Der må have været fest i De Politisk Korrekte Journalisters Klub den aften. Torsdag aften den 9. september gik Mediemagasinet på DR 2 til angreb på en historie, der var blevet bragt i Jyllands-Posten søndag den 29. august – skrevet af undertegnede.
Essensen af JP-artiklen var følgende:
Danmarks førende demograf, professor Poul Chr. Matthiessen, sagde til avisen, at de seneste tiårs indvandring vil ændre Danmark for altid.
Hans pointe var, at de seneste 30 års indvandring er historisk, idet landet aldrig tidligere har modtaget så stor en gruppe af indvandrere med en anden religion, kultur og tradition.
Han henviste til en prognose fra Danmarks Statistik, som viste, at der om 20 år vil være op imod en halv million borgere i Danmark, som stammer fra 3.-verdens-lande som Somalia, Libanon, Irak og Tyrkiet.
Han opfordrede endvidere politikerne til at forberede befolkningen på ændringerne i befolkningssammensætningen, for at mulige problemer og konflikter kunne forebygges.

Den historie havde »Mediemagasinet« sat sig for at underminere. Med alle midler.
Ikke alene fik Mediemagasinet fremstillet Jyllands-Posten som en avis, der løber med »en historie, der ikke holder«, som det hed i indslaget.
Det lykkedes også at få nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen fra DR til at beklage, at Radioavisen, TV-Avisen og Tekst TV havde gjort JPs historie til deres egen tophistorie dagen lang. Beklagelsen gik på, at man ikke selv havde lavet selvstændig research på den.
Tilmed fortalte Mediemagasinets reporter med forargelse i stemmen, at »Jyllands-Posten – her 10 dage efter, at artiklen er blevet bragt, endnu ikke har dementeret den.«
Endelig kunne redaktøren af Mediemagasinet i sit nedlæg betro seerne, at Dansk Folkeparti allerede havde brugt informationerne fra Jyllands-Postens artikel i partiets politiske arbejde.
Og hvis yngste mand på Mediemagasinet var smuttet ind på Rådhuspladsen og havde fået fat på Politikens fredagsudgave, kunne man tilmed have skålet for Politikens tv-anmelder, der glædede sig over, at »Jydepotten« – som det hed i anmeldelsen – var blevet afsløret i en »skjult dagsorden« og »statistisk manipulation« i artiklen.
Jo, der må have været fest i De Politisk Korrekte Journalisters Klub den aften. Det var – tilsyneladende – lykkedes at få skovlen under de der små-racister fra det mørke Jylland.

Men for journalistfaget som sådan fandt jeg det nedslående.
Ikke så meget fordi, Mediemagasinets kastede med mudder mod Jyllands-Posten og undertegnede.
For den opmærksomme seer kunne givetvis gennemskue, at der ikke var nogen substans i Mediemagasinets vinkel. Det lykkedes ikke at dokumentere en eneste fejl i JP-historien.
Så der var ikke noget at dementere.
Men for at få det politisk korrekte budskab frem, tyede magasinet til nogle af de metoder, der går lige i tv-maven.
Eksempelvis ved at fremstille en lille grafik-film med et hvidt Danmarks-kort, der på sekunder bliver oversvømmet af en stor sort bølge syd-fra a la propagandafilm fra vores sydlige nabo fra 1930erne. Underforstået, at sådan var påstanden i JP-historien.
Og så selvfølgelig ved at skamklippe interviewene, så de passede præcis ned i den skabelon, magasinet havde lavet fra starten.
Men sådan kan tv jo bruges, hvis man har den opfattelse, at ens politiske mål helliger midlet.
Nej – grunden til, at det var nedslående for faget, var, at indslaget i Mediemagasinet viste, at nogle journalister ikke tør forholde sig realistisk til det stofområde, som handler om flygtninge, indvandrere, nydanskere eller hvilken betegnelse, man nu vælger at bruge.
Mediemagasinet havde allerede lavet konklusionen på indslaget, længe før magasinet kontaktede kilderne.
Den JP-historie skulle jordes, fordi den var politisk ukorrekt.
Naturligvis vil en ændring af befolkningssammensætningen – fra 3 til 14 procent indvandrere og efterkommere over fire årtier – betyde vigtige ændringer i samfundet.
Det siger da sig selv.
Det kan betyde problemer for det danske samfund på nogle områder – lige som det kan betyde en fornyelse og berigelse i det danske samfund på andre områder.
Uanset hvad, bliver der tale om ændringer. Og det var hele historiens pointe.
Men hvis man slet ikke må skrive om, at denne befolkningsudvikling finder sted – så svigter man læsere, seere og lyttere – og dermed debatten og demokratiet.
Det var da indlysende, at Dansk Folkeparti ville bruge prognosen fra Danmarks Statistik til at kræve stop for indvandring
Partiets pressetjeneste rykker jo ud fast hver søndag morgen.
Og hvad så?
Skulle man holde sig tilbage fra at skrive historier, der kan bruges af yderfløjene i dansk politik?
Det mener de politisk korrekte tilsyneladende.
Men jeg tager skarpt afstand fra, at det skulle være journalisternes opgave at sortere virkelighedens emner og historier fra, fordi de kan blive brugt af folk, man ikke er politisk enige med.
Vi har et fagligt problem som journalister, hvis nogle folk i faget forsøger at fornægte problemer, fordi de – ud fra deres egen politiske opfattelse – ikke mener, at læsere, seere og lyttere skal præsenteres for virkeligheden.
Skulle man tvivle på emnets væsentlighed, kan man jo blot se på denne sommers pressedækning. Her er et par eksempler:
– På trods af den laveste arbejdsløshed i 30 år, kan selv veluddannede indvandrere fortsat ikke få job. Flere arbejdsgivere siger, at de ansatte ikke ønsker dem på arbejdspladsen.
– Unge muslimske kvinder afvises i butikskæder, fordi de ønsker at bære tørklæde på arbejde.
– INDsam beder politikerne om hjælp, fordi organisationen overvældes af unge, der skal tvangsgiftes.
– En hård kerne af unge indvandrere og efterkommere får politi, skole og socialforvaltning i Odense til at råbe på hjælp.
Hvis disse eksempler ikke er udtryk for, at det danske samfund undergår nogle væsentlige forandringer i disse år på grund af den ændrede befolkningssammensætning, så ved jeg ikke hvad.

Vi journalister har pligt til at berette om disse ændringer og perspektivere dem – og det var, hvad JP-historien gjorde.
Vores pligt er desto større, fordi mere end 80 procent af danskerne ingen kontakt har med flygtninge og indvandrere, hverken på jobbet, i privatlivet eller i foreningslivet – jævnfør løbende undersøgelser fra Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet.
Men vi har som journalister kontakt til flygtninge, indvandrere og efterkommere igennem vores fag.
Jeg har selv besøgt i hundredvis af asylsøgere, flygtninge, indvandrere og efterkommere igennem dækning af stofområdet de seneste seks år.
Målet for artiklerne har været, at historierne skulle være væsentlige, uanset vinklen.
Jeg har ikke først kørt historierne igennem en detektor, der kunne afsløre, om de var politisk korrekte.
For jeg lider af den grundopfattelse, at læserne selv kan tænke.
Det burde vi alle gøre.
Så jeg vil opfordre De Politisk Korrekte Journalisters Klub til at nedlægge sig selv.
Det vil være mest korrekt.

Af Orla Borg, journalist, Jyllands-Posten