search

Må man lyve i en dokumentarfilm?

Er han en stor dokumentarist eller en underholdende vækkelsesprædikant, der bruger løgn og manipulation i sine film?

Er han en stor dokumentarist eller en underholdende vækkelsesprædikant, der bruger løgn og manipulation i sine film? En ny dokumentarfilm har fulgt fænomenet Michael Moore igennem flere år.

DOKUMENTAR. Den 21. september kommer cirkus til byen igen. Michael Moores dokumentarfilm »Sicko« får dansk premiere. Overalt, hvor den hidtil har haft premiere, har det betydet fyldte biografsale, men også gyldne tider for politiske kommentatorer og for diskussioner om sundhedsvæsenet.

I Canada tog debatten dog en uventet drejning imod sendebudet selv. Samtidig med at »Sicko« blev sat på plakaten, havde to canadiske dokumentarister, Rick Caine og Debbie Melnyk, premiere på deres film »Manufacturing Dissent«, som sætter fokus på fænomenet Michael Moore, og som beskylder ham for mildest talt tvivlsomme metoder i sine korstog. Filmen stiller skarpt på, om man må bøje sandheden i en dokumentarfilm. Og hvis man gør, hvordan kan det så være, at medierne lader en slippe afsted med det?

»Manufacturing Dissent« startede som en observerende dokumentarfilm. Jeg er en flink venstresnoet canadier, og USA var på det tidspunkt, og er stadig, et utroligt polariseret land. Det ville vi vise ved at bruge Michael Moore og få ham til at fortælle sin historie selv,« fortæller Debbie Melnyk. Hun blev oprindeligt fascineret af manden, da han til Oscar-uddelingen i 2002 benyttede sine 45 sekunder til en brandtale imod George Bush og USAs krig i Irak.

De canadiske dokumentarister fulgte Michael Moore på kryds og tværs i USA, og det skulle hurtigt vise sig, at billedet af den trinde, muntre mand som en ægte Average Joe ikke levede op til forventningerne. Michael Moore blev konstant fulgt rundt af sikkerhedsfolk, som sørgede for, at ingen kunne komme for tæt på. Og hverken han eller hans PR-folk svarede på deres mails om interviews.

»Der begyndte at ske andre sammenfald. Folk, som virkede interesserede i at medvirke, ringede, kort før vi skulle filme dem, og afslog at være med. Eller de sagde en ting over telefonen og noget helt andet foran kameraet,« siger Debbie Melnyk.

De fleste har skeletter i skabet. Folk, de ikke fungerede med, og arbejdspladser, de helst vil glemme. Men da Debbie Melnyk og Rick Caine for alvor begyndte at sparke til Moores skab, blev de overrasket over, hvor mange knogler der væltede ud.

»Mange af de mennesker, som han havde arbejdet sammen med, nærede et oprigtigt had til manden eller følte sig forrådt af ham. De fortalte om, hvordan han er meget bevidst om at være Mike fra Flint, Michigan, når han er på, men bliver en helt anden person, når kameraerne er slukket. Han er utroligt bevidst om sit image som en ganske almindelig amerikaner. Han gør sin person til en del af budskabet. Og hvordan kan man diskutere det budskab, når det bliver leveret under falske forudsætninger?«

ARBEJDERKLASSEN I FLINT MICHIGAN. Det var her, Michael Moore voksede op, og det var også her, hans karriere begyndte. Da General Motors ville lukke byens bilfabrikker, bevæbnede Moore sig med et kamera og gik på jagt. Han ville lave et interview med General Motors direktør Roger Smith for at konfrontere ham med de ødelæggelser, lukningerne førte med sig.

»Roger and Me«, som fulgte Moores forgæves jagt på GMs direktør, blev hans gennembrud. Men filmen fortæller ikke hele sandheden, hvis man skal tro »Manufacturing Dissent«. Michael Moore fik hele to interviews med Roger Smith, men lod dem ligge i klipperummet for ikke at ødelægge filmens opbygning. Andre sekvenser i filmen kom også frit fra Moores fantasi, blandt andet et falsk nyhedsindslag, som han fik en veninde, der arbejdede på den lokale tv-station, til at indspille for sig.

Dokumentarister arbejder stadig mere i grænselandet mellem dokumentation og kommenterende konklusioner. Men dokumentaren skal altid afspejle virkeligheden, mener Henrik Wilhelm Jørgensen, som er uddannelsesleder for grundudannelserne på Danmarks Journalisthøjskole. Han har endnu ikke set hverken »Sicko« eller »Manufacturing Dissent«.

»Det bliver et etisk problem, hvis man iscenesætter en film i en sådan grad, at det ikke længere modsvarer virkeligheden, fordi den skal passe ind i ens dramaturgi. Hvis det passer, at han har fået et interview med GMs direktør, men ikke har bragt det, så er det decideret at lyve for folk. Det er kendtegnende for Michael Moores film, at casen fylder så meget, at det er svært at komme i dybden med historien. Hans film er underholdende og godt lavet, men jeg har svært ved at kalde det journalistik.«

Det behøver en god dokumentarfilm heller ikke at være, mener dokumentaristen Lars Engells.

»Jeg kan lide at lave en type film, og han kan lide at lave en anden slags dokumentarfilm, og det er ikke noget, som man skal vælge imellem. Hans film er seværdige og skarptvinklede, underholdende og væsentlige. Han bøjer og drejer sandheden og vælger sikkert meget nøje ud, hvad han vil bruge i sin film. Etik er svært at sige noget generelt om, ud over at man selvfølgelig ikke må lyve.«

USA HAR VÆRET RAMT af en række journalistiske skandaler, som har drevet medierne til selvransagelse. Men ikke Michael Moore. Selvom højrefløjen hader ham, har han tilsyneladende fået løbepas til at lyve og manipulere af både venstrefløjen og medierne, lyder kritikken i »Manufacturing Dissent.«

Det er ganske rigtigt, og det er til dels pressens skyld, mener Todd Gitlin, som underviser ved Columbia School of Journalism.

Selvom han med 12 bøger om politik selv tilhører det såkaldt venstre-orienterede establishment, afskyer han Michael Moore rent professionelt.

»Venstrefløjen ser ham som 'sit' våben og holder igen med at kritisere ham. Fra mediernes side er problemet, at journalister ikke anmelder film. Filmanmeldere anmelder film ud fra underholdning og stil og ikke, om den dokumenterer sine påstande. Journalister har været for sympatisk stemt over for Michael Moores holdninger og har valgt at se bort fra hans fejl. Han var en primitiv journalist, før han blev en primitiv, men talentfuld filminstruktør. Hans trick er hans humor. Han har et instinkt for, hvad der vil påvirke et publikum, men han er ikke en seriøs journalist, han er en propaganda-snedker.«

Debbie Melnyk var selv i begyndelsen en beundrer af Moores film og metoder.

»I USA og Canada har man fra venstrefløjen undladt at kritisere Michael Moore, fordi han er på vores side. Hvis man som journalist deler hans holdninger, kan man let lade ham slippe afsted med noget, man ikke ville lade andre slippe afsted med. Men både som journalist og som dokumentarist indgår man en kontrakt med sit publikum. De fortjener sandheden, og det er utilgiveligt at fifle med den.« /

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen