search

Lykkeberg skal styrke Information digitalt (og billigt)

Rune Lykkeberg skal lede Information i tæt partnerskab med direktør Mette Davidsen-Nielsen. Hun peger på digitale fortællinger som en af de vigtigste satsninger. Og økonomien som udfordringen: »Men Information har jo altid været på røven. Det tror jeg på mange måder er vores fordel«

Rune Lykkeberg kommer som ny chefredaktør ikke til at lede Information alene. Han træder ind i et makkerskab med adm. direktør Mette Davidsen-Nielsen.

»Rune Lykkeberg og jeg kommer til at lede Information i et tæt partnerskab. Vi er fælles om den strategiske udvikling af huset, det kommercielle og det redaktionelle. Vi tager fælles ansvar. Sådan har det også været med Christian Jensen, og det har fungeret virkelig godt,« fortæller hun.

Mette Davidsen-Nielsen har svært ved at skjule sin begejstring over, at det netop er Rune Lykkeberg, som overtager fra Christian Jensen.

»Information har den unikke mulighed, at det er perspektivet, analysen og debatten, der er vores niche. Det er ikke nyhedshjulet. Der passer Rune Lykkebergs perspektiv rigtig godt. Han har lige præcis det originale analytiske blik på verden og Danmark, som er Informations rolle.«

Hvad kan Rune Lykkeberg tilføre Information, som I manglede?

»Det ukonventionelle. Han har en unik evne til at betragte samfundet på tværs. Det er vores mulighed, for Information skal udfordre. Det handler ikke om indland, udland eller kultur, det er fænomener og bevægelser i verden, vi skal beskæftige os med. Det har Rune Lykkeberg vist – både på Politiken og Information – at han kan,« siger Mette Davidsen-Nielsen.

Satser på det digitale

Et af fokusområderne for Information vil blive det digitale. Avisen har ifølge Mette Davidsen-Nielsen oplevet et støt stigende antal betalende abonnenter, siden avisen indførte sin digitale betalingsmodel for lidt over et år siden.

Betalingsmodellen betyder, at det meste indhold på Information er låst og kun tilgængeligt for abonnenter. Til gengæld sælger Information eksempelvis abonnementer, hvor man modtager papiravisen i weekenden og kan læse digitalt i hverdagene.

»Vi har haft held med en meget enkel betalingsmodel. Men den skal jo udvikles hele tiden,« siger Mette Davidsen-Nielsen.

Den anden opgave digitalt er at forbedre den journalistiske læseoplevelse. Her peger Mette Davidsen-Nielsen på Line Vaabens fortællende journalistiske projekt ”Brændt” som en af de succeser, avisen vil have mange flere af.

Ser du digitale fortælleformer som en af Rune Lykkebergs styrker?

»Jeg ser Rune Lykkebergs store styrke som det originale greb og det originale perspektiv. Det kan rigtig meget digitalt, fordi vi skal adskille os.«

Har en uhøjtidelig seriøsitet

Omvendt er Informations største udfordring økonomien. »Fordi den er lille«, siger Mette Davidsen-Nielsen.

»Vi er et godt sted, fordi det går godt. Men vi er også et rigtig svært sted. Vi har de samme udfordringer som alle andre medier: Hvordan skal vi finansiere vores indhold, hvordan finder vi en bæredygtig forretningsmodel? Men Information har jo altid været på røven. Det tror jeg på mange måder er vores fordel, for det er ikke nyt for os på samme måde, som det er nyt for den øvrige branche.«

Mette Davidsen-Nielsen lægger også stor vægt på Rune Lykkebergs personlighed, som hun mener er en stor gevinst for Information.

»Han har en uhøjtidelig seriøsitet, som jeg rigtig godt kan lide. Det er fuldstændig afgørende, at Information er et projekt, som appellerer til både læserne og medarbejderne i huset. Det skal være udfordrende og sjovt at læse og arbejde på Information. Der er Rune Lykkeberg det oplagt rigtige valg.«

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen