search

”Det er tragisk, at man har brugt skatteborgernes penge til et projekt, som man bruger otte år på at blive gode til, og så bryder man det måske ned igen,” siger Iben Maria Zeuthen (tv.) om Radio24syvs usikre fremtid. Foto: Jonas Pryner Andersen

i

Radio24syv – om lidt bliver her (måske) stille

Radio24syv har erobret en position i medie-Danmark – men til efteråret kan det være slut. Ingen aner, hvem der får sendetilladelsen for de næste otte år. Mød tre kolleger, der var med fra starten – og måske også skal lukke og slukke stationen

”Jeg har mest ondt af mine unge kolleger med børn”

– Hanne Højer, planlægningsredaktør, Radio24syv

Foto: Jonas Pryner Andersen

 

Hanne Højer er lige mødt ind på arbejde. Vi sidder på hendes kontor på Radio24syvs hovedsæde i det indre København og skal snakke om elefanten i rummet, som er radiokanalens sendetilladelse, der udløber den 31. oktober. 

Der er stille på den anden side af døren. Klokken er lidt over 9.30, og hendes kolleger på nyhedsredaktionen er i fuld gang med et redaktionsmøde. Hun fortæller, at det er et godt tidspunkt at lave et interview på, men få minutter senere banker det på døren. 

”Har du et æggeur?” spørger en mandlig kollega.

Hanne Højer åbner straks en skuffe og rækker æggeuret til kollegaen, som undskylder stilfærdigt og lister ud af lokalet. Hun fortsætter sin afbrudte talestrøm i knap to minutter, før der lyder endnu et bank på døren, og en anden mand kigger ind ad glasvinduet.

”Det er lidt vigtigt. Er mødelokalet booket i dag?” 

Hanne har ikke nået at tænde computeren endnu og sender kollegaen videre til ’Daniel fra teknikafdelingen’. Kollegaen, som er den famøse Kirsten Birgit i forklædning, kvitterer med et ”tak og undskyld”.

”Der kan du bare se. Vi er allerede i fuld gang med det, jeg laver,” siger hun og griner.

Vi har så meget at byde på

Hanne var en af de første, der blev ansat på Radio24syv tilbage i september 2011. Hun er planlægningsredaktør med ansvar for vagtplaner, efteruddannelse og andre mere lavpraktiske ting.

Hun er også en af 75 medarbejdere på Vester Farimagsgade 41, der ikke ved, om de har et arbejde efter den 31. oktober, hvor radiokanalens sendetilladelse udløber.

”Det vil være frygteligt, hvis Radio24syv ikke fortsætter. Vi har så meget at byde på og så mange gode programmer. Vi bliver lyttet til og talt så meget om,” siger Hanne Højer.

Efter otte år og 745,56 millioner kroner sendes radiofrekvensen FM4 i udbud den 1. marts, og ingen ved derfor, om radiokanalen eksisterer den 1. november 2019. Radio24syv, der ejes af Berlingske People, forventes at indgive en ansøgning og konkurrere om tilladelsen til at sende mere taleradio til danskerne.

Men intet er sikkert for Radio24syv, der kom til verden, fordi den daværende VK-regering ville oprette et alternativ til DR’s monopol med taleradio i Danmark.

”Vi begyndte med fire Ikea-borde og lånte stole fra receptionen. Det tog lidt tid, før vi fandt vores ben. Vores første udsendelser var ikke amatøragtige, men meget nye. Vi havde en ambition om 500.000 lyttere om ugen, og det grinede folk af. Men der er vi nu og har faktisk været det i lang tid,” siger Hanne Højer.

 

Opgaverne holder uvisheden på afstand

Hanne Højer understreger, at Radio24syv har været privilegeret, fordi den i modsætning til DR og B.T., hvor hun har været ansat tidligere, har undgået ”ubehagelige” fyringsrunder. Det har givet dem en stor grad af frihed og tryghed, men også en bevidsthed om, at det i første omgang ”kun” varer i otte år.

