search

Jesper Vestergren (siddende på stolen ved vinduet) undrer sig over, at Justitsministeriet fremlagde terrorrapporten så sent: »Jeg aner ikke, hvornår de har fået rapporten – men de har i hvert fald brugt noget tid på at sætte den i produktion.« Søren Bidstrup/Scanpix

i

Værsgo, her er 143 siders terrorredegørelse – nogen spørgsmål?

Politiske journalister anklager Justitsministeriet for bevidst at lægge sten i vejen for pressens dækning, da evalueringen af myndighedernes terrorindsats blev præsenteret. »Det er ikke ok, at pressen har så ringe betingelser for at sætte sig ind i indholdet,« siger Radio24syvs politiske redaktør. Ministeriet vil ikke svare på spørgsmål om pressemødet

I højre hånd har han mikrofonen, og på venstre knæ balancerer notesblokken med de forberedte spørgsmål. Med en hurtig bevægelse retter han på sit slips med venstre hånd og flytter kuglepennen et par millimeter længere ind midt på blokken på knæet. Han er klar. Men er de også klar hjemme i studiet? DR's politiske reporter Jesper Vestergren er vant til korte deadlines og live-sendinger. Men han kan godt mærke, at der er ekstra pres på denne onsdag aften til pressemøde i Justitsministeriet. Foran ham sidder justitsminister Mette Frederiksen i færd med at præsentere hovedpunkterne i den længe ventede redegørelse fra Rigspolitiet for forløbet og myndighedernes indsats i forbindelse med angrebet mod kulturhuset Krudttønden og synagogen i København i februar.

Om lidt stiller TV Avisen om til pressemødet, hvor han skal forsøge at få ordet og stille tre spørgsmål til ministeren, mens kameraet ruller. Timingen skal helst sidde lige i skabet, for at det kan komme til at fungere for seerne hjemme i stuerne, tænker han. 

Mindre end 20 minutters forberedelse

143 sider bestående af 16 kapitler og 31 siders bilag. Så lang var den rapport med evalueringen af terrorindsatsen, som justitsministeren præsenterede for Jesper Vestergren og de øvrige journalister på et pressemøde onsdag den 6. maj. Mindre end 20 minutter inden mødet gik i gang klokken 18, var rapporten blevet kørt ind på et lille rullebord og delt ud i lokalet. 

Det er mange sider, som du har under 20 minutter til at læse, forstå og forberede spørgsmål til.

 

Jesper Vestergren
politisk reporter, TV Avisen

»Jeg når hurtigt at prøve at danne mig et overblik over, hvad det her er for en bog. Det er jo 143 sider, så det er fuldstændigt umuligt at nå at læse dem. Jeg fokuserer i stedet på at nå at skimme resuméet – men alene det er lige over 20 tætskrevne A4-sider. Det er mange sider, som du har under 20 minutter til at læse, forstå og forberede spørgsmål til,« siger Jesper Vestergren.

Han undrer sig over, at ministeriet ikke har sendt materialet ud til pressen tidligere. Noget tyder ifølge ham på, at det i hvert fald ikke skyldtes, at ministeriets folk ikke havde dokumentet klar før.

»Den fysiske rapport, vi får, ligner ikke noget, man lige har printet, to minutter før vi kommer ind til mødet. Den er limet i ryggen, den har plastik-cover og et farvebillede på forsiden. Jeg aner ikke, hvornår de har fået rapporten – men de har i hvert fald brugt noget tid på at sætte den i produktion,« siger Jesper Vestergren.

Ikke et nyt fænomen

Hans kollega fra Radio24syv, politisk redaktør Jesper Termansen, siger det endnu mere direkte: 

»Selvfølgelig er det en bevidst handling at stille pressen i en situation, hvor der ikke er nogen, som har haft tid til at læse, hvad der faktisk står i papirerne. Det kunne man sagtens gøre anderledes, hvis man havde villet. Det er jo ikke sådan, at justitsministeren får sådan en redegørelse fra rigspolitichefen i en prøvekuvert, tre timer inden hun går ud og holder pressemødet,« konstaterer han. 

Selvfølgelig er det en bevidst handling at stille pressen i en situation, hvor der ikke er nogen, som har haft tid til at læse, hvad der faktisk står i papirerne.

