarer hun.

Ligesom Katrine var Rikke på 26 år i praktik på en stor avis. Hun husker sit ophold på cirka samme måde. I mange måneder runder arbejdsugen næsten altid de 70 timer. Men tavsheden, når Rikke afleverer en artikel, er lige så massiv som timetallet, hun lægger på redaktionen.

Usikkerheden vokser hurtigt. Mod slutningen af praktikken starter Rikke i et intensivt forløb hos en psykolog, og i dag er hun sikker på, at samtalerne dér er den eneste årsag til, at hun gennemførte sit ophold.

»Jeg var meget naiv i min tro på, at de havde praktikanter, fordi de ville investere i dem og lære dem op. Det overraskede mig, hvor lidt det handlede om at vurdere mit arbejde og gøre mig bedre, og hvor hurtige de var til at dømme mig ude,« siger hun.

Samme undren giver genlyd på RUC. Her efterlyser Hanne Dam de ledere, der kan lide at fremme de unges selvværd:
»Som journalister taler vi altid om at have mennesker i medierne. Men ude på medierne er der ingen fornemmelse for mennesker. Hvor er dem, der tager sig tid til og synes, det er sjovt at forløse også de usikre praktikanters talent?« spørger hun.

»Hold da fast!« tænker også Karin Sloth, når hun jævnligt bliver præsenteret for historier om ledelse på mediearbejdspladserne. Karin Sloth er konsulent i ledelse og kommunikation og møder blandt andet journalisterne og deres redaktører på sine kurser i webledelse.

Hun svarer hurtigt, da Journalisten beder hende fælde en dom over praktikanternes fortællinger: De har oplevet en form for ledelse, der hører hjemme i forrige årtusindes industrisamfund. Den er karakteriseret af kommandokultur, som nok er aftagende, men stadig har svært ved at slippe sit greb på mediearbejdspladserne.

Nok fylder journalister ikke øl på flasker som arbejderne i den gamle fabrikshal. Men hver dag er fokus på artiklerne, som skal i land, og avisen, der skal sættes sammen, og det forhindrer mange steder, at en moderne form for ledelse slår igennem:

»Der er sjældent tid, fordi alt går op i produktion. Men det viser en mangel på forståelse for, hvornår folk præsterer bedst, og det kræver en stærk øverste stemme at bryde med lonely rider-mentaliteten. Den stemme mangler nogle steder, fordi kulturen er så indlejret.«

Karin Sloth fortæller en historie fra sin tid som redaktør på Magasin K, der er kommunikatørernes fagblad. Magasinet ville undersøge, hvilke af de største bladhuse der havde professionelle kommunikationsfolk ansat. Svaret var, at det havde stort set ingen. Selv ikke Jyllands-Posten, hvor journalisterne arbejder, mens frygten for terror dirrer over skrivebordet.

I andre brancher bruger de fleste store virksomheder HR og professionelle kommunikatører i det interne ledelsesarbejde. Men i medieverdenen undlader selv kæmpe koncerner at tage de helt almindelige værktøjer i brug. Det taler sit sprog om, at medielederne næppe rykker først, når det gælder om at sikre gode rammer på redaktionerne, og det påvirker ikke kun de unge, men alle mediets medarbejdere:

»Historierne skriger af manglende professionel ledelse. Ledelse tager tid, men alternativet er værre med folk, der flygter fra faget, og langtidssygemeldinger. Jeg vil tillade mig at konkludere, at hvis man ikke kan forstå at arbejde professionelt med ledelse, herunder HR og intern kommunikation, så har man fortjent at have en dårlig økonomi,« siger Karin Sloth.

På Aarhus Universitet ryster også professor i organisations- og ledelsesteori Steen Hildebrandt på hovedet.
Journalisternes verden har han ingen særlig viden om. Men han genkender med det samme den "Kaj Holger-agtige form for ledelse", han også finder blandt arkitekter, ingeniører og i andre brancher med en stærk faglighed.

"Primitive" og "stupide" er de ord, han hæfter på ledere, der lader den rå tone herske og væver de unge medarbejdere ind i en sky af usikkerhed og ineffektivitet. Han forklarer gerne, hvad det kræver at lede dem til succes.
Vejledning i form af jævnlige samtaler, hurtig feedback og forventningsafstemning er blandt de redskaber, der øger både arbejdsglæden og kvaliteten på de artikler, en praktikant kan skubbe over disken.

»Jeg taler ikke om en sødsuppe-ledelse, hvor vi sidder i rundkreds og græder med hinanden i hænderne. Jeg taler om ordentlig kommunikation og rammer. Klar tale,« siger professoren.

Hverken han eller Karin Sloth tror på, at medierne lever på særlige vilkår, hvor for eksempel det høje tempo spænder ben for en effektiv ledelse. Det bedste eksempel henter Karin Sloth fra en branche, der er lige foran næsen på journalisterne. Deadlines og en arbejdsdag, der kan ændre sig på et øjeblik, er også arbejdsvilkår for broderfolket inden for kommunikation. Også de har altid en leverance på vej, og står og tripper over de dokumenter og informationer, der aldrig tikker ind før i sidste øjeblik.

Men holdånden hersker i højere grad hos kommunikatørerne end blandt journalisterne, hvor de fleste stadig skriver deres artikler alene. Det tager måneder at flytte en virksomheds position på markedet eller skubbe til en politisk agenda. Gruppen mødes mange gange undervejs, og alene den proces giver en bedre kultur for feedback, mener Karin Sloth.

Den mest markante forskel er dog knyttet til arbejdsgiveren:
»Kommunikationsfolk er i et miljø, hvor der er et anerkendt behov for ledelse. De går op og ned ad ledere, der taler om ledelse, og det påvirker den måde, de arbejder på. Jeg hører færre historier fra dem om, at rammerne sejler, og der er en større opmærksomhed omkring, at de skal passe på hinanden,« siger Karin Sloth.

Hun pointerer, at der findes medier, hvor projekter inden for ledelse og arbejdsmiljø har presset stressen i bund og produktiviteten i vejret. Omvendt mangler mange kommunikatører en leder, der beder dem gå hjem klokken 17 og passe haven, ungerne eller hesten.

»Men mit bud er, at de stressede kommunikationsfolk kommer hurtigere i mål end journalisterne, der er ramt af en struktur, hvor mediecheferne agerer ud fra en produktionstankegang, der er en overlevering fra et tidligere årtusinde,« siger Karin Sloth.

Katrine og Rikke er opdigtede navne.
Redaktionen kender deres rigtige identiteter.

MEDIECHEFER ER DÅRLIGE TIL AT LEDE

Journalisterne går i en lukket verden, hvor gode ledere har lav
prioritet. Det rammer især unge journalister og praktikanter. Cheferne afviser kritikken.

Fastlåst. Store dele af mediebranchen har ikke forstået, at ledelse kræver fokus og tager tid, men glemmer blandt andet at tage sig af de yngste og mest sårbare medarbejdere nemlig praktikanterne.

»Jeg har en opfattelse af, at de faglige ledere ikke har respekt for ledelse. De tror, at det er noget, enhver idiot kan finde ud af, og derfor behøver de ikke lære noget om det,« siger Steen Hildebrandt, professor ved Institut for ledelse på Handelshøjskolen, Aarhus Universitet.

Ledelses- og kommunikationskonsulent Karin Sloth peger på, at ledelse tit står bagest i køen, når branchen prioriterer pengene.
»Mediehusene havde ikke svært ved at finde millioner af kroner til at smide i håbløse projekter med gratisaviser, men de synes, at det er en unødvendig udgift at investere i lederkurser til redaktionssekretærer og praktikantvejledere. Det er mangel på vilje,« siger hun.

Tendensen til at nedprioritere ledelsesindsatsen over for praktikanterne bekræftes af en undersøgelse fra en arbejdsgruppe under Praktikudvalget fra januar i år, hvor knap 600 praktikanter deltog. 34 procent har ingen samtale med en leder, når praktikken starter, hvor blandt andet forventninger afstemmes, og 40 procent modtager kun efterkritik én gang om måneden eller sjældnere. Endnu flere, nemlig 46 procent, ønsker sig flere udviklingssamtaler i løbet af praktikken.

Karin Sloth forklarer, at god ledelse ofte får rang som en sekundær beskæftigelse på redaktionen. Hun møder jævnligt teamledere, som gerne vil prioritere lederrollen og uddanne sig til dygtige vejledere. Men lederne må snige sig på kursus. Nogle betaler selv for eksempel ved at forhandle sig til et kursus mod at afstå fra en lønstigning.

Omvendt lærer medarbejdere ikke at efterspørge ledelse. Det gælder også de unge, som hellere kopierer kulturen for at stille arbejdsgiveren tilfreds, end de stiller spørgsmål og rejser krav.
»Lederne glemmer, at de faktisk har en rolle i forhold til at passe på den enkelte,« siger Karin Sloth.

Og det er ekstra slemt, at de unge journalister ikke lærer at sige fra, mener Steen Hildebrandt:
»Hvis du vil ændre en nedarvet kultur, må nogen pege på problemerne. Det gælder særligt de unge, som ser det hele udefra.«
 
Journalisten har bedt mediecheferne selv beskrive håndteringen af praktikanterne. Og den står i skarp kontrast til ovenstående.
Anne Mette Svane, chefredaktør, Politiken, fremhæver, at praktikanter på Politiken generelt er meget tilfredse med deres praktikantforløb.
»Det er mit indtryk efter evalueringssamtaler med de otte praktikanter, der afsluttede deres praktikantforløb den 1.februar.«

Også hun beskriver en dagligdag, der er langt fra den stressakkumulering, eksperterne ser.
»På redaktionerne er der føl/ hest-ordninger omkring skriveprocessen, og praktikanterne får efterkritik på redaktionerne.

Generelt fungerer det godt,« siger hun, men tilføjer dog, at kritikken gør indtryk:
»Det er klart, at vi med sådan en praktikantundersøgelse in mente løbende skal blive bedre til at systematisere startsamtaler, midtvejssamtaler og efterkritik. Det gælder både på de enkelte redaktioner og hos mig som den overordnede ansvarlige for praktikanterne.«

»Omvendt skal vi også lære praktikanterne at sige fra indimellem, fordi de er superambitiøse og stiller ekstremt høje krav til sig selv.«

Også TV 2 har stort fokus på praktikanterne.
»Vi har systematisk efterkritik på næsten alle udsendelser, forventningsafstemning og tæt og individuel vejledning. Praktikanterne får, afhængigt af varigheden af deres praktikophold, mellem fire og fem statussamtaler med en redaktionschef,« siger Jacob Nybroe, nyhedschef, TV 2. Han understreger, at området er meget vigtigt.
»Vi uddanner jo mennesker, der siden skal udgøre den nye rygrad i dansk presse. Både hos os og hos andre. Og så er praktikanter – modsat hvad mange tror – jo ikke gratis penge. Så et praktiksted har ingen interesse i at gøre et dårligt stykke arbejde.«

Jens Grund, chefredaktør, Berlingske, understreger, at praktikantvejledere og fagredaktører på Berlingske gør meget ud af at fortælle praktikanterne, hvad de kan forvente.
»De holder løbende "hånd i hanke" med praktikanterne: Fagredaktørerne holder en startsamtale, en midtvejssamtale og en afsluttende samtale med praktikanterne, før de ryger videre til næste redaktion.«

Han erkender dog, at der stilles store krav.
»Vi siger åbent, at de skal have viljen til at gå den ekstra mil, og har de ikke det, skal de ikke søge ind hos os. Men måske mærker alle praktikanter ikke helt efter i maven, om det nu også VIRKELIG er dem, og så kan vi måske blive bedre til at hjælpe dem undervejs i forløbet med coaching, feedback og efterkritik.«