Årets Sportsbillede, Reportage
Sara Brincher Galbiati får en flot førstepris for sin serie om brydere i Mexico. En serie, der består af 8 gode billeder, der hver især fortæller en historie og sagtens kunne stå alene – men sammen danner en perfekt helhed. Emnet er overraskende, da ingen af dommerne kendte til mexicansk brydning. De roste detaljerigdommen i alle billederne og den store variation, der giver et godt indblik i en ukendt verden, som handler om sejr og nederlag. Man kan både mærke smerten og drømmen om at transcendere den hårde tilværelse.
Der er lidt af den samme ånd over Jeppe Bøje Nielsens billede af mixed martial arts udøveren Nicolas Dalby, som belønnes med en andenpris. Fotografiet var oprindeligt sendt ind i kategorien "portræt", men dommerne valgte at flytte det. De syntes, det var et godt og velkomponeret bil- lede på en sport, hvor man gør noget meget usundt for kroppen i 24 timer, blot for forberede sig til noget endnu mere usundt. Lidelsen står malet i hans ansigt som på en gladiator, der venter på at komme ind til løverne i arenaen.
For Årets Sportsbillede, Reportage har Sara Brincher Galbiati modtaget Polfotos pris.

Lucha libre "fri kamp" er latinamerikansk wrestling – en blanding mellem sport, show, stunts, akrobatik og vold. Det er en kamp mellem de gode og de onde, "tecnicos" mod "rudos", hvor enten den gode eller onde vinder, så den evige duel kan fortsætte i næste show. Kampene er aftalt og tilrettelagt, og vinderen er valgt på forhånd, men kampene er stadig fascinerende, surrealistiske, brutale, uægte og alvorlige på samme tid. Publikum elsker det – de råber for hvert slag, der rammer modstande- ren, og klapper hver gang der udføres spektakulære, akrobatiske spring og stunts. Overalt i Mexico drømmer nye talenter om at slå igennem i denne bizarre verden, hvor penge og berømmelse regner ned over de største stjerner. Men lucha libre er langt fra en hurtig vej til berømmelse, hvis du ikke har de rigtige kontakter, og de fleste kampe kæmpes i små, usle arenaer med næsten ingen tilskuere. I de sidste par år er mere ekstreme lucha libre shows blevet populære. Disse shows minder allermest om rigtige gadekampe, og det kan være svært at se, hvornår det er show, og hvornår det er vold – hvornår wrestlerne kommer rigtigt til skade, og hvornår det hele er iscenesat. Wrestlerne skærer sig selv og hinanden til blods for at lave spektakulære og opsigtsvækkende shows, mens publikum råber på mere, og opildner kæmperne til at være vildere for hvert show. Wrestlerne giver sig 100 procent, for selv om de ødelægger deres kroppe, kan hver kamp være et skridt nærmere de store shows og stjernestatus.
"El Signo", th, gør entre i Arena Neza med sin søn ved sin side. Sønnen er heldig. Han kan gå direkte ind i rampelyset, da han denne aften over- tager faderens titel, efter at "El Signo" har været nødt til at indstille karri- eren på grund af rygproblemer. Det er langt fra ualmindeligt, at sønner- ne til de store stjerner går direkte ind i de store arenaer.
(Årets Sportsbillede, Reportage, 1:8)