 

Jesper Termansen
politisk redaktør, Radio24syv

Jesper Termansen har selv arbejdet som pressechef i Socialministeriet, inden han i 2011 blev politisk redaktør på Radio24syv. Han er overbevist om, at justitsministeren og hendes folk nøje har tilrettelagt og orkestreret forløbet, så de bedst muligt kunne komme igennem med deres version af, hvad rapporten konkluderer.

»Jeg har kendt det her fra begge sider af bordet gennem mange år. Og det er jo ikke et nyt fænomen, at man prøver at tilrettelægge den slags, så ministeren får maksimal positiv omtale – eller mindst mulig negativ omtale – og så pressen til gengæld står i den ringeste position. Men det bliver hele tiden mere og mere udtalt,« siger han.

Han mener heller ikke, det var tilfældigt, at pressemødet om terrorevalueringen blev afholdt klokken 18 og ikke for eksempel klokken 10 næste formiddag:

»Klokken 18 er et tidspunkt, som stiller ministeren rigtig gunstigt i forhold til at komme ud med sit budskab. Man ved, det er lige op til TV Avisen og nyhedernes hovedudsendelse, hvilket betyder, at ministeren kommer på live. Og man ved selvfølgelig også udmærket godt, at de almindelige traditionelle aviser allerede på det tidspunkt har travlt med at gøre avisen til næste dag færdig,« siger Jesper Termansen. 

En vagt blev dræbt foran synagogen i København. På pressemødet den 6. maj kritiserede justitsminister Mette Frederiksen, at PET ikke havde sørget for bedre bevogtning hurtigere.
Foto: Søren Bidstrup/Scanpix

Dårlige arbejdsbetingelser

Netop pressemødets ubelejlige tidspunkt var også dagens største hovedpine for DR's Jesper Vestergren den onsdag, hvor terrorredegørelsen blev lagt frem. Mailen fra Justitsministeriet om aftenens pressemøde landede klokken 15.03.

»Jeg kan jo med det samme fornemme, at det hele bimler og bamler. Og jeg begyndte straks at tænke på, at vi jo har vores 18.30-udsendelse, og at vi er nødt til at arbejde med flere scenarier op til den for at få et eller andet med fra pressemødet,« fortæller han.

To af de tre scenarier, han når frem til med sin redaktør, tager udgangspunkt i, at pressemødet er slut klokken 18.30. Men da TV Avisen begynder, er pressemødet stadig i fuld gang. 

»Vores sidste scenarie – som så var det, der udspillede sig – er, at jeg forsøger at lave en aftale med dem om, at jeg ikke stiller nogen spørgsmål under pressemødet. Men i det sekund, jeg markerer, så skal jeg til, for så er aftalen, at vi simpelthen taler direkte ind i TV Avisen,« siger Jesper Vestergren.

En model, som hverken han eller hans nærmeste chef i DR, politisk redaktør Uffe Tang, foretrækker.

»Det giver selvfølgelig en dækning, der er præget af, at det er svært for alvor at gå i dybden med rapporten. Men det er bestemt heller ikke gode arbejdsbetingelser for os, når det hele foregår klokken seks om aftenen, og vi først får rapporten stukket i hånden umiddelbart inden,« siger Uffe Tang. 

Tror du, ligesom Jesper Termansen, at ministeriet bevidst har planlagt det sådan, for at gøre det svært for jer at lave en grundig, kritisk dækning på dagen? 

»Spørger du ministeriet, vil de sikkert sige, at det er der alle mulige grunde til. Men jeg forstår godt, at Jesper Termansen får den tanke. De der ting gør jo, at de får nemmere ved at styre budskaberne. Og det pressede forløb gør også, at de får nemmere ved at lade en sproglig afsmitning køre igennem til medierne,« siger han og nævner som eksempel ordet 'læringspunkter' fra rapporten:

»De taler hele tiden om, at vi har nogle læringspunkter her. Men selve udtrykket er i min bog fuldstændigt gak. For det, det handler om, er, at der er kritik af politiet – og den kritik gør, at der er ting, som skal rettes op.«

De taler hele tiden om, at vi har nogle læringspunkter her. Men selve udtrykket er i min bog fuldstændigt gak.

 

Uffe Tang
politisk redaktør, TV Avisen

På ministerens præmisser

Jesper Termansen er enig i, at pressedækningen på dagen bar præg af, at journalisterne havde usædvanligt svære arbejdsbetingelser. 

»Man kan jo selvfølgelig både se og høre, at det hele foregår på ministerens præmisser. Derfor er det også ministeren, som vinder første runde. Pressen kan selvfølgelig følge op de efterfølgende dage, men det er en yndet taktik, at når der så er gået et døgn eller to, og pressen har haft mulighed for at bore i forklaringerne, så er ministeren ikke at træffe for et uddybende interview,« siger han. 

Jesper Termansen nævner Lars Løkkes maraton-pressemøde omkring GGGI-sagen i efteråret 2013 som et andet eksempel på det samme. Her fik pressen heller ikke mulighed for at læse de flere hundrede siders bilag – hvoraf flere var på koreansk – inden pressemødet. Og i de efterfølgende dage var partiformanden ikke at træffe for opfølgende spørgsmål.

»Det, vi ser nu, er altså ikke et helt nyt fænomen. Men det foregår i endnu højere grad og med større professionalisme end tidligere. Og i den konkrete sag synes jeg faktisk ikke, det er ok, at pressen har så ringe betingelser for at sætte sig ind i indholdet og dermed stille relevante spørgsmål i forhold til en vigtig sag. Man kan ikke fortænke en minister i gerne at ville fremstå så god som muligt. Men man må forlange, at ministre og ministerier overholder god forvaltningsskik, ensartet behandling af medierne og ikke direkte modarbejder hensynet til offentlighedens interesse,« siger Jesper Termansen. 

Ikke nødvendigvis en smart strategi

Spørger man Peter Mogensen, som i 90’erne var spindoktor for daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen, kan man ikke klandre ministeriet for bevidst at lægge små sten i vejen for pressen i en sag som den aktuelle:

»Det er jo en kæmpe bombe for regeringen, så selvfølgelig planlægger de det, så det bliver så bøvlet som muligt for pressen. De ville være skøre, hvis de gjorde andet. Men det er der altså ikke noget nyt i – sådan gjorde vi også i 90’erne, når vi skulle ud med en bombe. Og jeg kan ikke se, at det skulle være blevet værre, end det var dengang,« siger han.

Selv om strategien i den aktuelle sag i første omgang resulterede i en dækning, som i høj grad var på justitsministerens præmisser, så er Jesper Termansen ikke sikker på, at det i længden er en smart strategi for ministeriet. 

»De vinder første runde – men det kan jo sagtens slå bak, hvis en minister bliver lidt for smart og lidt for god til at undgå spørgsmål fra pressen. Det skulle jo gerne skærpe pressens interesse,« siger han. 

Det er jo en kæmpe bombe for regeringen, så selvfølgelig planlægger de det, så det bliver så bøvlet som muligt for pressen. De ville være skøre, hvis de gjorde andet.

 

Peter Mogensen
politisk kommentator

Peter Mogensen er enig i, at det er en balancegang. Men i den aktuelle sag vurderer han ikke, at balancen tipper:

»Selvfølgelig risikerer du at tirre vilddyret, hvis du går for langt i en sag, der faktisk er kød på. Men det synes jeg ikke, den her sag er et eksempel på. De sørger bare for, at de kommer igennem første runde uden de store ridser i lakken. De kommer selvfølgelig ikke helt af krogen, men jeg tror heller ikke, de gør sig nogen forhåbninger om at snøre pressen,« siger Peter Mogensen. 

Journalisten ville gerne have spurgt kommunikationschef i Justitsministeriet Emil Melchior eller Mette Frederiksens særlige rådgiver Martin Rossen, hvorfor de tilrettelagde pressemødet den 6. maj, som de gjorde. Men ministeriets folk har takket nej til at deltage i et mundtligt interview. De har heller ikke ønsket at svare på konkrete spørgsmål om den aktuelle sag per mail. I stedet har de sendt dette:

"Generelt forsøger Justitsministeriet at invitere, afholde og tilvejebringe nyt materiale til pressemøder i god tid og på tidspunkter, der giver de bedst mulige arbejdsbetingelser. Der kan dog være en række praktiske udfordringer i forhold til afholdelse af pressemøder, idet der naturligvis skal tages hensyn til folketingsarbejde, udvalgsmøder og andre arbejdsmæssige forpligtigelser."

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen