For godt tre år siden indførte EU en lov om aktindsigt. Nu skal loven reformeres. Det satser i hvert fald den ansvarlige EU-parlamentariker på.

AKTINDSIGT. Når Tony Blair viser sit strålende genvalgs-smil frem for offentligheden, kan det faktisk godt have betydning for noget så fjernt som EUs regler for aktindsigt. Tony Blair bliver nemlig formand for EU fra 1. juli. Og han har en Labour-partifælle i EU-Parlamentet, Michael Cashman, som har tænkt sig at udnytte sine gode partiforbindelser til at gøre EUs aktindsigt lidt bedre.

Da EU for tre år siden indførte en forordning om aktindsigt, var der indbygget et afsnit om, at reglerne skal revideres efter den 31. janauar 2004. Men der er ikke rigtig sket noget i reform-afdelingen, og Michael Cashman beretter om modvilje i både Kommissionen og Ministerrådet.

Der er ellers rigeligt med forbedringer at tage fat på, hævder kritikerne – hvis institutionerne i Bruxelles altså vil leve op til idealet om åbenhed, som står i allerførste artikel af EU-traktaten.

»Forordning 1049/01 fungerer fuldtud tilfredsstillende for dem, som fortsat ikke ønsker at give indsigt i følsomme sager, og som fortsat ikke ønsker at fortælle medlemslandenes standpunkter, inden beslutningerne er truffet,« hedder det i en af de to undersøgelser, som det svenske journalistforbund har lavet for at afprøve de nye EU-regler.

»Lettere at søge efter ting. Hyggelig betjening. Men intet gennembrud for åbenheden,« lyder den svenske konklusion i rapporterne fra 2002 og 2004.

Kritikere fra forskellige EU-lande når alle frem til lignende konklusioner:

Kravet om, at institutionernes journaler skal være tilgængelige på nettet, er ikke opfyldt. Klassificeringen af fortroligt materiale er uigennemsigtig. Lovgivningsprocessen i Rådet og i Kommissionens komitéer er alt for lukket – undtaget måske for lobbyister. Og så er det et problem, at EU skal spørge om lov til at offentliggøre dokumenter, der er modtaget fra andre, lyder kritikpunkterne fra eksempelvis den britiske organisation Statewatch og fra Michael Cashman selv.

Som ansvarlig for aktindsigtslovens gang gennem EU-Parlamentet vil Cashman desuden se nærmere på spørgsmål om privatlivets fred og databeskyttelse, der ofte bliver brugt for at blokere for indsigt. Og endelig er der spørgsmålet om interne arbejdsdokumenter:

»Selvfølgelig skal vi give institutionen plads til at tænke. Offentligheden vil jo godt give dem lov at brainstorme. Men derefter må institutionen ikke gemme sig bag det,« siger Cashman. En anden vigtig ting er, at medlemslandenes aktindsigtsregler ikke må forringes.

EUs aktindsigtslov er en lov under udvikling. Og den har stærke modspillere. Både i Kommis-
sionen og fra en række EU-landene er der modstand mod forbedringer, siger Michael Cashman.

EU er traditionelt delt i venner og fjender af aktindsigt: Skandinaverne, Storbritannien, Holland og Irland går mere eller mindre helhjertet ind for aktindsigt, mens Tyskland, Frankrig, Spanien, Italien, Portugal og Østrig er kendt som modstandere.

Fra Kommissionen og Rådet har Cashman fået at vide, at det er alt for tidligt for en revision, for 'det fungerer jo', som det hedder. Et andet argument går på at gennemføre ændringer, når EU-forfatningen træder i kraft den 1. november 2006. Men så længe vil Cashman ikke vente:

»Jeg regner med, at sagen bliver bragt i plenum (i Parlamentet, red.) til september. Det er under britisk formandskab,« siger han.

Og det skal udnyttes.