Åbenhed giver en oplyst befolkning, sikrer kontrol med politikere og myndigheder og skaber større tillid til politiske beslutninger.

Derfor var det glædeligt, at Mette Frederiksen på pressemødet 1. juli om Minkkommissionens konklusioner meddelte, at regeringen vil revidere offentlighedsloven for at skabe større åbenhed.

Endelig.

Det har vi kæmpet for i Dansk Journalistforbund, siden den forkætrede lov 1. januar 2014 satte en sort tuschstreg over befolkningens adgang til at følge med i en stor del af det lovforberedende arbejde i Danmark. Særligt ministerbetjeningsreglen i paragraf 24 og den såkaldte folketingspolitikerregel i paragraf 27, pkt. 2, henviste fra den ene dag til den anden en lang række politiske processer til mørket.

I otte et halvt år har det betydet, at vigtige historier om, hvordan politik bliver til, og hvordan magten forvaltes, ikke har kunnet foldes ud i de danske medier.

De seneste to et halvt år er der under håndteringen af pandemien truffet meget indgribende beslutninger, og Folketingets øvrige partier har da også krævet øget åbenhed om, hvordan beslutningerne træffes. Uden at det dog har manifesteret sig i andet end løse tilkendegivelser fra forligskredsen.

Så altså, endelig.

Derfor var skuffelsen også så meget større, da Justitsministeriet få dage efter mink-pressemødet sendte et lovforslag i høring, som trækker i den helt forkerte retning. Væk fra større åbenhed i forvaltningen.

Lovforslaget har til formål at bekæmpe chikane af og trusler mod offentligt ansatte gennem aktindsigt, men det rammer desværre helt skævt.

Jeg har stor forståelse og sympati for ønsket om at passe på de eksempelvis betjente, sundhedsfaglige og ansatte i jobcentrene, som hver dag går på arbejde med frygten for at opleve trusler og chikane fra vrede borgere.

Desværre er lovforslaget formuleret så bredt og elastisk, at det kan bruges til helt at nægte aktindsigt i sager, hvis blot man kan antyde en frygt for, at medieomtale vil udløse chikane. Lovforslaget vil dermed have en virkning, der rækker langt ud over formålet om at beskytte nogle konkrete grupper af menige offentligt ansatte.

Dertil kommer proportionerne: Ifølge Dagbladet Information kender Justitsministeriet til blot seks konkrete eksempler på, at aktindsigt er brugt til at chikanere ansatte i det offentlige.

Skadevirkningerne for demokratiet vil derfor være langt større end det problem, man prøver at løse.

Flere af DJ’s medlemmer har fortalt om vigtige journalistiske afsløringer om for eksempel akuttelefonen 1813 og psykiatrien, som ikke havde kunnet graves ud med de foreslåede lovændringer.

Det er eksempler, hvor det har været afgørende at få aktindsigt i navne på medarbejdere for at kunne belyse sagen.

Derfor har DJ i sit høringssvar klart advaret mod de varslede lovændringer, som vil skubbe endnu mere af den offentlige forvaltning ud i mørket.

Vi foreslår i stedet, at hensynet til menige offentligt ansattes sikkerhed og trivsel tages med i en større revision af offentlighedsloven. Her skal dette hensyn afvejes med en række lige så vigtige hensyn. Ikke mindst hensynet til, at politikere og myndigheder skal kunne tåle at blive holdt øje med. Og at befolkningen har krav på at få viden om de beslutninger, der træffes. Det er afgørende hensyn at tage i et oplyst, demokratisk samfund.