search

»Lost in China«

OL #8: Jeg vandrer hvileløst og fremmedgjort rundt i Beijing om natten - præcis som Bill Murray i "Lost in Translation". Halvdelen af mine planer synes mislykkedes.

OL #8: Jeg vandrer hvileløst og fremmedgjort rundt i Beijing om natten – præcis som Bill Murray i "Lost in Translation". Halvdelen af mine planer synes mislykkedes.

Det her er sgu for tosset.

En enkelt nat får jeg slet ikke sovet. Og 16 etager under mig dyrker de formfuldendt Tai Chi klos op ad den monstrøse sammenfletning mellem Ringvej 4 og Badaling Xpressway med syv spor i hver retning, der blandt andet fører ud til Den kinesiske Mur. Det hele gråt i gråt, mens jeg stirrer svimmelt på de kinesiske OL-atleter i fjernsynet på CCTV her på mit hotelværelse.

Wellcome to China.

Klokken er 06:15, og jeg har ikke sovet et eneste sekund endnu. Allerede for tre timer siden opgav jeg tanken, stod op og tændte for en af CCTVs mange tv-kanaler, der stort set alle til hobe viser ukritiske hyldestreportager fra OL og beretninger om, hvordan Kina endnu en gang topper med flest guldmedaljer.
Overalt i byen vælter budskabet ud. Fra de små tv-skærme i private hjem til de mange fjernsyn i restauranterne og på meterhøje storskærme rundt i byen, hvoraf sidstnævnte på deres egen måde beriger med voldsomme farver og kæmpe lysstråler til den ellers så frygteligt disede, smogplagede og mega monokrome grå storby med 16 mio. indbyggere.

Damn! Jeg skulle jo netop have sovet i nat og været frisk til min halve fridag. Elkjær havde givet mig 'lov' til at tage væk fra OL og ud til den berømte mur, hvor jeg vil vandre kilometer op og ned, høre noget så fremmed som fuglesang og mærke ægte natur. Made in China!
Men jetlaggen vil ikke slippe mig. "GMT +1 time" er indkodet i kroppen som et biologisk ur. Og selv mine tyske Sedopretten-sovepiller har snydt mig. Så hellere stå igennem, end noget så frygteligt som at risikere at overhøre vækkeuret efter to timers søvn.

Sætter mig 6:30 ind i vognen, jeg har aftalt skal køre mig ud til bjergene, så jeg kommer frem inden horderne af gruppeturister. Vil have Muren for mig selv!
Det lykkes næsten. Bortset fra, at store dele af Muren er styrtet sammen dagen før på grund af enorme regnskyl. En historie, som i øvrigt ikke har fundet vej til de kinesiske nyheder (har tjekket!), hvor man for alt i verden vil fastholde det perfekte billede af de succesfulde olympiske lege, Beijing og Kina. Det er næppe en tilfældighed.
Jeg må opgive at komme op på det højeste sted af the Great Wall, hvor Bill Clinton satte sin fod, da han var her. 'No Entry', står der, grundet kollapset.

Som dagene går, føler jeg mig mere og mere som Bill Murray i Sofia Coppolas vidunderlige film "Lost in Translation". Kulturelt fremmedgjort, zombie-svimmel og på nippet til at blive frustreret over alt det, som ikke lykkes.
Ville have lavet en uskyldig reportage fra det statslige CCTV eller nyhedsbureauet Xinhua. Altså blot viderebringe deres egen udlægning af rollen som statslig kinesisk nyhedsformidler. Den sande historie. Men trods adskillige opkald og e-mail korrespondance med Xia Luyi, der har arbejdet på Xinhua, og som kalder sig Cathy, så synes de ikke rigtigt interesseret i besøg lige nu og her. Og Cathy selv skal ikke nyde noget af at være mellemmand. Som hun skriver til mig: »I guess it's the most formal way to do your story, and maybe you don't like it.«

På internetcafeerne, hvor jeg vil høre om bloggere og chat-universet QQ, møder jeg kun kinesisk-talende unge, og min tolk er for længst rejst ud af byen med et tv-selskab, der skal lave reportage ude på landet. De betaler sikkert også de 200 Euro, han bad om for hver heldags-session – uden at blinke! Og de øvrige 20.000 tilrejsende mediefolk synes at have lagt beslag på alle andre tolke – eller fixere, som de så poetisk kaldes her.
Det tredje medieprojekt med at komme ind på Kinas Kommunikationsuniversitet opgiver jeg helt, inden jeg får gjort noget. Modløs af de andre mislykkede tiltag.

