search

Løsningen

Tamás Bodoky sagde sit faste job op på grund af redaktionel selvcensur og er i dag chefredaktør på det uafhængige ungarske netmedie Átlatszó. Hvor han tidligere fik besked på at dæmpe sin kritiske linje, bruger han i dag advokater for at få dokumentadgang.

Tamás Bodoky sagde sit faste job op på grund af redaktionel selvcensur og er i dag chefredaktør på det uafhængige ungarske netmedie Átlatszó. Hvor han tidligere fik besked på at dæmpe sin kritiske linje, bruger han i dag advokater for at få dokumentadgang.

ournalisten møder Tamás Bodoky foran det ungarske parlament, som han ser som symbolet på et ufuldkomment demokrati.

»Jeg ved meget om dem, der sidder derinde. Hvis jeg har beviser, har jeg ingen problemer med at publicere,« siger han med ryggen til parlamentet. Foran os er et tv-hold ved at pakke sammen, mens en gruppe turister tager billeder af hinanden foran parlamentet og af museet over for.

I 2010 var Tamás Bodoky med til at stifte netmediet Átlatszó, som han i dag er chefredaktør for. Átlatszó betyder gennemsigtighed, hvilket henviser til målet om at kaste lys over, hvad ungarernes skattepenge egentlig bliver brugt til.

Det er en vanskelig mission.
Afsløringer af tvivlsomme forretninger i den politiske og økonomiske elite i Ungarn får sjældent konsekvenser for gerningsmændene. Tværtimod kan de ramme journalisterne selv. I et tilfælde blev et graverhold på otte journalister fyret på mediet Manager Magazin, fordi det privatejede firma bag ikke længere ønskede at finansiere den type journalistik.
»Hver uge er der journalister, der får sparket, og det er ekstremt svært at finde et nyt job, så alle holder fast og er villige til at gøre, som de får besked på, fordi deres eksistens afhænger af det,« forklarer han.

Flere af de journalister, der skrev de vigtigste undersøgende artikler i Ungarn i 1990'erne, har i dag forladt faget, blandt andet til fordel for PR og konsulentarbejde.

Tamás Bodoky har holdt ved. Fra 2001 til 2010 skrev han kritiske historier til det mest læste ungarske nyhedssite, index.hu. Blandt andet skrev han i 2008 en historie om salg af ulovlige dokumenter i handel med olie. Oliemafiaen havde stærke bånd til den politiske elite.

Regnen begynder så småt at falde i den ellers sommerlige ungarske oktobereftermiddag. På vej hen til en nærliggende cafe istemmer Tamás Bodoky koret af stemmer, der forklarer, at nok har den kritiske journalistik vanskelige kår, men Ungarn er ikke et diktatur. Det fungerer langt mere raffineret.
»Der er ikke tale om direkte censur, men journalisterne er bange for at skrive noget, der kan betyde, at deres medie mister statsstøtte og annonceindtægter fra statslige virksomheder. Og redaktørerne kan finde på at rette i journalisternes artikler, hvis de mener, at der er den risiko. De er ikke på journalisternes side, og de ønsker ikke talentfulde, men loyale journalister,« lyder Tamás Bodokys vurdering.

Mens vi får serveret cappuccino og espresso, tager Tamás Bodoky et par hiv af en sort elektronisk cigaret.
Tamás Bodoky forlod selv sit job på index.hu på grund af indirekte censur. Den sidste historie, han lavede, var en afdækning af en større svindelsag, hvor et Spanien-baseret selskab med gode forbindelser til den ungarske regering opkøbte og videresolgte landbrugsjord med enorme overskud. Tamás Bodoky dokumenterede, at selskabet var tæt på at få 75 millioner euro i subsidier og 55 millioner i statsgaranteret lån til at etablere en motorcykelbane, som uafhængige eksperter ellers kaldte uprofitabel.

Den daværende socialistiske regering bakkede ud af aftalen i sidste øjeblik efter den opmærksomhed, som artiklerne forårsagede.
Alligevel havde hans chefredaktør redigeret vigtige dele af historien ud. Tamás Bodoky bad om en garanti i sin ansættelseskontrakt for, at det ikke ville ske igen, men det ville redaktøren ikke give.
»Da jeg forlod mit job, sagde alle til mig, at jeg var tosset. Og efter et halvt år følte jeg selv, at jeg var tosset, fordi jeg ikke kunne finde et nyt job. Mit held var, at jeg også underviste på universitetet, så jeg havde en løn,« siger han.

