JOURNALISTEN skrev i det seneste nummer om arbejdsforholdene for de løstansatte i Danmarks Radio. Om ugekontrakter, der kører i op til et halvt år, og om korte kontrakter, der bliver forlænget igen og igen med meget korte frister. I dette nummer rejser tre nuværende og tidligere DR-medarbejdere nogle spørgsmål, som JOURNALISTEN har stillet videre til radiodirektøren. Behøver det at være sådan? Ja, er svaret.

»Til at begynde med kørte jeg som freelancer og tog derfor alt, hvad der bød sig,« siger Jakob Sørensen, der var løst ansat i DR fra 1995 til 1998.
»På et tidspunkt krævede jeg så at få en kontrakt, fordi jeg var fast tilknyttet på et program, og det fik jeg så. Men hver gang den skulle forlænges, måtte jeg selv rykke for det og altid i sidste øjeblik. Det betød, at jeg i dagene op til en forlængelse reelt ikke vidste, om jeg skulle komme ugen efter.«
»Det er fint med en indkøringsperiode, men det skal være indkøring. Man skal ikke føle, at man sejler rundt uden faste forhold, og at det virker som om, at cheferne ikke har nogle planer med dig. Du får ingenting at vide og går derfor rundt og vil nærmest være glad for at få beskeden om, at de ikke vil have dig, bare for at få en melding. Jeg var konstant påvirket af, at jeg ikke vidste, om jeg var købt eller solgt, selv efter næsten tre år. Og jeg havde heller ikke fornemmelsen af, at mine chefer vidste det.«
»Det er okay med et hårdt system, hvis det så giver bedre radio, men det gør det her ikke. Det binder den kreative energi de forkerte steder. Jeg følte jo ikke, at jeg var accepteret. Og det er helt sikkert, at jeg ville være blomstret op under sikrere forhold, og det er jeg overbevist om, gælder alle. Det ville simpelthen give bedre radio. Det andet her forstår jeg slet ikke, hvorfor DR gør.«

Føler mig til grin

»Man bliver så ømskindet af at være ansat løst i så lang tid, at man ikke altid laver god radio. Så laver man bange radio, og det er vel ikke målet,« siger Karen Lumholdt. Hun var ansat i DR på korte kontrakter fra maj 1994 og blev efter 5 år på samme redaktion ikke forlænget i forbindelse med sin barselsorlov.
»Jeg var parat til at give mit hjerteblod for DR og har ofte arbejdet meget mere, end det blev forventet. Jeg har haft programansvar, været redaktør og vært uden nogensinde at være blevet forberedt på opgaverne i form af kurser. Men fordi jeg knoklede og var utrolig loyal over for DR, så gik det.«
»Igennem fem år var jeg ansat på den samme redaktion og lavede det samme som mine fastansatte kolleger. Den eneste forskel er, at jeg ikke fik løn under sygdom og altså ikke havde nogen sikkerhed i ansættelsen. Den manglende sikkerhed kulminerede, da jeg skulle på barsel og ikke blev forlænget. Nu sidder jeg uden løn og føler mig til grin, fordi jeg har været så optaget af mit arbejde. Jeg brændte så intenst for mit job, at jeg f.eks. under et halvt års orlov sad og skrev oplæg til P1.«
»Men jeg ved også fra andre, at det åbenbart ikke er nok at være en dygtig, pligtopfyldende og god kollega.«
»Jeg har fået så mange kontrakter og er blevet forlænget så mange gange, at jeg er overbevist om, at DR gerne vil bruge mig, og at de jo må kunne bruge mig. Alligevel havde det måske hjulpet lidt på min frustration og usikkerhed, hvis de bare spillede med åbne kort og fortalte mig, at jeg f.eks. må regne med at være projektansat de næste par år. Men det har de aldrig gjort.«
»Den planløshed, jeg har oplevet i de 5 år, jeg har været i DR, skaber en formålsløs frustration, der tærer på kreativiteten og til sidst loyaliteten.«
»Det har været hårdt, og jeg kunne fortælle en masse om, hvordan jeg har været ved at kaste op af nervøsitet. Men jeg synes, det er vigtigere at være vred over, at jeg og mange andre bliver behandlet på den måde. Og jeg undrer mig over, at DR forspilder gode muligheder og gode menneskers kreativitet. Er det meningen?«

Brug-og-smid-væk-kultur

»Det, jeg undrer mig mest over, er, at ledelsen siger, at DR skal have fornyelse, og det sætter de så lig med nye folk. Det mener jeg, er at dække over, at de ikke gider efteruddanne deres ansatte og give dem specialer, som de kan udvikle sig inden for,« siger Kenan Seeberg.
Han været ansat i DR på radiosiden gennem 14 år, i en periode som fastansat, men ellers løst tilknyttet.
»Ledelsen vil have en fremtidsorienteret, omstillingsparat og fleksibel virksomhed, siger de. Og det tror jeg sagtens, at de kan få med de medarbejdere, der er ansat nu. Jeg tror for eksempel, at jeg efter 14 år er i besiddelse af en stor og mangeartet erfaring, der gør, at jeg sagtens kan omstille mig. I øjeblikket laver jeg for eksempel tv med en stand-upper, efter jeg lige har lavet en række radioprogrammer om EUs politisamarbejde. Men i stedet for at gøre brug af de medarbejder-ressourcer, som DR ligger inde med, hersker der en underlig brug-og-smid-væk-kultur – og det er alle enige om. Også cheferne. Og på den måde kommer der ikke nogen fornyelse, måske nærmere en falsk fornyelse. For folk tør ikke at være kreative. Fornyelse er ikke bare en ny stemme, og det tror jeg, at de tænker. Det handler om at finde en balance imellem faste og nye, og det synes jeg ikke, at DR har nu.