”Jeg har det okay, fordi jeg har kendt udløbsdatoen fra starten. Jeg har vidst det. Ledelsen har vidst det. Medarbejderne har vidst det. Det kommer ikke som en overraskelse for os. Det kommer måske mere som en overraskelse for omverdenen. Vi har jo vidst, at kanalen var til låns.”

Når det er sagt, synes hun stadig, at det vil være trist, hvis Radio24syv holder op med at eksistere. Eller at 60 procent af redaktionen skal flytte 110 kilometer vest for Københavns centrum, som det hedder i det nye medieudspil, regeringen og Dansk Folkeparti blev enige om sidste år.

”Det er mærkeligt at tænke på. Men jeg er jo praktikeren i huset, så jeg er begyndt at lave en mappe med de abonnementer, jeg skal huske at opsige. Jeg tror også, det er godt for mig, fordi det holder uvisheden på afstand,” siger Hanne Højer for så igen at tænke på sine kolleger.

”Men jeg er 61 år til den tid og kan to år senere gå på efterløn. Jeg har mest ondt af mine unge kolleger med børn.”

 

”Jeg får nok aldrig et job, der er bedre”

– Anders Christiansen, redaktør og vært på kulturmagasinet 'AK 24syv'

Foto: Jonas Pryner Andersen

 

Journalist Anders Christiansen kalder sit job som vært på kulturmagasinet ’AK 24syv’ det bedste nogensinde. Til gengæld ved han ikke, om han har jobbet om otte måneder, når radiokanalens sendetilladelse udløber. Han kan heller ikke flytte med til Aarhus. 

Et rødt papir er tapet fast til hoveddøren. ”Her bor Wingman Media (Radio24syv)”, står der med versaler og sorte tuschbogstaver i en af mange virksomheder på Istedgade i det indre København. 

Journalist Anders Christiansen råber fra den anden side af vejen, at han lige skal købe en ’to go-kaffe’, inden han låser døren op, og vi sætter os til rette i to sofastole i entréen.

”Det er selvfølgelig pisseirriterende. Megatræls. Privat og personligt er det stressende, at jeg ikke ved, om jeg har et arbejde til efteråret,” fortæller han om den skæbnesvangre dato den 31. oktober 2019, hvor Radio24syvs sendetilladelse udløber. 

Anders Christiansen har været med lige fra begyndelsen i 2011, da Radio24syv kom til verden, fordi den daværende VK-regering ville oprette et alternativ til DR’s monopol med taleradio i Danmark. En måned inden kanalen gik i luften, blev han ansat på produktionsselskabet Wingman Media.

Her har han arbejdet som journalist og de seneste fire år som redaktør på kulturmagasinet ’AK 24syv’. Han synes, at der er mange grunde til at bevare radiokanalen.

”Radio24syv er blevet bedre til at lytte mere og snakke mindre. I starten var der for meget sniksnak. I dag har vi fået forståelse for, at det er gæsterne, der er fede. Vi lytter mere, vi er mere nysgerrige, vi får mange nye stemmer ind, som man aldrig har hørt før,” siger Anders Christiansen.

Træt af medieforlig

Uvisheden om fremtiden handler også om, hvem af medarbejderne der eventuelt skal flytte arbejdsplads mindst 110 kilometer vest for Københavns centrum. Det er 60 procent af medarbejderne forpligtet til ifølge det nye medieudspil, regeringen og Dansk Folkeparti blev enige om sidste år.

”Jeg er så træt af det fucking medieforlig,” siger han og ryster på hovedet.

”Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det her med udflytningen skulle komme ind over. Personligt har jeg ikke tænkt mig at flytte. Jeg har hustru, barn og venner i København, så det vil ikke give mening, og det kan jeg heller ikke forvente af min hustru.”

Sværere at få gæster i studiet

Ud over at det ikke kan lade sig gøre af private årsager, er han også bekymret for, om redaktionen på ’AK 24syv’ vil kunne lave magasinet med otte timers indhold om ugen, hvis de skal flytte med til en eventuel redaktion i Aarhus.

”Vi er sindssygt afhængige af at få gæster i studiet på kort varsel. Det bliver ikke nemmere at få folk fra Odense i radioen, hvis vi er i Aarhus. Du kommer til at begrænse muligheden for, hvem du kan få ind i studiet – især magtudøvere og folk, der har stor indflydelse på kulturlivet,” siger Anders Christiansen.

