Du skrev for nylig på LinkedIn, at du havde taget en ”drastisk beslutning” tidligere på året og sagt dit trygge og stabile job op uden at have noget andet på hånden. Hvorfor?

”Jeg har tendens til at være sådan en, man bare kan sætte i stikkontakten, og så kører jeg, men jeg var kommet frem til, at jeg var nødt til at sætte foden ned. Nødt til at sige stop. Fordi jeg er en meget pligtopfyldende og just-do-it-agtig person, var det meget nervepirrende. Det var faktisk skide svært at anerkende, at jeg er sådan en, der siger op uden at have noget andet på hånden. Det gør man ikke der, hvor jeg kommer fra, der har man styr på tingene.”

Hvad er det for et sted? 

”Det er sådan et trygt sted i Jylland, hvor man dyrker meget sport, og hvor far er fodboldtræner. Hvor man cykler i skole og gør sin uddannelse færdig – og hvor man ikke siger op, medmindre man har et andet job.”

Hvornår fandt du ud af, at du skulle arbejde med kommunikation? 

”Som barn knevrede jeg meget. Knevre er det rigtige ord. Engang fortalte min mormor mig, at man i elektronikbutikker kunne købe en knap, som man kunne montere i ryggen, så kunne man blive skruet ned for. Siden da var jeg rædselsslagen for de butikker. Det ligger bare til mig at udtrykke mig. Min far har sådan et gå-ind-i-folk-med-træsko-på-væsen – jeg er meget imponeret over, hvad han kan få ud af at snakke med Carsten oppe i Brugsen. Min mor introducerede mig til krydsogtværs på bagsædet af bilen på vej på sommerferie, og jeg blev helt optaget af jagten på de rigtige ord. Så kommunikation var oplagt.”

Du blev professionsbachelor i 2017. Hvordan var det pludselig at stå på arbejdsmarkedet? 

”Antiklimaks. Man har læst i så mange år, og man tænker, at verden har ændret sig, når man er færdig. Så kommer man ud, og SU-døren bliver smækket, og man skal finde ud af, hvordan man navigerer i det. Jeg følte, at jeg havde dannet mig en faglig profil efter flere forskellige praktikforløb, men alligevel havde jeg en form for … ledighedsangst. Nu skulle jeg skynde mig at finde noget, tænkte jeg. Jeg blev så tilbudt et job som projektkoordinator der, hvor jeg havde været i praktik, og siden blev jeg forfremmet til kommunikationskonsulent og projektleder.”

Hvad bestod det job af?

”Jeg var projektleder på mange forskellige projekter. Alt fra en pressetur til Island til at lede den største udbygning af fjernvarme i Danmark. Jeg syntes, det var fedt, der var stor diversitet i opgaverne og dynamik i hverdagen. Men det var også et hårdt miljø. Der var fart på, og der blev knoklet.”

Hvordan knoklet?

”Jeg tror ikke, det overrasker nogen, at der bliver lagt mange timer på kontoret. Det er jo i høj grad kunderne, der sætter dagsorden, fordi de betaler din løn, og som projektleder er du ansvarlig for kunden og de enkelte projekter. Her kan der godt opstå en form for frygt for, at ingen andre kan tage over på kunden, og det gør nok, at man eksempelvis ender med at tjekke mails i tide og utide. Man kan ende med et stort ansvars- og arbejdspres. Det oplevede jeg i hvert fald. Jeg følte mig utilstrækkelig. Samtidig havde jeg også en klar fornemmelse af, at hvis jeg blev hængende, så kunne jeg se, hvor jeg var om fire år. Ingen af delene havde jeg lyst til.”

Hvordan reagerede folk på, at du sagde op?

”På min arbejdsplads tror jeg, de var meget overraskede. Mange andre sagde: ’Shit, hvor er du modig, gid jeg kunne gøre det samme.’ Og det kræver mod, men det er også hårdt. Men jeg kunne godt tænke mig at rive noget tid ud af kalenderen for at finde ud af, hvad der var vigtigt for mig.”

Hvad har du brugt tiden på?

”Helt ærligt har jeg brugt meget af tiden på at holde fri. Men også på at finde ud af: Hvem er jeg, hvis jeg ikke er en bureaukvinde i overhalingsbanen, og mit arbejde ikke nødvendigvis er det eneste, der definerer mig? Derfor har jeg brugt energi på at udforske, hvad jeg godt kan lide, som ikke har noget med arbejde at gøre. Hvorfor har vi så travlt med at finde et arbejde, når vi skal gøre det resten af vores liv? Jeg kom frem til, at jeg gerne selv ville sammensætte mit arbejdsliv. Det behøver måske ikke nødvendigvis at være 37 timer. Det var også derfor, jeg lavede det LinkedIn-opslag, hvor jeg i stedet for at søge job søgte mennesker. For det er vigtigt at møde mennesker og mærke, om kulturen og kemien fungerer – i stedet for at skøjte rundt i de her opslåede job.”

Er du blevet mere afklaret?

”I hvert fald om, hvad der er vigtigt for mig. Jeg har slet ikke den der ledighedsangst som tidligere. Jeg forsøger at hvile i at være dumpet ned på den mellemstation, jeg står på lige nu. Men jeg er stadig usikker på, hvor jeg passer ind rent arbejdsmæssigt.”

Hvad er branchens største udfordring?

”Det er virkelig svært for både studerende og erhvervslivet at navigere i det store tagselvbord af kommunikation. Der er så sindssygt mange kommunikationsuddannelser, og det skaber en stor homogen masse med rundsave på albuerne, som skal ud og kæmpe for deres overlevelse i branchen. Det er super ærgerligt, at vi på den måde kommer ud på samlebånd, for det er et vigtigt erhverv, og der findes vanvittigt mange dygtige mennesker i det. En af grundene til, at jeg skiftede til DMJX, var, at jeg havde behov for noget mere praktisk.”

Hvad er løsningen?

”Praktik. Altså at studerende tidligt stifter bekendtskab med arbejdsmarkedet. At de har en form for jobmæssig kravlegård, hvor de kan prøve sig selv af i beskyttede rammer. Det skaber kendskab til forskellige dele af branchen og hjælper også til, at man senere hen bedre kan finde sig selv fagligt. Og det giver et grundlag til at kunne fra- og tilvælge.”

Foto: Jacob Nielsen