DR holder fast

Radiodirektør i DR Leif Lønsmann kender kun til problemer med utilfredse løstansatte fra pressen. Men han mener heller ikke, at der er noget at gøre ved frustrationerne. »Så længe der er løst ansatte, der gerne vil være faste, vil der være utilfredshed,« siger han.

»Jeg har ikke, siden jeg tiltrådte i oktober 1998, haft nogen sager om utilfredse løstansatte på mit bord. Derfor er der ikke noget, der alarmerer mig.«
Sådan siger radiodirektør Leif Lønsmann med et fast blik i øjnene oven på de sidste par ugers kritik af DRs personalepolitik over for løst ansatte. Men selvom direktøren ikke har haft sager liggende på sit bord, har han dog ikke haft øjnene lukkede.
»Jeg læser da JOURNALISTEN og Ekstra Bladet, hvor det også har været debatteret. Og det gør mig da nysgerrig, som ansvarlig for radioen. Derfor vil jeg undersøge de enkeltsager, der har været taget op og se på, om det er normen«.
JOURNALISTEN kunne i det seneste nummer blandt andet fortælle, at en medarbejder i DR forgæves havde rykket for et svar på, om hans korte kontrakt var forlænget. Da han alligevel dukkede op dagen efter kontraktens udløb, fandt han en forlængelse i sit dueslag. Men det kan ikke hidse Leif Lønsmann op.
»Jeg ville da ikke møde på arbejde, hvis jeg ikke havde en mundtlig aftale eller forventning om, at jeg var ansat. Hvis du møder op uden at have en aftale, så er det vel ikke chefens problem. Så løber man en risiko. Tidsbegrænsede ansættelser er tidsbegrænsede, og der står jo en slutdato, og den, ville jeg ikke blive frustreret over, udløb. Men man bliver frustreret, hvis man tror, at man er ansat længere, selvom der står noget andet på kontrakten.«
– Men folk bliver jo ofte forlænget. Det bliver bare først ordnet i sidste øjeblik.
»Hvis vi ved i marts, at vi gerne vil have journalist Petersen i april, så vil det da være vores mål at give besked så hurtigt som muligt. Men det bliver ikke sådan, at hvis der er tvivl, så kommer det journalisten til gode. Vi ansætter ikke folk, før vi ved, om vi har arbejde til dem.«

Nødvendig del af DR
Leif Lønsmann fastholder, at det er nødvendigt med en del løstansatte i så stor en virksomhed som DR for at kunne skifte programstrategi hurtigt.
– Bekymrer det dig ikke, når dine medarbejdere fortæller, at de er angste, ikke kan sove om natten og ikke kan koncentrere sig om deres arbejde, fordi de ikke kan få noget at vide om deres fremtid?
»Det bekymrer mig selvfølgelig, hvis folk ikke bliver behandlet ordentligt i ansættelsesspørgsmål. Men jeg er ansat til at drive en radiostation, og til det brug ansætter jeg nogle mennesker. Hvis mit mål var at tilfredsstille nogle menneskers ønsker om ansættelse, ville tingene selvfølgelig være anderledes. Mit fokus er, at jeg skal have stationen til at virke driftsikkert.«
– Så at folk er angste, kan du ikke bruge til noget?
»Næh, det er jo umuligt, så længe der er løstansatte, der gerne vil være fastansatte, vil der være utilfredshed.«

Fleksibilitet
– Du taler om, at DR skulle være fleksibel. Skal den fleksibilitet absolut hentes gennem nye ansigter?
»Nej, men det er jo ikke givet, at de mennesker, vi har ansat, kan lave det, vi til enhver tid skal have. Altså, hvis man har et kammerkor ansat og har brug for underholdningsmusik, er det jo ikke sikkert, at man bare kan give dem nogle instrumenter
i hænderne og så få underholdningsmusik. Det er et lidt ekstremt eksempel, men det samme gælder jo for journalistik.«
– Tror du ikke, at man gennem efteruddannelse og trygge rammer kan få folk til at lave flere forskellige ting ?
»Flere forskellige ting, men ikke alt. Du kan jo sagtens have en god nat-radiovært, der ikke kan lave radioteater. Sådan er det.«
– De fleste, vi har talt med, siger, at hvis de havde følt sig mere sikre og ikke havde fornemmelsen af at være til eksamen hver dag, så ville de lave bedre radio.
»Jeg mener ikke, at freelancere eller vikarer per definition laver dårligere radio end de fastansatte. Jeg skal ikke underkende trivsel og tryghed. Men trivsel og tryghed skal kunne opnås på andre måder end varige ansættelser.«
Leif Lønsmann vil altså ikke umiddelbart ændre på de løstansattes vilkår, men mener, at man også kan vende debatten om.
»Korte varsler kan også ses som hurtige ansættelser.«
– Men, hvis man ved 6 kontraktforlængelser i træk har fået sin forlængelse i den sidste uge inden udløb, er det så ikke uheldigt?
»Det kommer helt an på, hvad det er for nogle opgaver. Jeg kunne sagtens forestille mig, at jeg ville blive glad for en forlængelse, selvom det skete med kort varsel. Man kan også vælge at se det som et nyt tilbud om en opgave. Og det afhænger så af temperament, om man er glad eller ked af dét.«