Hvad er det for dokumenter, vi ikke må se? Hvorfor er det lige, at dokumenter mellem ministre og folketingsmedlemmer skal omgærdes af særlig beskyttelse?

Svaret har hele tiden været et ønske om et lukket rum, hvor politikerne kan tænke højt og være kreative. Hvis det er hele svaret, burde det sagtens kunne lade sig gøre uden indskrænkningerne i aktindsigten, for sådan er det jo i dag, uden at det forhindrer kreativitet og ny lovgivning.
Justitsministeren har endda selv tidligere udtalt – altså da han ikke var justitsminister – at han ikke kunne se nogen grund til en paragraf 24 om ministerbetjening.

Begrebet ministerbetjening er væk, men paragraffen er der stadig, og hvad med substansen? Venstres Jan E. Jørgensen siger det forbilledligt klart: Paragraffen ligner den tidligere regerings forslag 99 procent. Til gengæld fastholder han, at den nye lov ikke vil forhindre aktindsigt i centrale sager. Derfor rejser vi spørgsmålene:
Hvad skal paragraffen så bruges til? Hvordan ser Justitsministeriet denne gang på de eksempler, hvor ministeriet under det stort set identiske lovforslag for to år siden gav afslag på aktindsigt?

Helt ærligt: Det ville klæde både regering og opposition at fjerne både paragraffen om ministerbetjening, som nu hedder noget andet – og politikerparagraffen. Den sidste, som et solidt flertal i offentlighedskommissionen tog klart afstand fra, fordi paragraffen vil legalisere mørklægning i korrespondancen mellem to statsmagter, hvilket i sig selv er dybt problematisk. Hertil kommer, at det vil mindske åbenheden i lovgivningen markant, fordi de fleste love i dag bliver til ved forlig.

Det er rigtig ærgerligt, at disse to kritisable paragraffer på så centrale områder i den grad skygger for muligheden for at få en lov til mere åbenhed. Det er nemlig på høje tid, at vi får aktindsigt i helt eller delvist offentligt ejede virksomheder, som de for eksempel allerede nu har i Norge, endda med en langt lavere offentlig ejerandel, end der lægges op til i Danmark.

Det er også på høje tid, at det bliver lettere for den almindelige borger at få aktindsigt uden på forhånd at skulle definere de dokumenter, der ønskes udleveret. Her er det også blot at se til Sverige, og en langt større åbenhed vil kunne opleves. Også når det gælder åbne postlister, får vi selv med den nye lovgivning svært ved at følge med det øvrige Norden. Med den forsinkelse, den nye lov har fået, burde forsøgsperioden springes helt over.

Endelig er der dukket et nyt fænomen op – en 25 timers regel, som betyder, at en forvaltning kan afvise aktindsigt, hvis det tager mere end 25 timers arbejde at opfylde den. Sikkert for at undgå misbrug, men hvorfor i alverden skal love udfærdiges af hensyn til dem, der måske vil misbruge dem? Love bør laves for dem, der skal bruge dem.

Journalister er så undtaget fra 25 timers reglen, hedder det. Men kun journalister tilknyttet et bestemt medie. Freelancere er ikke sidestillet med fastansatte, hvilket er helt hen i vejret, især når stadig flere journalister har deres egen lille virksomhed, og stadig mere journalistik kommer til på den baggrund.

Det behøver ikke være så svært: Væk med paragrafferne 24 og 27, væk med 25 timers reglen, og spring forsøgsperioden med åbne postlister over. Så får vi en lov, der bringer Danmark frem i forreste geled, når det gælder transparens i den offentlige forvaltning.