search

Lytterne er også blinde

 

 

DR-journalist Ove Gibskov lader ikke handicappet komme i vejen for ambitionerne. Det kan aldrig være en fordel at mangle en sans, men man kan bruge sit handicap offensivt, mener Ove Gibskov, der er født blind.

 

SLAGTERDRENG. På et lille kontor i den betonklods, der kaldes DR Århus, sidder journalist Ove Gibskov og er ved at redigere et interview med Muharrem Aydas, personalekonsulent i TDC. I Ove Gibskovs radioprogram Samfundstanker skal Muharrem Aydas forklare – og forsvare – hvorfor indvandrere, ældre og handicappede bør betragtes som en styrke frem for en svaghed for det danske samfund.

Ove Gibskov har været vært på P1s Samfundstanker siden programmets begyndelse i 1999. Hver anden søndag kan P1s lyttere høre en person med klare holdninger om samfundets indretning blive kværnet igennem spørgemaskinen, og der bliver ikke lagt fingre imellem.

»Hvis jeg et langt stykke hen ad vejen er enig med den, jeg interviewer, er jeg særlig opmærksom på at være kritisk. Det handler dybest set om troværdighed. I et kritisk modspil er interviewpersonen nødt til at skærpe sine argumenter,« forklarer Ove Gibskov.

På skærmen foran ham ses Muharrem Aydas stemme i form af grafiske bølger. Men Ove Gibskov kan ikke se dem, for han er blind. Når han skal redigere et interview, benytter han sig af et shuttle-hjul, nogle genvejstaster og de oplysninger, computeren giver ham med syntetisk tale. Noget, der lyder som »blrp«, betyder for eksempel »mellemrum«.

Dt var ellers akademiker-ambitionerne, der vejede tungest i den bagage, han havde med hjemme fra Djursland.

»Min far og mor havde en slagterbutik. Det var sådan et 'selvstændig næringsdrivende-miljø', hvor det var vigtigt, at især drengene blev holdt til bogen. Man skulle helst blive akademiker – og allerhelst enten jurist eller præst,« fortæller Ove Gibskov.

Som fireårig blev han sendt på blindeskole i Kalundborg, hvor han som plejemorens yndlingsbarn var en af de heldige, der for eksempel aldrig blev tvunget til at spise sit eget opkast.

Når han en gang imellem var hjemme hos forældrene på forlænget weekend, læste hans far højt af Danmarkshistorien og mange andre bøger, og efterhånden som Ove Gibskov begyndte at lære blindeskrift, blev han selv noget af en bogorm.

Men i modsætning til mange andre blinde følte han sig aldrig isoleret fra sine seende jævnaldrende.

»Jeg skulle ikke ud at finde kammerater, for de kom af sig selv. Det var jo spændende at se dyrene blive slagtet, så der var altid knægte og piger omkring gården på Djursland, og de fandt efterhånden ud af, at jeg ikke var så underlig endda, selv om jeg ikke kunne se.«

Som 14-årig flyttede han til blindeskolen i København, og som 16-årig begyndte han i gymnasiet.

Det var i de sene teenageår, at journalisten i Ove Gibskovs mave begyndte at rumstere. Han skrev vrede læserbreve til Politiken om 'Ungdommens Teater', der efter hans mening ikke henvendte sig til de unge. Og han anmeldte sig selv for hashrygning for at skrive om det bagefter.

»Jeg havde mine nogle gange meget skråsikre meninger om rigtig mange ting,« husker Ove Gibskov.

Læserbrevene samt et par artikler til Dansk Blindesamfunds tidsskrift 'Blindesagen' skulle senere få ham optaget på Danmarks Journalisthøjskole. Dengang behøvede man nemlig ikke at gå til optagelsesprøve, hvis man kunne aflevere et eller flere journalistiske produkter.

Journalistikken fik dog først en chance efter en tur omkring kultursociologi, dansk, idéhistorie, et kort ophold på lærerseminariet …

»… og et par andre ting. På det tidspunkt var der kun én i verden, der troede på, at jeg nogensinde fik en uddannelse, og det var mig. Jeg var ikke i tvivl. Og da jeg kom ind på Journalisthøjskolen, vidste jeg, at det var det rigtige,« siger Ove Gibskov.

I 1978 fik Ove Gibskov sit eksamensbevis fra Journalisthøjskolen. Efter at have været i praktik i Danmarks Radio var han fast besluttet på, at dét var hans bestemmelsessted. Men først efter syv år som freelancer for DR åbnede døren sig til en fastansættelse på DR Østjylland.

I dag kan Ove Gibskov ved hjælp af en blindskrift-computer og noget software bestille en artikel som Word-fil på DRs bibliotek og læse den få minutter senere, enten ved hjælp af syntetisk tale eller blindeskrift.

I 1970erne og 80erne var det noget mere omstændeligt at være blind og journalist, men Ove Gibskov har aldrig ladet sig bremse af sin blindhed. Til tider bruger han den endda som en force.

»Når man hører radio, er man på sin vis også blind og skal ligesom jeg have tingene forklaret i billeder, før man kan se dem. Så når jeg skal lave reportage, beder jeg som regel folk på stedet om at beskrive, hvor vi er, og hvordan der ser ud. På den måde kan en bonde i en svinestald lave en beskrivende reportage via mine spørgsmål. Det er min opgave at stille de rigtige spørgsmål, for hvis jeg ikke forstår det, forstår lytterne det heller ikke,« siger Ove Gibskov.

Det manglende syn har heller ikke afholdt ham fra at være ordstyrer ved store, direkte debatter, hvor en sekretær har fungeret som hans øjne ved stille at remse navne op på folk, der har rakt hånden i vejret.

Ove Gibskov er Danmarks eneste nulevende blinde journalist. Han har gennemført journalistuddannelsen på lige fod med seende, klaret sig syv år som freelancer, skabt sig en karriere i Danmarks Radio og er nu vært på sit eget program. Alligevel støder han indimellem på mennesker, der ikke kan se forbi blindheden. Når han skal aftale interview med nogen, nævner han derfor først sit handicap efter et stykke tid.

»Hvis jeg sagde fra begyndelsen af, at jeg var blind, ville du de næste ti minutter tænke: 'Hvordan fanden klarer han sit arbejde?' Når jeg derimod viser, at jeg har en faglig viden og først senere fortæller dig, at du bare lige skal vide, at jeg er blind, så har vi allerede fået snakket nogle ting igennem, og så er det lettere for dig at sætte dig ud over, at jeg intet kan se,« forklarer Ove Gibskov.

Selv om han understreger, at det aldrig kan være en fordel at mangle en sans, har han tilsyneladende ingen større problemer med det at være blind, hverken fysisk eller selvtillidsmæssigt. Faktisk betegner Ove Gibskov sig selv
som lidt af en ekshibitionist.

»Er alle journalister ikke det?« spørger han og forventer tydeligvis et svar.

Efter et par timers interview ringer telefonen på kontoret i betonklodsen:

»Hej, jeg sidder lige midt i et interview. Om det handler om mig? Ja, selvfølgelig, ellers ville jeg da ikke bruge tre timer på det.«

* Blå bog: Ove Gibskov
Født den 13. april 1946.
Gift og har tre (seende) børn.
Uddannet journalist ved Danmarks Journalisthøjskole 1974-78.
Freelancer ved Danmarks Radio 1978-85.
Bestyrelsesmedlem i Freelancegruppen 1979-83 og i Kreds 4, Journalistforbundets østjyske kreds, 1985-92.
Ansat ved Danmarks Radio/DR Østjylland siden 1985.

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen