300 deltagere, 70 oplægsholdere og fire dage. International konference i København sætter fokus på undersøgende journalistik.
Internationalt og verdensklasse er kodeordene, når den første konference om undersøgende og computerstøttet journalistik finder sted over fire dage på Hotel D'Angleterre i København fra den 26.-29. april.
Konferencen "Global Investigative Journalism" er arrangeret af Foreningen for Undersøgende Journalistik, Foreningen for Computer-støttet Journalistik og den amerikanske forening Investigative Reporters and Editors.
"Med den voksende globalisering inden for politik og økonomi nytter det ikke noget, at journalistikken forbliver national og lokal," siger medarrangør og formand for Foreningen for Undersøgende Journalistik, Jørgen Flindt Pedersen.
Skandaler inden for politik, økonomi og kriminalitet bringer i stigende grad undersøgende journalister på tværs af landegrænser i deres research. Samtidig har journalister, der arbejder med de grænseoverskridende historier, brug for dels at indhente oplysninger og dels samarbejde med journalister i andre lande. Det kan internettet bruges til. Af samme grund er de tre foreninger gået sammen om konferencen.
"Vi skal opdateres om de nyeste redskaber til at lave journalistik på tværs af grænserne." siger Jørgen Flindt Pedersen, der understreger, at konferencen er en enestående chance for at få viden om de nyeste metoder inden for undersøgende journalistik, blive inspireret til at bruge de nye medier og få debatteret genren i et internationalt forum.
Konferencen vil byde på 70 oplægsholdere fra mere end 20 lande. Oplægsholderne er de journalister, der har lavet opsigtsvækkende historier om Kohl-skandalen, Echelon, tobaksindustrien og mange andre eksempler på afslørende og undersøgende journalistik.
I alt regnes der med godt 300 deltagere fra så forskellige lande som blandt andet USA, England, Rusland, Bangladesh, Danmark og Sverige.
Tilmelding er stadig mulig på http://www.dicar.org/ – hvor også pris, program og praktiske oplysninger kan indhentes.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.