Jeg må sgu have noget Peking-and som kompensation. Peking-and. Det må da lige være sagen. Og det på den berømte restaurant, de skriver så begejstret om i Time Out, og som skulle være hele taxa-turen værd. (Det tager minimum en time fra mit hotel at komme blot i nærheden af centrum).
Well – jeg når frem, sætter mig til bords, får menu-kortet og vil bestille.
»Sorry sir, sold out.«
What?
»Sold out, sir.«

Jeg bliver skør.
Jo mere jeg hører, ser og læser, jo mere usympatisk virker det hele.
Hele Beijing og det adipøse OL-show er totalt iscenesat til ære for den udenlandske presse og omverden, der naturligvis venligst bedes kvittere med begejstring og viderebringe glansbilledet i respekt for dets værter, der har sørget for i omegnen af 180.000 frivillige unge kinesere til at 'stå på pinde' for mig og andre. (Undskyld. Fy! Det skrev jeg ikke …)

Som Berlingskes Anders Damgaard så herligt konstaterede det i sin klumme på Sporten.dk forleden, så er der udkommanderet frivillige til selv de mest absurde service-opgaver som paraply-managere, kaffeflødekoner og den nok så vigtige funktion som takkedreng. Sidstnævnte går ud på at sige tak til journalisterne, når de hver morgen på vej ud af hotellet pænt lægger deres ting til tjek i X-ray-maskinen. Så sker det med ordene: 'Thanks for your cooperation, have a nice day.'
Tak selv!
Hvis jeg så bare havde haft en lidelsesfælle at dele oplevelserne med som Bill Murray, der hænger ud med den unge kvinde Scarlett Johansson. Men nej.

Hver gang jeg er på restaurant, spørger de fuldstændigt rutinemæssigt, når jeg – ene mand – er trådt indenfor, og de skal finde en plads: How many people are you? Ja, hvor mange tror du selv?
Men den ansatte i restauranten er naturligvis undskyldt. Det hele er jo bare en plade, hun har lært udenad. Efter ordre. Som alt andet her …
Og selvfølgelig går det galt, så snart jeg begynder at komplicere bestillingen.
Okay – you don't want lice. Yes? Okay?
Nej – for hulen … Yes, no, okay? (hjæææææælp!)

Andre har forstået, at lidt selvironisk distance kan være en hjælp til at vinde sympati. Ikke mindst i forhold til udlændinge.
En lille butik indrettet i et område med de karakteristiske gamle faldefærdige Hutong-boliger midt i byen – spørg mig ikke hvor – sælger således selvironisk kinesisk kitsch. Hovedsageligt T-shirts med morsomme fortolkninger af kinesiske bygningsværker, lykketallet 8 og OL-atleter. Det er naturligvis en brite, der formår med (britisk) humor at gå i kødet på den nationale selvforståelse. Og her hedder det ikke Made in China, men selvklart Made for China. Hvorvidt det er alle, der fanger den dobbelte pointe i den lille biks, ved jeg ikke. Men "Plastered 8" kunne helt sikkert snildt sælge sine sager i endnu dyrere domme i design-butikker i København.

Så for saten, nu er det ved at blive lyst udenfor.
Igen igen.
Om 4,5 time er der mændenes finalesvømning i 200 m bryst, som jeg vil se. Gæt selv, hvor mange timers søvn, det bliver til denne gang.

I aftes fik jeg i øvrigt langt om længe lidt interessant reflekterende kinesisk selskab på en bar i byen, der lå over for den første succesrige restaurant-oplevelse, jeg har haft …
Waaarw. Det var en ren befrielse at møde blot en enkelt kineser, der ikke talte én efter munden som en papegøje, og som tilmed også selv forstod engelsk.

Well well – manden var fra San Francisco, så der var gode grunde til det perfekte engelske, men han har boet her i to år (for at lære kinesisk og dermed kunne udvide sin it-virksomhed hjemme i San Fran baseret på billig kinesisk arbejdskraft).