Men lige nu og her er der ikke noget, Anders selv kan stille op. Måske har han et job om otte måneder. Måske har han ikke. Han kan kun vente på, at der kommer en afklaring. Inden da vil han ikke få noget ud af at gå og bekymre sig, som han formulerer det.

”Jeg får nok aldrig et job, der er bedre. Nogensinde. Selvfølgelig er der andre ting, der kunne være federe – for eksempel en federe løn. Men at have en arbejdsplads, hvor der er fire mennesker, der bestemmer, hvad vi laver, uden at der er andre, der blander sig med strategiplaner og målgruppeanalyser og alt muligt pis og lort. Det er unikt,” siger Anders Christiansen.

 

”Til julefrokoster skulle vi forsvare, at vi lavede så dårlig radio”

– Iben Maria Zeuthen, producer, 24syv Dokumentar-redaktionen:

Foto: Jonas Pryner Andersen

 

33-årige Iben Maria Zeuthen har også været med lige fra den spæde begyndelse i 2011. En måned inden kanalen gik i luften, blev hun ansat. 

”Det er tragisk, at man har brugt skatteborgernes penge til et projekt, som man bruger otte år på at blive gode til, og så bryder man det måske ned igen. Hvis det sker, er det spild af folks penge,” siger Iben Maria Zeuthen, der er fastansat på halvtid som producer på redaktionen 24syv Dokumentar.

Indrammede citater på toilettet

Iben laver sin sædvanlige Nescafé med letmælk, inden hun viser mig rundt i den høje, hvide bygning på Vester Farimagsgade 41, hvor det hele startede for otte år siden.

Hun hilser afslappet på kollegerne, som hun kalder for ’en familie’, og fortæller om, hvordan hun er kommet ned på redaktionen i krisetider som freelancer. Eller hvis hun har haft en dårlig dag og lyst til at spise en frokost sammen med andre.

”Her er der virkelig plads til personen. Man skal ikke pakke sine kriser væk, når man kommer på arbejde. Det er den største forskel for mig i forhold til andre arbejdspladser,” siger Iben Maria Zeuthen, mens hun spiser det sidste stykke af et æble og lægger benene op på stolekanten.

De indrammede citater på Radio24syvs toiletter er det, Iben Maria Zeuthen er mest stolt over. Det er citater fra tidligere kritikere og kolleger i mediebranchen, der har kaldt radiokanalen for ’den flade underkop’ og ’tåkrummende ringe’. Hun synes, at citaterne indkapsler den rejse, som medarbejderne har været på.

”Det lød også ad helvede til. Der var fire år, hvor vi spiste fødselsdagslagkager hver november og tænkte: Gad vide, om det nogensinde slår an? Til julefrokoster med familien skulle vi forsvare, at vi lavede så dårlig radio. Men det er jo klart, fordi vi skulle starte fra nul,” siger hun og peger hen mod toiletterne:

”Det er vildt sjovt at sidde otte år efter, læse citaterne og tænke: Gamle mand, det var os, der fik ret i sidste ende. Jeg er virkelig stolt af, at vi er gået fra slet ikke at kunne sende radio til at sende habil radio 24 timer i døgnet. Jeg synes fandeme aldrig, jeg tænder for Radio24syv og tænker, det lyder som et papkasse-show.”

Mere ærgerligt for radio-Danmark

Når Iben Maria Zeuthen tænker på sin egen usikre fremtid, er hun ikke bekymret. Tværtimod. Hun har fra starten vidst, at Radio24syvs sendetilladelse ville udløbe efter otte år, så usikkerheden er et vilkår, hun har forberedt sig på over tid.

”Jeg har ikke tegnet kontrakt på en anden fastansættelse. Ingenting på tegnebrættet. Ikke andet end det freelancearbejde, jeg ellers laver, som kun tegner sig for en tredjedel af min løn. Men jeg er i hvert fald ikke bekymret,” siger Iben Maria Zeuthen og kigger spørgende på en kollega, der tilfældigvis går forbi os på redaktionen og overhører samtalen.

”Det er livet i showbiz,” siger han nikkende og bliver suppleret af en kvindelig kollega. 

”Ja, der er ikke nogen katastrofestemning her. Men det vil være superærgerligt, hvis den knowhow og intellektuelle kapital, vi har bygget op de seneste otte år, forsvinder. Så vil det være mere ærgerligt for radio-Danmark end for os,” siger hun.

Den sidste sætning giver et lille sæt i Iben Maria Zeuthen, som rejser sig halvt fra stolen og udbryder:

”Ja! Det vil være spild af folks skattepenge. Vi er jo godt stillet, fordi Radio24syv er et godt sted, hvor vi har fået lov til at dygtiggøre os. Vi har haft en stor grad af frihed og fået lov til at bijobbe. På den måde har det været nemmere at brande os selv,” siger Iben Maria Zeuthen. 
 

Interviewene med de ansatte på Radio24Syv er lavet, inden det kom frem, at ledelsen har valgt at uddele bonusser på tre måneders løn til udvalgte chefer og værter i et forsøg på at fastholde dem. Journalisten har opfølgende spurgt ind til sagen på mail:

”Jeg er ikke en del af hverken journalist- eller chefgruppen. Og jeg har ingen kommentarer til sagen,” skriver Hanne Højer.

”Jeg lærer aldrig at forstå chefers glæde ved at uddele bonusser til andre chefer,” skriver Anders Christiansen.

Iben Maria Zeuthen har ikke nogen kommentarer til sagen. 

 

Kommentarer
24
Niels Riis Ebbesen
19.03.19 09:35
Radio24syv har været et
Radio24syv har været et friskt pust, den har gjort det så godt, at det vil være en dødssynd, og et meget stort tab for radiolytterne, hvis den ikke får lov til at forsætte.

Politikerne kan passende ta’ yderlig en radiokanal fra DR, og placere dens hovedsæde i Jylland, hvis de absolut vil have en provinsiel radiokanal, hvor radioværterne snakker med jyske dialekter.
Fremhævet af Journalisten
Niels Philip Kjeldsen
19.03.19 17:25
Helt godnat, hvis 24/7 bliver
Helt godnat, hvis 24/7 bliver lukket. Så simpelt er det.
Fremhævet af Journalisten
Torben Rasmussen
19.03.19 18:19
"Det er tragisk, at man har
"Det er tragisk, at man har brugt skatteborgernes penge til et projekt, som man bruger otte år på at blive god til, og så bryder man det måske ned igen. Hvis det sker er det spild af folks penge", siger Iben Maria Zeuthen.
Nej, Iben Maria Zeuthen
Det er ikke spild af folks skattekroner, at stoppe noget, der kun fungerer halvt.
Tager vi udgangspunkt i Zeuthens senest omtalte projekt på Radio24syv; Ghita Nørby interviewet, så sidder jeg selv fortsat med en lang række ubesvarede spørgsmål.
Havde Zeuthen fx en aftale med Ghita Nørby om, at når hun forlod Ghita Nørby, ja så skulle hun som det første dele lyden med andre, så de - 3 uger før selve interviewet blev bragt i radioen - kunne bruge Ghita Nørbys replikker i en Kirsten Birgit satire, hvor Kirsten Birgit ydmyger medværten?
(Den Korte Radioavis sendt d. 20. februar.)
Og hvis Zeuthen ikke havde sådan aftale med Ghita Nørby, hvordan havnede interviewet så hos Kirsten Birgit flere uger før det røg ud i æteren?
Er det sædvanligt eller et enestående tilfælde for Zeuthen?
Og hvad var Zeuthens motiv for, som det første, at bruge Ghita Nørby replikker i et satire program?
Og såfremt Ghita Nørby ikke var informeret om, at Zeuthen ville lade replikker fra interviewet danne grundlag for en Kirsten Birgit dialog 3 uger før selve interviewet, mener Zeuthen så i dag at hun har optrådt korrekt i forhold til Ghita Nørby og kan andre forvente samme arbejdsmetoder fra Radio24syv?
Lige nu sidder jeg tilbage med ubesvarede spørgsmål og kan kun gætte på motiverne til fremgangsmåden.
Og i denne situation synes jeg absolut ikke Radio24syv er værd at kaste flere skattekroner efter.
Skatteyderne og radiolytterne fortjener langt bedre radio.
Fremhævet af Journalisten
Kim Norrgren
19.03.19 19:01
Pil ikke ved 24/7. Hvis, gud
Pil ikke ved 24/7. Hvis, gud forbyde, lokale medier får fat i kanalen så bliver det ødelagt. Radio banko, ligegyldige lokal nyheder som allerede kan høres i P4. Jeg frygter at det hele er et politisk trick for at udrydde den kritiske journalistisk som 24/7 så fantastisk godt mestre.
Fremhævet af Journalisten
Niels Riis Ebbesen
19.03.19 19:19
Hej Torben Rasmussen, dit
Hej Torben Rasmussen, dit uglegylp er off-topic i denne debat, som handler om en hel radiostation, og ikke en enkelt radioudsendelse.

