Luk kredsen

»Det har været et rigtigt lorteår.«
  • »Det har været et rigtigt lorteår.«

Ib Glaser, formand for Kreds 2, dropper alle forbehold. Det er også umuligt at sidde kritikken fra medlemsskaren overhørig. Otte ud af ti har aldrig deltaget i et kredsarrangement. Over halvdelen mener kredsen er fuldstændig ligegyldig. Passiviteten er så udtalt, at kredsen som den eneste har opnået at blive slettet fra DJs hjemmeside – ingen i kredsen orkede at opdatere informationerne.
»Jeg trækker mig,« siger Glaser, der efterlader et økonomisk overskud på 200.000 kroner til den ny bestyrelse. Men pengene kunne administreres bedre af Dansk Journalistforbund, mener Ib Glaser.
»Lad hovedkontoret styre kredsenes arrangementer. Jeg mener, vi skal lukke kredsene. Slå i det mindste Kreds 2 sammen med Kreds 1,« nærmest bønfalder han.
Det foreløbige regnskab – kassereren gik midt i regnskabsåret – viser, at Kreds 2 sidst i oktober 1998 havde brugt næsten 30.000 kroner til blandt andet transport og bespisning af bestyrelsen. Det er cirka tre gange så meget, som der er brugt på arrangementer for medlemmerne.
»Medlemmerne har ikke fået noget særligt for pengene, det erkender jeg. Vi lavede godt nok blandt andet fem arrangementer om pinsepakken, men tre blev aflyst, også fordi der ikke kom folk nok,« siger den snart forhenværende formand, der ikke kan pege på sin afløser.

0 Kommentarer