Lorry: Fejl ikke at oplyse, at ekspert er Venstre-kandidat

Advokat Kåre Traberg Smidt blev interviewet i TV 2 Lorry. Det fremgik ikke, at han er folketingskandidat for Venstre. Lorry: ”Det var ikke en bevidst beslutning, men en fejl". Smidt er uenig: »Jeg kan ikke lave om på mit liv, bare fordi jeg bliver kandidat«

Advokat Kåre Traberg Smidt var gæst i programmet Kont@kt på TV 2 Lorry i forgårs. Her skulle han forklare, hvordan dansk lov forholder sig til smæde og trusler på sociale medier i anledning af, at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen var blevet svinet til og truet på Facebook.

En mand var blevet anmeldt af Beskæftigelsesministeriet, efter at han blandt andet havde kaldt hende for ”en skodsæk” og truet med at ”splitte hendes familie”.

Men det fremgik ikke af programmet, at advokat Kåre Traberg Smidt også er folketingskandidat for Venstre.

Fåmælt Lorry: Det var en fejl

TV 2 Lorry erkender, at det var en fejl.

”Det var ikke en bevidst beslutning, men en fejl, at hans politiske tilhørsforhold og kandidatur ikke blev nævnt,” skriver redaktionschef Hans Nørgaard til Journalisten.

Men han afviser at svare på hvorfor og har ”ikke mere at tilføje”.

Hovedpersonen selv – Kåre Traberg Smidt – er dog uenig med TV 2 Lorry. Han kan ikke se problemet:

»I mange tilfælde mener jeg, det er en selvfølge, at det står klart, at man er politisk aktiv, fordi man har en dagsorden. Men i det her tilfælde holder jeg mig meget stringent fra at udtale mig om noget som helst politisk. Jeg forklarer paragrafferne.«

Har været i samme program som politiker

Han tilføjer, at han ikke var i tvivl om, at det var en bevidst beslutning fra TV 2 Lorry.

»Det er ikke 14 dage siden, jeg medvirkede i det selvsamme program som kandidat. De kender mig godt. Men her optræder jeg som strafferetsekspert.«

Kan jeg ikke som vælger blive forvirret, når du udtaler dig i tv – det ene øjeblik som advokat, det andet som politiker?

»Ikke når det handler om mit fagspeciale. En politiker bør netop kunne bryste sig af at have et fag, de ved noget om. Så folk kan godt se mig både som advokat og politiker. Det er der intet galt i. Men jeg er meget enig i, at man skal være meget opmærksom på, om der er det mindste holdningsprægede i det, man siger,« siger Kåre Traberg Smidt.

Holdt meningerne totalt for sig selv

I interviewet forklarer han blandt andet, at man som politiker må »kunne tåle noget«.

»Jeg vil sige, at man som politiker må kunne tåle noget. Specielt hvis man kommer med nogle ytringer eller nogle beslutninger som minister eller andet, må man forvente, at der kommer gang i debatten. Så må folk komme og råbe og skrige. Der er jo altså muligheden for, at man lige trykker på ”spær” eller ”slet” eller lignende, og så må man tage det med et smil. Men selvfølgelig, hvis der er trusler, så skal man tage dem alvorligt.«

Men han mener, at den formulering – som resten af interviewet – er rene ekspertudtalelser.

»Jeg henviser til en gammel højesteretsdom, og der står direkte i bemærkningerne, at i offentlige politiske debatter må forventes en meget rå tone. Derfor må man som politiker forvente en del. Det er en generalistisk bemærkning,« siger han.

Kåre Traberg Smidt understreger, at han også selv tænkte over det, da han blev inviteret i studiet. Han fik spørgsmålene tilsendt på forhånd, og han spurgte værten, kort inden programmet gik i gang, om der ville være spørgsmål om, hvor langt han mener ytringsfriheden bør gå.

»Så sagde hun ”nej, det kommer vi ikke ind på”. Jeg tror bare, de ville have en ekspert, der kunne forklare loven. Jeg mener noget om mange ting. Jeg mener jo, at ytringsfriheden bør være mere vidtrækkende, end den er i dag. Men det holdt jeg totalt for mig selv.«

Jeg kan ikke lave om på mit liv, fordi jeg er kandidat

Kåre Traberg Smidt undrer sig over, at TV 2 Lorry kalder det en fejl, at det ikke fremstod, at han er politiker.

»Jeg tror bare, de lægger sig ned for ikke at føre diskussionen videre. Hvis den fortsætter, kommer de ud i en diskussion om, hvorvidt de bruger de forkerte eksperter.«

For at være sikre bør vi journalister så ikke helt undlade at bruge aktive politikere som eksperter?

»Overhovedet ikke. Det ville være fuldstændig berøringsangst og helt ude i hampen. Jeg skal kunne virke som aktiv erhvervsmand og komme med de ekspertudtalelser, jeg har. Jeg kan ikke lave om på mit liv, bare fordi jeg bliver kandidat,« siger Kåre Traberg Smidt.

2 Kommentarer

Jesper Ransborg Jensen
10. SEPTEMBER 2014
Kan slet ikke se problemet.
Kan slet ikke se problemet. Har hørt mange andre jurister forklare, at "offentlige personer bør kunne tåle mere". Og så længe manden bliver spurgt til, hvordan loven er strikket sammen, og ikke hvordan han mener den bør være, så kan jeg slet ikke se, at det kommer sagen ved, om han er kandidat, frimurer, spejder eller indremissionsk.
Steffen Mandrup-Christensen
10. SEPTEMBER 2014
enig med Laue Traberg, men
enig med Laue Traberg, men oplysningen om hans partitilhørsforhold burde have været med, så kan folk selv vurdere om hans udtalelse påvirkes af dette eller ej. I tilfældet Mette Frederiksen er det ikke ordet "Skodsæk" der er problemet men fortsættelsen der er en direkte trussel mod liv og helbred