På Horsens Folkeblad fik journalisterne gennemtrumfet, at en sparerunde ikke skulle udløse fyringer. Tre fik en pose penge. Én fotograf sagde op. To praktikantstillinger blev nedlagt. Efter 14 dage var kabalen gået op – i dag er situationen paradoksal: De, der går, er glade. »Jeg har vundet i Lotto!« De, der bliver, frygter fremtiden. »Det bliver aldrig sjovt igen!« JOURNALISTEN har indsamlet reaktioner fra de otte hovedpersoner i sparerunden.

Brian Andersen

Lokalredaktør i Tørring-Uldum. Har været på Horsens Folkeblad i 3 1/2 år, al den tid, han har været uddannet. Han søgte og fik fratrædelse fra 1. januar.

»Dronningens bortløbne hund og en ø i Stillehavet – det rydder forsider. Danmark er et frygteligt lille land. Jeg har længe villet lave noget andet. Dagbladene er på nedtur, det er ikke den sidste fyringsrunde, og det bliver mindre og mindre sjovt, hver gang man overlever én. I sommer sagde jeg: Du har ét år til at finde noget andet, noget med web. Nu sker det. Det er som at vinde i lotto. Jeg har aldrig før fået en lille kvart million kroner – uden at skulle røre en finger. Det er fantastisk!«.

Lone Bering

43 år, journalist på Horsens Folkeblad i 14 år, det seneste år på Horsens Posten, avisens distriktsavis. Hun overtager Hanne Vammens stol på Horsens Folkeblads redaktion i Juelsminde fra 1. marts. Et job, hun ikke har søgt.

»Det er ulykkeligt, at vi overhovedet skal af med folk. Det er også trist, at nogen taber i lotteriet. Alle, der bliver, skulle jo helst være glade.«
»Jeg var glad, da jeg fik tilbudet om at rykke til Juelsminde. Jeg har mest lavet featureting på Horsens Posten, det er måske godt at skulle skrive nyheder igen.«
»Men det er selvfølgelig blandet – først er man angst på grund af fyringsrunden, så kommer de med et tilbud. Du er den lille, der ikke kan gøre noget.«

47-årige Jan Hansen
har i 14 år været lokalredaktør på Odder-redaktionen. Før var der 4,5 til at dække det nordlige opland, i dag er der 3,5.

»Jeg mister min gode makker gennem seks år. Jeg tror ikke på, at cheferne kan gøre det sjovt at være her igen. Det har jeg sagt. En redaktion skal have det godt for at være kreativ.«
»Det gik galt fra starten. Ledelsen var kluntet. Vi æder da ikke fem fyresedler, samtidig med at avisen har 100 millioner kroner på kistebunden, blandt andet bundet i en skov i Skotland. En masse mennesker sad hjemme og græd om aftenen, bange for at blive fyret. Derfor gennemtvang vi frivillige fratrædelsesordninger. Ingen behøver at gå fra Horsens Folkeblad med en fyreseddel. Men det er jo gode kræfter, der går.«
»Det er en fortvivlet situation.«

51-årige Marianne Lindsmann har været på Horsens Folkeblad i 16 år. Hun har søgt og fået frivillig fratrædelse fra 1. marts.

»Medarbejderne ville hyre og selv betale en ekstern revisor til at kulegrave regnskaberne – men det måtte vi ikke«.
»Spørgsmålet: ´Er der nogen, der vil gå frivilligt!´ begyndte at trænge sig på blandt medarbejderne. Mange ville stå dårligere end mig økonomisk og fagligt. Jeg snakkede med min mand om det. Vi skal nok klare os. Jeg ofrer mig ikke, jeg gør det for min egen skyld. Når man er to, tør man mere.«
»Nu skal jeg måske skrive en bog, starte et eller andet. Hvad ved jeg. Male. Sælge brød hos bageren. Der er ro inden i mig, men også vemod: Det er min avis og mine kammerater. Og selv om man siger, man ses, så gør man det jo ikke. Det er forbi.«

27-årige Jesper Nielsen. Uddannet som fotograf på DJH i 1998. Fik tilbudt fastansættelse, men forlader – uden fratrædelsesordning – stillingen som fotograf på Horsens Folkeblad. Stillingen genbesættes ikke.

»Allerede da jeg var i praktik, fandt jeg ud af, at det her ikke er mig, men jeg ville gøre uddannelsen færdig. Jeg vil fremover kun tage billeder som hobby. Jeg gider ikke sidde i en bil og stresse rundt og tage billeder til en avis. Jeg har været glad for at være på Horsens Folkeblad. Nu skal jeg lave noget inden for computere.«

32-årige Hanne Vammen har i godt tre år arbejdet som journalist og de seneste måneder som konstitueret lokalredaktør på redaktionen i Juelsminde. Hun er pr. 1. januar forflyttet til Tørring-Uldum, hvor hun skal overtage Brian Andersens job som lokalredaktør.

»Jeg er skuffet og ked af det, jeg føler mig ikke godt behandlet. Der bliver ikke taget menneskelige hensyn. Jeg blev bare ringet op og får at vide, at jeg skal flyttes. Det er en totalitær ledelsesform, det er udemokratisk. Jeg kunne vælge at sige op, men det gør man jo ikke i en situation, hvor man ellers er glad for sit arbejde som journalist.«
»Jeg har levet og åndet for jobbet i Juelsminde, jeg er glad for miljøet og byen og har et stort kildenet. Det er svært at se noget positivt i situationen. Faktisk føler jeg nærmest, at jeg er blevet fyret.«
»Andre skal høre, hvordan man bliver behandlet på Horsens Folkeblad. Folk skal vide, at det er uacceptabelt.«

Adm. direktør og ansvarshavende redaktør Jens Bebe.

»Det er da 14 hårde dage, hvor huset koger. Men det er vores pligt at sørge for, at virksomheden også på længere sigt kan overleve.«
»Vi har været gennem en stor og kostbar omstilling af teknikken. Annonceindtjeningen falder. Hvis lønnen stiger 3-4%, koster det os 1,3 mio. kr. Vi har tabt cirka 1.000 i oplag. Det er ikke læsere, der går andre steder hen. De forsvinder ud i den blå luft. Pinsepakken har sin virkning. Og det er ikke slut endnu.«
»Udgangspunktet er, at vi melder, at der skal fyres fem og nedlægges to stillinger. Men når der er medarbejdere, der har lyst til at rejse, så skal de have lov at melde sig. Hvis vi blot kan bestemme hvem, der må rejse.«
»Jeg vil ikke udtale mig om, der er andre ansatte, vi hellere havde set forlade bladet. Det er uanstændigt.«
»Jeg synes, forløbet har været ganske udmærket.«

38-årige Birgit Hageneier, syv år på Horsens Folkeblad, Odder-redaktionen. Har søgt og fået frivillig fratrædelse fra 1. januar 2000.

»Som barn, når man cyklede, var det altid den næste, ukendte bakketop, man skulle over. Sådan havde jeg det. Efter syv år savnede jeg følelsen af den fjerne bakketop. Og man savner kun det gode.«
»Jeg har netop haft orlov. Det gav ro og overskud. Jeg opdagede en masse gamle venner. Mine børn har brug for et levende menneske, en sparringspartner. Jeg er forbi trangen til at se mit navn bøjet i neon.«
»Jeg har journalist-venner, der har det for hårdt. De har for lidt tid til familien og venner, selv om jeg kan mærke, de har lyst til at bruge den tid.«
»Derfor tog jeg chancen. Det er vemodigt, men jeg er ikke ked af det. Mange af dem, der bliver tilbage, får det sværere, tror jeg. Der bliver færre mennesker på avisen, og der ligger en uro i mange, fordi branchen er i krise.«
»Det er trist at skulle sige farvel til Jan.«