I juli 2011 startede han Átlatszó i samarbejde med en gruppe uafhængige advokater, it-specialister, journalister og akademikere.
Et af mediets vigtigste redskaber er læk fra whistleblowers.
»Generelt er folk bange for at stå frem med navns nævnelse og tale om de lovbrud, de erfarer, men de er villige til at tale anonymt med journalister eller sende os dokumenter. Vi lover dem, at vi ikke afslører deres identitet.«

Generelt ender den slags sager med at blive arkiveret lodret.
»De kommercielle stationer er bange for at løbe ind i dyre sagsanlæg. Vi er mere villige til at løbe de juridiske risici end de etablerede medier,« forklarer Tamás Bodoky.

Átlatszó fik gennem aktindsigt og læk fra whistleblowers nys om, at nogle entreprenører uretmæssigt var blevet tilgodeset i en række byggesager. Journalisterne fandt beviser i kontrakterne, men skulle betale 1.200.000 forinter (31.520 kroner) for at tage kopier af kontrakterne til dokumentation af historien.
»Det er mange penge, så vi gik til domstolen, som sagde, at vi kun skulle betale 200 forinter (5,25 kroner, red.),« siger han med et stille grin og understreger dermed, hvor vigtige advokaterne er for hans og hans kollegers arbejde.

»Tidligere oplevede jeg, at det var langt nemmere for redaktørerne at rette i mine artikler end at kæmpe i retten for at bevise, at historien var sand. Og det er frustrerende at finde korruption, hvorefter den korrupte truer din redaktør til at rette i artiklen i stedet for at forsvare din historie.«

Ifølge Tamás Bodoky er det et generelt problem i det ungarske mediemarked, at de store medier er loyale over for den siddende regering. Som da det tidligere i år blev afsløret, at den ungarske præsident, Pál Schmitt, havde skrevet stort set hele sin ph.d.-afhandling af.
»Det var indlysende set fra en uafhængig undersøgende reporters synspunkt, at han havde plagieret sin afhandling. Men den statslige tv-station sendte en reporter, som tog hans parti og gav ham muligheden for at lyve på statsligt tv. Han stillede ikke de kritiske spørgsmål, men sympatiserede med ham.«

I oktober 2011 udnævnte borgmesteren i Budapest en skuespiller, som er kendt for sine sympatier med den yderste højrefløj, til ny direktør for et af de mest populære teatre i byen. Ansøgningen kom Átlatszó i hænde, og redaktionen lækkede den.
»Det var en stor skandale, fordi hans ansøgning var af meget ringe kvalitet. Medierne var fulde af Átlatszó, og til sidst var der så mange besøgende på vores site, at serveren gik ned,« fortæller Tamás Bodoky med et langt dæmpet grin.

Ifølge ham er det kun venstreorienterede medier, som kritiserer magthaverne, men de når kun ud til en meget lille del af befolkningen, mens de store public service-medier er kontrolleret af regeringen. I december 2010 vedtog regeringen en ny medielov, der blandt andet øgede medierådets magt.
»Nu bestemmer de også over de trykte medier og internetmedier. Tidligere var det kun radio og tv. Så problemet er, at rådet har stor magt over medierne, og at medlemmerne er udpeget af regeringspartiet Fidesz,« siger han og understreger, at medierådet kontrollerer både private og statslige medier.

En anden konsekvens af den nye medielov var, at politiet pludselig kunne få udleveret journalisternes kilder. Da Átlatszó publicerede en historie om et hackerangreb på en finansiel virksomhed, ville politiet vide, hvem der var kilden til historien.
»De refererede til den nye medielov, som siger, at i efterforskningssager skal journalister afsløre deres kilder til politiet uden en retskendelse. De forsøgte at tvinge mig til at afsløre mine kilder, men det ville jeg ikke. Jeg klagede til forfatningsdomstolen, som annullerede den paragraf i medieloven. Så nu har vi et vist niveau af kildebeskyttelse. Det gør en stor forskel, at det er domstolen og ikke politiet, der kan kræve kilder udleveret.«

Sådan er Átlatszó finansieret
I starten arbejdede Tamás Bodoky og hans kolleger frivilligt, men i dag er der råd til en beskeden løn til tre faste journalister, ligesom de tilknyttede advokater og it-specialister får honorar for deres bistand.
œ Pengene kommer fra private bidrag og fonde. I juli i år havde 180 borgere doneret i alt 3.300.000 forinter (godt 86.000 kroner).

Andre bidrag kommer fra blandt andre den norske ambassade (10.500 kroner) og organisationen CEE Trust, som arbejder for at forbedre civilsamfundet i Øst- og Centraleuropa. CEE Trust har bevilget cirka 516.000 kroner for et år.


»Generelt er folk bange for at stå frem med navns nævnelse og tale om de lovbrud, de erfarer, men de er villige til at tale anonymt med journalister eller sende os dokumenter. Vi lover dem, at vi ikke afslører deres identitet.« Tamás Bodoky, chefredaktør, netmediet Átlatszó. – foto: Nils Lund Pedersen

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen