Forrige lørdag sad jeg til et ’midt-i-parforhold-og-midt-i-fyrrerne-middagsselskab’ med godt uddannede og vel-i-vej-deltagere bordet rundt i et hus på Østerbro. Det bliver næppe mere øvre middelklasse, og konversationen drejede sig da også om alt fra børn over karriere til politik. Et udmærket selskab, hvor jeg følte mig godt tilpas.

På et tidspunkt fortalte jeg et par af de andre herrer om den forestående offentlighedslov, som ville blive fremsat i februar måned. Om de forringelser, som der var udsigt til. Og om den både formelle og reelle indskrænkning i demokratiet, som det ville betyde og medføre.

De to anede stort set ikke, hvad jeg talte om. De var ikke læsere af dagbladet Information, de var ikke fast abonnerende på ’Mennesker og Medier’, P1 eller DR2, og de var absolut ikke faste gæster på journalisten.dk, åbenhedstinget eller andre af de nicheprægede specialsider, som vi i vort fag betjener os af til nyheder om vores fags mere nicheprægede aspekter – kun når JP-Politikens Hus lander endnu et trecifret millionoverskud, når en V-politiker langer ud efter en navngiven journalist, eller når der er drama i kulisserne i ’Vild med dans’ og den slags rammer vi som faggruppe de store overskrifter.

Men begge d’herrer blev bekymrede og forundrede undervejs i snakken. ”Jamen man kan da ikke i Danmark skrue ned for åbenheden?”, som den ene spurgte. ”Det er da ikke vejen frem,” lød det fra dem begge.

Få dage senere viste det sig i går, at jo: Det er vejen frem. Lovforslaget til den ny lov om offentlighed i forvaltningen blev offentliggjort.

Og som blandt andet herværende websides redaktør har beskrevet, så er forarbejdet i sig selv et godt – eller skidt! – eksempel på indskrænkningen i offentlighedens adgang til demokratiets maskinrum. Forarbejdet har nemlig været undtaget offentlighed.

Men det bliver bedre endnu, for der bliver heller ingen høringsfase forud for behandlingen. Argumentet er, at der har været en høring. Det var for 3 år siden. Dengang sendte en lang række forbund, organisationer, institutioner og uddannelser høringssvar.

Som de fleste, der følger med i de politiske diskussioner her i DJ, vil vide, så har vi også haft en lang og udviklende debat internt i forbundet. DJ’s høringssvar fra 2010 var resultatet af et forløb, der endte med afstemning og et klart og tydeligt mindretals modstand i Hovedbestyrelsen. Og det mindretal blev ved med at piske flertallet – som jeg tilhørte – så der et stykke tid senere viste sig et skred i holdningen.

Og tak for det, siger jeg med hjælp fra bagklogskabens ulidelige indsigt.

I dag ville et høringssvar fra DJ se anderledes ud, det tør jeg godt garantere! DJ 2013 er et andet sted end DJ 2010. Gad vide, om det ikke også kunne være tilfældet for nogle af de øvrige høringssvar-afgivere?

Det må man tro. Og det kan man gøre, for i 2010 valgte en socialdemokratisk toppolitiker eksempelvis at sige følgende omkring offentlighedsloven:

”Jeg har svært ved at forestille mig, at offentlighed skulle kunne forringe lovkvaliteten. Indholdet i den foreslåede paragraf 24 (omkring ministerbetjeningsreglen, red.) savner for mig at se enhver begrundelse”

Den gang var Morten Bødskov retsordfører for et oppositionsparti. I dag er han justitsminister. Og det ville være alt for fristende nemt at bruge udtalelsen fra den gang til at konkludere, at magt korrumperer, så det vil jeg lade være med.

Til gengæld vil jeg godt appellere endnu en gang til, at regeringen og de store oppositionspartier, der for få år siden var i regering og fremsatte et lignende lovforslag, lytter til modstanden. Lytter til lyden fra offentligheden – fra borgerne, der protesterer mod mere lukkethed og mindre indsigt.

Med et greb fra populærkulturen kunne jeg derfor tænke mig at råbe tværs over Gl. Strand til Slotsholmen:

”Luk vinduet op for brisen, derovre på Christiansborg!”