Det blev ambitionen for layout og journalistik, da bladet HK Industri skulle have nyt koncept.
Nu skulle de skarptskårne fagbladshistorier med det mørke, firkantede, maskuline look have en tidssvarende afløser. Og det blev en forandring, der blev bemærket fra dag 1.

»Jeg må indrømme, at i det øjeblik, jeg så den forside, overvejede jeg at melde mig ud af HK, hvis det blandt andet var det, mit kontingent skulle bruges til.« Eswald Hjorth, Års.
»Stor var min afsky og vrede … Man fristes næsten til at sammenligne med den underlødige presses til tider skånselsløse fremstillinger for at opnå læsernes gunst og interesse.« Lis Nielsen, Randers.
Det gik ikke sporløst hen over læserne, da det nye nummer af HK Industri i marts måned kom ind ad brevsprækken hos de 51.000 medlemmer. Et par stykker blev simpelthen så rasende, at de skrev de læserbreve, hvorfra ovennævnte citater er hentet.
Bladet havde fået nyt koncept, og premierenummeret slog den nye tone an med temaet: ‘Mundkurv på HKere' – et tema, der tog fat på de benhårde økonomiske konsekvenser af, at stadig flere HKere skriver under på, at de ikke vil oplyse til andre, hvad de tjener.
Men raseriet hos medlemmerne gjaldt ikke indholdet af historierne. Det var måden, de blev præsenteret på. Historierne blev nemlig illustreret med en serie billeder af en hund med mundkurv på.
Ikke fordi HKerne var vrede over at blive sammenlignet med et dyr. Nej, harmen gjaldt, om den stakkels hund var blevet misbrugt – i illustrationens og blikfangets tjeneste.
»Det var fedt! Lækkert, at folk reagerede. Og læserbrevene blev selvfølgelig straks sat i bladet,« siger Lene Søborg, der sidste år i november blev ansat til at kreere det nye blad, hun i dag er ansvarshavende redaktør for. I premierenummeret præsenterede hun selv – i bladets nye redaktionelle klumme – det ‘updatede' fagblad som et blad, der kræver engagement af læserne.
»Og der fik vi jo en drømmestart,« griner hun.

Fagbladsrotte og kunstner
Lene Søborg har udviklet bladets nye koncept i tæt samarbejde med den grafiske tilrettelægger, Pernille Kleinert, der er uddannet på Kunstakademiet i København.
Og hvor Lene Søborg – efter seks år som journalist i LO, tre års tid i CO-industri og et smut forbi HK/Stat – betegner sig selv som en »erfaren fagbladsrotte«, så ser Pernille Kleinert på fagbladsområdet med helt friske øjne.
»Kombinationen af min erfaring med stofområdet og Pernilles inspiration fra billedkunstverdenen har været et rigtig godt miks. Og så nyder jeg, at Pernille er akademiker og gider læse. Hun interesserer sig for, hvad der står i historierne, mens mange andre grafikere kun ser på historiens elementer. Så hun kommer med nogle uvurderlige input og skæve ideer,« siger Lene Søborg.
Da de to skulle udvikle det nye blad, var alt til debat. Udgangspunktet var, at forbundet ville have ‘noget smartere' end det gamle blad, som var udformet i 1991, men ellers havde de to nyansatte bladmagere frit spil, da de skulle kreere bladet til de 51.000 HKere, hvoraf 63 procent er kvinder – hovedparten mellem 40 og 50 år.
I starten mødtes Søborg og Kleinert i fritiden hver 14. dag, bevæbnet med læssevis af internationale og danske magasiner, fra dameblade og fagtidsskrifter til ‘Ud & Se' – »og så ting fra Pernilles uendelige samlinger af postkort, dimser og kunstbøger,« siger Lene Søborg. Og langsomt begyndte konturerne af det nye magasin at tegne sig.

Lysere, lettere og luft
Et koncept, der er lysere, lettere og rundere – og som de to kalder mere feminint – så dagens lys:
Bladet har fået nyt format. Er blevet mindre og har nu samme format som Alt for Damerne.
Papiret er glittet, og siderne fremstår lysere. Der er valgt en lettere og mindre skrift. Rubrikkerne er ikke længere versaler, til gengæld kan de godt være længere og en blanding af forskellige skrifttyper.
Farverne er valgt i en lysere og blødere skala, og historierne trykkes sjældent på en farvet baggrund.
»Og så bruger vi ofte runde billeder. Det gamle blad var så firkantet i sin udstråling. I det hele taget idéudvikler vi meget mere på billedsiden,« siger Pernille Kleinert. »Vi bruger gerne mindre billeder, suppleret med tegninger, grafik og collager. De få store billeder kæler vi meget for – de skal være mere dynamiske. Men frem for alt har vi lagt mere luft ind. Luft, luft, luft.«
»Luften kommer også i kraft af, at vi besluttede, at historierne skal have mange flere indgange, end der var tidligere,« supplerer Lene Søborg. »Grafik, bokse, facts, noter, fremhævede citater, og små historier, der hver især er en mulighed for at fange læsernes opmærksomhed.«
Også holdningsstoffet i bladet fremstår forvandlet. Klummer, kommentarer og ledere er nu alle forsynet med navn og foto af afsenderen.
»Før var lederen for eksempel signeret HK/Industri, men det er jo formanden, Jens Pors, der er valgt til at mene noget. Så på den måde vil jeg gerne gøre op med opfattelsen af, at fagbevægelsen er én stor enhed, der mener det samme,« siger Lene Søborg.

Forførende forsider
At det var ved synet af premierenummerets forside, at flere fik noget galt i halsen, er nok ikke tilfældigt. Forsiden er nemlig et af kernepunkterne i det nye koncept.
»Vi synes, der skal være en grad af forførelse i en god forside. Tidligere kunne man meget hurtigt afkode bladets forsider, og de var ikke særlig smukke. Vi vil gerne gøre dem mere indbydende, humoristiske – og skøre. Det gør ikke noget, at vores læsere spørger sig selv, ‘hvad i alverden er dog det?'« siger Pernille Kleinert.
Selvom bladet ikke – som løssalgsblade – skal sælges på forsiden, bruger de to gerne en hel dag på at udvikle forsiden. Inspireret af gamle pladeomslag, kataloger fra Daells Varehus, Bo Bedre – og andre løsslupne indfald.
»Selvom bladet ikke skal købes, så konkurrerer vi stadig med alle de andre medier om medlemmernes tid. Og mange fagforeningsblade har utrolig lav status blandt medlemmerne,« siger Lene Søborg.
Selve valget af forside-historier afspejler en anden af tendenserne i det nye blad. For nu satses der mere på baggrunds- og tema-historier end på nyheder.
»Vi har da tit en nyhed, der sælger i den øvrige del af pressen – og det er da tilfredsstillende for os, der laver bladet. Men det er ikke altid den slags historier, der fænger vore læsere. Der gælder det en anden form for appel,« siger Lene Søborg og eksemplificerer med overvejelserne bag forsiden i novembernummeret.
På den ene side var der den principielt vigtige historie om en arbejdsulykke-sag, der nu bliver taget op igen. I lang tid var billedet af kvinden, som ulykken ramte, kandidat til forsiden.
»Men selvom det er en vigtig og god historie, at sagen tages op igen, så er det altså også en forfærdelig trist historie. Og kvinden ser – forståeligt nok – meget trist ud på billedet. Derfor vælger vi i stedet at køre en skrupskør forside på vores tema: ‘Klæder skaber job' – hvor påklædningseksperter giver råd om farver, mønstre og tøjs betydning, når man er på job eller søger et nyt,« siger Lene Søborg og tilføjer:
»Det er vores håb, at sådan en positiv ‘service-historie' vil få de lidt mere fagforeningsfjendske til at åbne bladet.«

Runde historier
Det nye koncept satser rent journalistisk mere på de perspektiverende, baggrundshistorier og analyser frem for den traditionelle spidsvinklede og konfliktbaserede journalistik.
»Måske er det også mere feminint at ville ‘rundt om' historierne. Men jeg tror ikke, vi svigter de 37 procent af medlemmerne, der er mænd. Begge køn har jo både feminine og maskuline sider,« siger Lene Søborg.
»Tidligere var mange af bladets historier bygget op over nyhedspyramiden – med en traditionel skurke/helte-fordeling. Men jeg tror ikke, at vores målgruppe nødvendigvis skal have stoffet smasket i hovedet. Mange har helt sikkert været trætte af de historier, hvor alle arbejdsgivere er skurke. Vi skal satse på at sætte ting ind i en sammenhæng – og det må gerne være kritisk. Vi kan godt knalde til, hvis der er en konflikt. Men vi vil også gerne fortælle om de gode eksempler på arbejdspladser, hvor man finder løsninger på problemer – historier om mobning, sexchikane og fyringer skal ikke fylde hele bladet.«
Efter lanceringen af det nye koncept har redaktøren chokeret en del af de freelancere, der plejer at levere til bladet, med de nye krav.
»De er nok blevet mødt med et mere krævende modspil. Hvis vi fortæller om en arbejdsskade, er det ikke nok med en case. Så skal vi også fortælle, hvad der overordnet sker på det område lige nu. Hvad siger de i Arbejdsskadestyrelsen? Og i nogle tilfælde har jeg også sagt: ‘Den sag er du nødt til at gå til ministeren med.' Så er der godt nok nogle af dem, der blegner. Det er de ikke vant til. Men de er ret glade, når sagen rykker. Og læserne har krav på den form for perspektiver, når man er et månedsblad.«

Brevkasse- fake
Langtfra alle historier kalder dog på ministerkommentarer. De to kvinder bag det nye blad lægger ikke skjul på, at de har skelet meget til det miks, de traditionelle dameblade har, i deres bestræbelser på at få fat i andre læsere end dem, der traditionelt interesserer sig for det faglige.
Derfor er der altid plads til menneskehistorier, såsom oktobernummerets portræt af lagerekspedienten, der har landets største samling af telekort.
»Det eneste, den historie har med HK at gøre, er, at han er medlem. Men jeg elsker den slags historier, og jeg beder mine freelancere om hele tiden at have øje for dem. De er tænkt som et åndehul og er måske det eneste, nogle læser,« siger Lene Søborg.
Et andet åndehul, som dog har et element af faglighed, er brevkassen, hvor en læge, en socialrådgiver, en uddannelseskonsulent og en arbejdspsykolog giver gode råd.
»Den elsker vi højt, men den er vores smertensbarn,« siger Lene Søborg. Bladet får alt for få breve fra læserne, så mange af brevkassens spørgsmål forfatter hun selv – i samarbejde med rådgiverne. Det bliver til spørgsmål om, hvordan man skal forholde sig til en kollega, der lugter af sved. Eller om det er skadeligt, at printeren står ved siden af ens skrivebord.
»Problemerne er ægte nok. Vi tager dem fra de episoder, rådgiverne møder, når de er ude på arbejdspladser – eller noget, jeg støder på hos folk, jeg kender. Så jeg lever fint med vores ‘fake', for jeg tror, at stoffet er meget læst. Og forhåbentligt kommer der snart flere ‘rigtige' breve. Ellers må vi finde en anden form.«
Præcis hvad læserne kaster sig mest over – og hvorfor får Lene Søborg og Pernille Kleinert en mere sikker fornemmelse af i det nye år. Det er nemlig blevet besluttet, at lave en læserundersøgelse efter årsskiftet.

Men det er ikke kun de utilfredse læsere, der skriver til redaktøren.

»En kvinde sendte mig en e-mail, fordi hun var sur over læsernes reaktioner på hundebillederne. Hun tilbød, at hvis jeg nogensinde fik brug for at fotografere nogle børn i bur, så skulle jeg bare sige til. Så ville hun med glæde lægge børn til,« siger Lene Søborg med et smil.