Det er intellektuel jammer og naivitet, når Ross Howard og Kirsten Sparre siger, at journalister skal være med til at skabe forståelse og tillid mellem kulturelle forskelligheder. Journalister skal rapportere nøgternt, præcist og vidende – stik-i-rend drenge har intet at gøre i journalistikken.

ENDNU ET tankevækkende nummer af JOURNALISTEN dukker op – tankevækkende i den henseende, at en canadier, som påstås at være journalist, mener, sekunderet af Kirsten Sparre, såkaldt forsker ved Den journalistiske Efteruddannelse (DjE), at journalister skal give sig til at arbejde for fred.
Må vi så være her!

Journalister skal rapportere så nøgternt, præcist og vidende, som de kan fra Mellemøsten over Farum og videre til Centralamerika. De hverken kan eller skal tjene dette eller hint politiske formål. Læseren, lytteren eller seeren skal kunne være sikker på, at den journalist, han eller hun lader sig informere af, arbejder efter bedste evne, hvor ringe den i øvrigt måtte være. Denne tillid falder bort, såfremt vi lader os diktere af Ross Howard, som citeres for følgende udtalelse: "Journalister skal være bedre til at… skabe forståelse og tillid mellem kulturelle forskelligheder… Vi skal aflive myter, parterne har om hinanden, rette misforståelser, forsøge at ændre vore historier og opbygge tillid mellem parterne" (JOURNALISTEN nr. 20).

JEG PRISER MIG lykkelig over, at jeg aldrig er rendt ind i Ross Howard, for han er virkelig en mand, der kan bringe sine omgivelser i fare. Jeg ser ham allerede i en obskur bosnisk landsby, hvor han forklarer den serbiske eller kroatiske kommandant, at det igangværende massemord på de lokale muslimer bunder i en uholdbar historietolkning. Jeg forestiller mig også politikere, som hellere end gerne vil lovgive i henhold til denne canadiers budskab, for vi ved jo godt, at det alt sammen er journalisternes skyld. Skrev vi ikke om de hylende sirener, om de afrevne lemmer, om raketterne, der tordner ind i Sarajevos udbombede bykerne, om de palæstinensiske flygtningenes armod og alt det andet, ja så kunne vi lege, at det slet ikke skete eller fandtes. Ikke sandt? Journalisterne, der er årsag til alt dette forfærdelige, må nu tage sig sammen og skrive positivt i den hensigt at skabe forståelse og tillid.
Mage til intellektuel jammerlighed skal man lede længe efter.

KIRSTEN SPARRE kører i en slidt rille med sin ledsagende klage over, at journalister næsten altid skriver om adfærd og næsten aldrig om holdninger. Min egen erfaring fra Balkan og Mellemøsten gennem 20-30 år er, at journalister er ganske gode til at beskrive holdninger og ofte ved forbløffende meget om kulturelle og andre baggrunde. Faktisk kan de fleste journalister læse, og mange af dem gør det oven i købet.
Sparre citeres for følgende: "For ti år siden var der intet om freds-journalistik. Nu er der mange, der gør sig tanker om, hvad journali-ster kan gøre i konfliktsituationer. Alle tanker og ideer kredser om, at man som journalist skal være bevidst om, at man har en rolle."

Forhåbentlig kredser mange tanker og ideer om andet end journalistik. Dernæst er nok at sige, at journalister i krigszoner er ekstremt opmærksomme på deres rolle, nemlig den at de skal forstå og videregive, hvad de oplever. Nogle gør det bedre end andre. Igen: Min erfaring er, at krigens reportere hører til i den ansvarlige ende af faget. Det skyldes dels, at kravene i en krigssituation sædvanligvis er sådan, at badegæsterne holder sig væk, dels at krigens ulykker har det med at holde iagttagerens sind åbent og medlidende. At konstatere, at endnu et mellemøstligt fredsforslag nok får en krank skæbne, er ikke kynisme, som påstået af Sparre, men den skære virkelighed, der forpligter journalisten.

DET ER MED Sparre som med Howard. Hun vil gerne læse gode, fredsskabende nyheder. Jeg hilser på forventet efterbevilling fra Stalin og Bresjnev!

Den journalistiske bund i dette morads af naivitet, sentimentalitet og tankeløshed nås med Sparres konstatering af, at Per Larsen, chefkriminalinspektør for Københavns Politi, sandelig fik en journalist på Berlingske Tidende til at skrive en historie med det budskab til rockerne, at såfremt disse lommegangstere ville sætte sig til forhandlingsbordet, agtede politiet at give dem "arbejdsro".

Jeg finder det i orden, at Berlingske bringer en sådan historie, der må have interesseret ikke mindst indenrigsministeren og justitsministeren. Men er den skrevet på opfordring og med et bestemt sigte, er vi ude i en perversitet, som forvandler journalisten til ordensmagtens stik-i-rend-dreng.

Det er Howards og Sparres ærinde at forvandle journalisterne til stik-i-rend drenge for en dagsorden, som intet har at gøre med journalistik.

* Per Nyholm er udenrigskorrespondent Italien, Balkan og Mellemøsten