Stemmer i den danske filmbranche kritiserer i hårde vendinger, at DR som et led i mediehusets digitale omstilling har valgt at lukke sit sidste program om film, ’Filmselskabet Delight’.
I Berlingske kalder chefredaktør for filmmagasinet Ekko Claus Christensen det for en skandale, mens Producentforeningens direktør, Jørgen Ramskov, i Politiken undrer sig over, hvordan DR nu vil leve op til sin forpligtelse til at dække og styrke dansk kultur.
”Jeg kan konstatere, at der i det eksisterende medieforlig står, at DR skal øge sit engagement i dansk film. Det har man tilsyneladende ikke fået læst,” udtaler Jørgen Ramskov.
I DR lover Gustav Lützhøft, der er ledende redaktionschef for Kultur, Debat og Musik, at DR fortsat kommer til at levere filmdækning og formidling fra fagfolk og eksperter.
”Både i radioen og podcast i dels ’Kulturen’, dels i ’Fokus’, der handler om film- og tv. På tv vil vi fortsætte med at lave programmer, der åbner filmstoffet med andre greb,” siger Gustav Lützhøft til Berlingske.