Det er ikke rimeligt, at de små TV 2-regioner får lige så mange licensmidler som de store, mener Lorrys direktør, Dan Tschernia. »Vores station dækker en tredjedel af befolkningen og en tredjedel af landets kommuner,« siger han
Direktør på TV 2 Lorry Dan Tschernia udfordrer nu et tætknyttet sammenhold mellem de otte TV 2-regioner. I årevis har alle regioner fået lige mange licensmidler fra politikerne, men den model stiller Dan Tschernia nu spørgsmålstegn ved.
»Jeg forstår ikke, at regionerne får det samme beløb. Vores station dækker en tredjedel af befolkningen og en tredjedel af landets kommuner, og det kræver selvfølgelig mere research,« siger Dan Tschernia, der siger, at Lorry ville komme længere rundt i hovedstadsregionen med flere midler.
Lorry dækker to regioner, og medarbejderne skal køre en time for at komme til byer som Hundested og Kulhuse. Til sammenligning dækker den mindste station, TV 2 Bornholm, kun Bornholms regionskommune.
Dan Tschernias ønske om, at de store regioner skal have mere, får ikke støtte fra direktør på TV2 Øst Vagn Petersen.
»Vi har, siden regionerne blev selvstændige i 2003, fordelt licensmidlerne solidarisk og fået det samme beløb. Det er muligt, at Lorry kan komme med eksempler på, hvorfor de skal have flere penge, men det kan de andre regioner også. Hvis vi åbner for den diskussion, vil det ende i ragnarok. Jeg mener ikke, at det koster mere at lave tv i hovedstaden end i provinsen.«
Da regionerne i januar gik over til at sende på de nye 24 timers kanaler, fik de 25 millioner kroner, som blev delt solidarisk med tre millioner kroner til hver af de otte kanaler. For øjeblikket er kulturminister Uffe Elbæk og medieordførerne i gang med at forhandle nyt medieforlig. Her forventes der at blive kanaliseret flere penge over til TV 2-regionerne. Og når det sker, skal det være efter en anden fordelingsnøgle, siger Dan Tschernia, der mener, at regionerne skal have mindst 10-20 millioner kroner ekstra.
TV2 Fyns direktør, Esben Seerup, støtter heller ikke tanken. Regionerne har indtil nu været solidariske, og det giver mest fornuft at fortsætte den kurs, forklarer han.
»Det er rigtigt, at Lorry dækker flere hustande end de andre regioner, men på TV2 Fyn skal vi for eksempel dække hele det fynske øhav. Der tager lang tid at sende et tv-hold til Ærø eller sydspidsen af Langeland.«
Han siger, at hvis nogle regioner skal have mere end andre, bliver det et rivegilde.
»Jeg mener, at vi skal fastholde, at vi er otte regioner, der laver samme mængde tv.«
Dan Tschernia siger, at Lorrys sendeområde er så stort, at det var svært at komme rundt i krogene, selv om stationen siden januar har haft en 24 timers kanal.
»Nu har vi fået sendetiden, men vi mangler pengene til at komme ud. Der sker meget uden for København, som vi ikke kan dække.«
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.