Anyway, han kunne berette interessante ting og sager om utilfredsheden blandt menige kinesere i forhold til styrets enorme pengeforbrug på hele OL-cirkusset – med alt fra de mange bekostlige nybyggerier til åbningsceremonien osv osv. Tydeligvis spørger den menige kineser: Hvad hjælper det mig? Ja, det spørger de ikke om officielt. Men utilfredsheden lurer. Og hvad sker der, når legene er slut, og det bliver hverdag, og de utallige 'One World – One Dream'-bannere rundt i byen pilles ned, og den 'lykkelige" scenografi fjernes?

Ja noget godt sker der faktisk. For eksempel ophører det strikse forbud mod at opholde sig mere end fire mennesker i hjemmet, som lige nu forhindrer folk i at samles … (læs: planlægge demonstrationer).
Ligesom alle de andre sindssyge forbud på den lange OL-forbudsliste, der er udstedt, hører op.

En helt anden ting, han gjorde mig opmærksom på – ham kineseren, er paradokset med det enorme overskud af unge mænd, som Kina slås med i disse år som resultat af etbarns-politikken. Masser af kvinder har nemlig fået foretaget aborter – nogle flere gange i træk – for at slippe af med babyer af det forkerte køn; det vil sige pigebørn. Nogle er sågar blevet dræbt efter fødslen, fordi afkommet ikke endte med at være det ventede og ønskede drengebarn. Resultatet er, at der er over 40 mio. flere giftefærdige kinesiske mænd end kvinder i Kina i dag. Problematikken beskrives i øvrigt i Mette Holms nye fabelagtige bog om Kina.

Men altså I guder. Sikken et menneskesyn at skille sig af med de små pigebørn.
Og som om det ikke var nok. Historien stopper nemlig ikke her. En fuldstændigt kulørt forlængelse af den er – ifølge min kinesiske connection – at det officielle Kina derfor ikke tager afstand fra bøsser eller bekæmper homoseksualitet. For jo flere mænd, der finder sammen, jo lettere bliver det jo for de resterende herrer at finde sig en af de meget få ledige kvinder på det kinesiske ægteskabsmarked. To fluer med et slag.
Og så løser man jo ganske snedigt følgevirkningerne af etbarns-politikken.
Det er da politisk logik, der vil noget.

Nuvel. Mit sidste postkort fra Beijing er vist blevet temmeligt langt. Hvis der er en enkelt læser tilbage, så skal du lige have den her:
Markedsføringen af legene som 'the Green Games' – ja det står der flere steder rundt i byen – er nemlig også helt hen i vejret. Alene det imponerende svømmestadion – kaldet the Water Cube – med den spektakulære vinduesfront, som ligner bobler, har fire enorme kraftmaskiner i kælderen, der i døgndrift pumper luft ud i bobbel-vinduerne, der indadtil udgøres af en slags oppustelig pose for at give dem den karakteristiske form.
Åbningsceremonien, hvor man forinden affyrede en masse raketter med kemisk stof for at forhindre regnvejr over Beijing, kan heller ikke ligefrem kaldes miljøvenlig.
Og det kniber vist også med simpel sortering af affald.

Det er da lidt sygt. Og jeg har kun været her godt en uge.
Gudskelov har nogle af de hjemlige nødlidende danske medier stadig korrespondenter tilbage rundt i verden, inklusive i Kina, som på helt anden vis end en tilrejsende faldskærmsjournalist kan grave sig ned i systemet, skaffe sig nødvendige tolke og opnå den nødvendige kulturelle og politiske indsigt til ikke at føle sig så komplet lost.

Respekt til korrespondenterne. Keep the spirit og Goodbye Beijing!

PS: Nu blev klokken dæleme 06:40.

(Tidligere Postkort fra Beijing kan du læse her.)

 

Kommentarer
2
lene frøslev
14.08.08 14:16
Re: »Lost in China«

Kære Jens Jørgen

Tak for oplysende og underholdende blogs fra Kina. Så kan vi andre også få ind under huden hvor vanskellige arbejdsvilkår kolleger har derude.

keep up the spirit og velkommen hjem til vestlig civilisation.

Lene Frøslev

Fremhævet af Journalisten
Eva-Marie Møller
17.08.08 13:07
Re: »Lost in China«

 

Kære Jens Jørgen.

Tak for virkelig morsomme postkort, især det sidste fra den disede, fourenede totalt monokrome olympiske by, som du kalder den. Det lyder som om du har været lykkens pamjulefis med nedstyrket mur og en by renset for tolke. Håber at jet-lagget snart går over

Eva-Marie Møller 

 

Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen