Løntilskud undergraver fairness

DEBAT: Jeg er simpelthen så harm over, at offentlige kulturinstitutioner kan få lov at ansætte pr- og kommunikationsmedarbejdere i løntilskud.

For modsat mine vilkår som privat erhvervsdrivende, hvor jeg skal betale løn (helst til overenskomst), hvorefter kommunen refunderer halvdelen op til cirka 60 kroner i timen, så kan kulturflagskibet Godsbanen i Aarhus slå to løntilskudsstillinger op. En pr-ansvarlig og en ansvarlig for fundraising. Pris: Gratis, eftersom offentlige løntilskud kun udløser dagpengesats til arbejdstager!
Skal jeg tage samme person ind, ja så skal omsætningen øges med 40.000 per måned.

Det kan simpelthen ikke være meningen med reglerne – at de private opgaver sendes i offentlige underbetalte tilskud. Havde Godsbanen i stedet købt opgaverne ude i virkeligheden, så kunne den manøvre være med til at skabe reelle arbejdspladser til mennesker, der samtidig kan få en reel opfattelse af, hvad de er værd.
Jeg mener, at reglerne undergraver både fagforbundets, de lediges og arbejdsgivernes muligheder for en fair faglig fremtid!

– Chresten Ibsen, direktør og kommunikationskonsulent, chib pressebureau

0 Kommentarer