Lokalavisen Helsingør er uden sammenligning den største underskudsforretning for Politikens Lokalaviser, fortæller adm. direktør Jan Halling. Avisens død redder 12 medarbejderes stillinger. (Opdateret)
I begyndelsen af september 2008 vandt den lille sprøjte Lokalavisen Helsingør guld i Ugeavisernes Årspris. Dengang blev avisen omtalt i rosende toner:
»Panelet finder, at avisen tacklede denne vigtige og vanskelige journalistiske opgave nuanceret og velafbalanceret.«
Adm. direktør for Politikens Lokalaviser Jan Halling har ikke samme rosende tilgang til avisen. Ledelsen har besluttet at lukke avisen, som udkommer for sidste gang den 6. november.
»Vi har været nødt til at lukke avisen, fordi den uden sammenligning udgør det største tab. Den har kostet os fem mio. kr. i det nuværende marked. Hvis vi skulle fortsætte, havde det kostet 12 redaktionelle stillinger,« siger Jan Halling.
Det ændrer ikke på Jan Hallings syn, at avisen har vundet Ugeavisernes Årspris for god journalistik.
»Vi vinder priser hvert eneste år. De mennesker, som befinder sig på redaktionen, har samme muligheder for at fortsætte på en anden redaktion som alle andre medabejdere. Derfor er det ikke et farvel til deres gode journalistik,« siger Jan Halling.
Ledelsen på Politikens Lokalaviser advarer mod massefyring. I deres udspil foreslår de, at 16 af 64 redaktionelle medarbejdere skal spares væk.
»Jeg forventer, at det kommer til at berøre 12 kontorer i Københavns-området. Foruden Lokalavisen Helsingør og Lokalavisen Lejre Weekend står ingen andre lokalaviser til at lukke,« siger Jan Halling. Ud af de 16 stillinger, som skal spares væk, bliver seks ledige stillinger ikke genbesat, mens reduktionen af de sidste 10 stillinger vil berøre fastansatte journalister, fotografer, freelancere samt ledere.
Læs også: Lokalavisen Helsingør bliver skåret fra.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.