Min avis og ledelse har været så modig at turde lytte til, ja, endda tro nogle af de mennesker, som ellers kun få i dette samfund gider se på, endsige lægge øre til: Småkriminelle, narkomaner og prostituerede, elendige og sølle eksistenser på Vesterbro, der gennem år har været tavse vidner til – påståede – overgreb, begået af især betjente på den københavnske Station 1.
Eftertiden vil vise, om det ikke blot var modigt – men også dumt.
Situationen – og vores problem gennem måneders arbejde – har været den, at de tavse vidner fra stenbroen desværre er de eneste vidner. Stort set al anden faktuel og dermed ubestridelig viden om klager over politiet, om politiets brug af magt, om eventuelle voldelige betjente og »uheldige« tendenser, selv straffesager mod politifolk, afviklet ved åbne retsmøder, svæver rundt i lukkede, mørke rum i et miskmask af »justits-selvtilstrækkelighed«, af politi- og statsadvokater, af magtudøvere og kontrolinstans.
Alt er lukket land.
Journalister har ingen ret til indsigt i oplysninger om politiets brug af magt og klager over politiet – med det resultat, at overgreb kan forekomme i årevis, uden at nogen ser det. Og at kontrollen med politiet og undersøgelser af klager over politiet, der udføres af landets statsadvokater, kan være under al kritik, uden at nogen opdager det.
I flere år har jeg beskæftiget mig med den offentlige forvaltning. Og har gang på gang set, at embedsmænds mistro over for åbenhed og journalister, kombineret med en helt utilstrækkelig offentlighedslovgivning, gør vores arbejde – kontrol med magthaverne – til en vanskelig til tider helt umulig opgave. Men alt, selv det værste, overgås af den – lovfæstede – lukkethed, der præger politi- og anklagemyndighed, selv om netop dette område synes at trænge til et kritisk eftersyn.
Sager indenfor strafferetsplejen er undtaget fra offentlighed, selvfølgelig ikke uden grund: Politiet skal kunne lave efterforskning i fred, og sigtede og tiltalte i straffesager har krav på beskyttelse. Men de regler, der primært er lavet for at beskytte personer under anklage, beskytter nu i særlig grad politiet mod enhver form for kritisk journalistik og kontrol. Med det resultat, at politiet kun kontrolleres af samarbejdsparterne – nogle vil sige kammeraterne – hos statsadvokaterne.
I forbindelse med afdækningen af forholdene på Station 1 ønskede vi meget tidligt at få be- eller afkræftet vores arbejdsteori: At der på Station 1 var usædvanligt mange sager om påstået vold og klager over politifolk. Og offentlighedens ret til at få disse, i virkeligheden ganske banale, oplysninger forekommer mig helt indlysende. Men nej: Rigsadvokaten har besluttet at nægte offentligheden enhver viden om, hvorvidt nogle stationer eller afdelinger i politiet er belastet af flere klager end andre stationer. Hvorfor? Fordi »ureflekteret læsning«, som det hedder i rigsadvokatens svar, kunne føre til misforståelser. Rigsadvokaten mener ikke, at pressen evner at forvalte denne enkle viden på forsvarlig vis, herunder forstå, at der selvfølgelig er flere klager over politiet på Station 1 end over politiet i Vejle. Og dermed mener rigets øverste anklager, at han har ret til at forholde en samlet offentlighed oplysninger, der er afgørende for at kortlægge eventuelle problemer på enkelte politistationer. Lignende argumenter for at hemmeligholde fakta om politiets magtudøvelse skal man vist til Kina for at finde.
Det værste er ikke, at rigsadvokaten gør det – men at de politisk ansvarlige er enige. Og at ingen journalister råber op i protest.
Vores udgangspunkt er i virkeligheden enkelt: Politifolk er de eneste i dette land, der kan berøve folk deres frihed og i øvrigt bruge magt, herunder særlig indgribende magt i form af stav og pistol. Af den grund har pressen en særlig pligt til at kontrollere netop politiet. En pligt, der må tages mere alvorligt, end når det gælder stort set alle andre offentlige myndigheder.
I november bragte Washington Post en stor artikelserie om byens politi, der mere end nogen anden politistyrke i USA anvender skydevåben, med et rekordstort antal kvæstede og dræbte til følge. Artiklerne, der blev bragt over flere sider og i flere dage, indeholdt yderst detaljerede beskrivelser og en grafisk fremstilling af en række skudepisoder, hvor begrundelsen for at skyde blev stærkt betvivlet.
Muligheden for at få adgang til den slags materiale og bringe disse historier er efter min opfattelse helt naturlig og fundamental, men umulig i Danmark. Dansk presse har ingen adgang til politiets indberetninger om brug af stav, pistol eller politihunde. Og selv om der findes flere eksempler på, at patruljevogne under udrykning i høj fart involveres i ulykker og dræber eller lemlæster civile, nægtes pressen adgang også til enhver oplysning om disse episoder.
Vi må ikke se oplysninger om disciplinærsager mod politifolk, heller ikke i anonymiseret form. Og selv domsudskrifter og retsbøger i straffesager mod politifolk – altså referater af, hvad der er sagt i åbne retsmøder i et demokrati med offentlig retspleje – tilbageholdes.
Politidirektør Hanne Bech Hansen mener ikke, at den slags kommer pressen ved, men heldigvis har Københavns Byret i en kendelse fastslået, at disse sager har »betydelig offentlig interesse« og skal udleveres. I et sidste desperat forsøg på at undvige offentlighed, har Københavns Politi kæret den afgørelse til Østre Landsret.
Konsekvenserne af denne lukkethed er dybt utilfredsstillende – for journalister, der tvinges til at basere artikler om påståede overgreb på enten de forurettede eller politifolk, der afviser alt. Og for politiet, der i nogle sager selv bliver ofre for unuancerede reportager, fordi pressen nægtes adgang til en sags fakta.
Tilbage er kun at håbe på, at de regionale statsadvokater – der kontrollerer og behandler klager over politiet – gør deres arbejde ordentligt, men vi aner det ikke, da også dét arbejde er unddraget enhver form for offentlighed.
I Storbritannien vil en tragisk sag, hvor mordet på en ung sort mand aldrig blev opklaret, delvist på grund af London-politiets muligvis racistisk motiverede modvilje, formentlig føre til, at offentligheden får adgang til alle klagesager over politiet. En lignende varm ånde i nakken kunne de danske statsadvokater trænge til: En gennemgang af nogle få klagesager har vist, at efterforskningen i sager mod politifolk også er langsommelig eller ikke-eksisterende, vidner afhøres ikke og nogle afgørelser synes taget i strid med fakta.
Noget sådant kan kun foregå af én grund: Fordi det sker i mørke. Og derfor vil det blive ved med at ske i lukkethed.
Jyllands-Posten har bedt Statsadvokaten for København om adgang til 500 anonymiserede klagesager og har tilbudt at betale alle udgifter i forbindelse med kopiering m.v.
Svaret var nej.
Af Simon Andersen, journalist på Jyllands-Posten
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det er ikke kun prostituerede på Vesterbro der bliver krænket af politiet, og hvor politiet begår grove overgreb og kriminalitet. Men det kommer aldrig frem, og jeg som er blevet udsat for heksejagt af politiet blir nødt til at begå selvmord, for ingen hverken den uafhængige pilitklagemyndighed eller Rigspolitiet vil høre min klage. Og politiet har gentagne gange hjulpet “ min far” og hans venner med chikanerer mig ud af min bolig. Se under Næstved og Lolland Falsters politikreds. Review. Danmarks største overgrebsscandale hvor politiet nu hjælper med