Vi elsker det stærke pressefoto. For et billede siger mere end tusind ord.

Men det kan også lyve mere end tusind ord. Hen over sommeren har vi set eksempler på fup med Photoshop. For eksempel Reuters-billedet af Beirut efter israelske bombeangreb, hvor fotografen havde gjort røgudviklingen mere dramatisk.

Så er det jo fristende at løfte den fede pegefinger og advare om, at udviklingen er ved at køre af sporet på grund af vore dages uanede muligheder for billedredigering. Men det ville være noget sludder, for der blev snydt mere med billederne i de gode gammeldags mørkekamre på de danske redaktioner.

I Polfotos røde poser ligger for eksempel sirligt udklippede fodbolde, som man i de gode gamle dage lige kunne smide ind på fotoet i en håndevending, hvis man havde skudt billedet for sent. Man generede sig heller ikke for at flytte rundt på elementer i et foto for at gøre det mere effektfuldt. Så lad være med at skyde på Photoshop, for de gamle kunne også. Diskussionen om fotoredigering og manipulation bør handle om håndværksmæssig etik og kunnen og ikke om programmer fra Silicon Valley.

Mange danske fotografer begynder snart at tænke over, hvad de skal sende ind til Årets Pressefoto 2006. I år skal de vride hjernen en ekstra gang, for Pressefotografforbundet stiller nu formelle krav om, at billederne skal have det oprindelige lys. Det er en god ide, for det fører forhåbentligt til en vigtig diskussion af håndværksmæssig etik og genrebevidsthed.

I USA er kursen ofte hård. For eksempel blev en fotograf fyret fra avisen Charlotte Observer for at pille ved lyset og gøre en sol mere orange.

»Hvis vi indførte den slags regler i Danmark, så ville 90 procent af alle fotografer blive kylet ud,« siger Politikens fotochef, Per Folkver, til Journalisten.

Vi har altså et meget frit forhold til at redigere fotos i Danmark, hvilket gør diskussionen så meget desto mere relevant. Fotograf Ulrik Jantzen – som i øvrigt er storleverandør til Journalisten – fremviser stolt et portrætfoto og fortæller åbenhjertigt om, hvordan han jonglerer med farver, kontraster og skygger – og det i en grad, så en lastbil i baggrunden er blevet tryllet om til en effektfuld skygge.

At forvandle lastbilen er at gå over stregen fra pressefoto til illustration. Alligevel vil det være forkert, hvis man pludselig siger, at der slet ikke må redigeres.

I et nyheds- og reportagefoto bør de originale lysforhold respekteres og fastholdes. Ellers går der kunst i den, og troværdigheden går fløjten. Derimod bør der være ganske frit spillerum, når det for eksempel gælder portrætter, så længe man ikke begynder at flytte rundt på elementerne i billedet.

Endelig må man lave en ærlig varedeklaration over for læserne og fortælle, når det ikke længere handler om et pressebillede, men om en illustration.

Man kan redigere lige så meget i et foto som i en tekst. Pressefolk er bare dygtigere til at diskutere tekster: Er kildevalget rimeligt? Er der en fair præsentation af parternes holdninger? Er elementer i historien underbelyste, og så videre. Med pressefotos stiller vi – undertegnede inklusive – sjældent spørgsmål ved det endelige foto og beder om at få redigeret det om.

Jeg har ofte hørt en redaktionssekretær sige, at der mangler en kilde i historien. Men jeg har aldrig hørt en redaktionssekretær forkaste et nyhedsfoto, fordi farverne var manipulerede.

Jeg vil selv begynde med at øve mig på nogle sætninger, når jeg kommer i tvivl.

»Jeg vil gerne se billedet i uredigeret form.«

»Dette her portræt er for fladt. Kunne vi ikke redigere det for at trække personligheden mere frem.«

»Det her billede er for redigeret i forhold til, at det er et nyhedsbillede.«

Diskussionerne skal ind i redaktionslokalet.

Man må gerne pille, men det kræver genrebevidsthed.