Og når det er sagt, så vil jeg da lige gi’ dig det svar, at det har været befriende med en journalist som har haft modet til at vise lytterne, at Githa Nørby er en arrogant og forkælet overklassefrue.

Men du foretrækker nok DR’s og de store dagblades stil, hvor journalisterne er ærbødige overfor den herskende klasse, og slet ikke tør udstille dens dekadence.
Fremhævet af Journalisten
Per Daugaard
19.03.19 20:06
Behøver billederne til
Behøver billederne til artiklen absolut at ligne noget der er taget med et Kodak Instamatic i år 1967?
Det kan fotograf Jonas Pryner ikke være bekendt, og det kan billedredaktøren på "Journalisten" slet, slet ikke være bekendt.
Det er de ringeste billeder jeg har set i vores fagblad i årevis.
Allervenligst Per Daugaard
Fremhævet af Journalisten
Øjvind Hesselager
19.03.19 20:14
Kære Per

Kære Per

Tak for dit engagerede indlæg. Vi vil gerne svare bedst muligt. Er det billederne i papirudgaven eller onlineudgaven af Journalisten, du kritiserer? Eller måske begge steder?

Og i samme ombæring. Bortset fra, at du udpeger en kameratype, du ikke kan lide - kan du så uddybe hvorfor disse billeder slår alle rekorder i ikke at være ret gode?

Mvh
Fremhævet af Journalisten
Per Daugaard
19.03.19 21:04
Hej Øjvind.

Hej Øjvind.
Dette gælder både papir og onlineudgaven.
Ikke et ondt ord om Kodak Instamatic, -havde selv et dengang.
Jeg ryger til tasterne fordi jeg føler mig snydt ved at se de billeder som illustrerer en i øvrigt glimrende artikel.
Billederne er uskarpe, overeksponerede og pisse kedelige. De er ganske enkelt uengagerede.
Jeg er så træt af den trend der er blandt unge fotografer som skal "finde deres eget udtryk" ved at fotografere på film, eller få det til at se sådan ud. Det mener jeg er at sætte den tekniske udvikling 25 år tilbage. Derudover skal det hele helst se ud som da mor var dreng, altså falmet, uskarpt og uinteressant.
Jeg fik en kedelig forsmag på denne trend sidste år da to fotografer vandt en kategori i ÅP med nogle billeder fra de danske kyster.
Ikke nok med det, men i år har årets pressefotograf lavet det samme nummer. Her vil jeg blot henvise til Søren Lorentzens glimrende kommentar i "Journalisten".
Det bør kunne forventes at vi i netop vores fagblad bliver budt det ypperste indenfor pressefotografi: Indhold frem for form!
Du benytter måske ironi når du betegner mit indlæg engageret, men fred med det.
Disclaimer:
Per Daugaard er bare en sur gammel mand der ikke har forstand på noget som helst :-)



Fremhævet af Journalisten
Øjvind Hesselager
19.03.19 21:16
Kære Per

Kære Per

Tak for uddybning. Jeg smådrillede lidt med ordet "engageret", rigtigt. Det kan du godt tåle.

Jeg har ikke fagligheden og sproget til at svare dig godt nok, vurderer jeg umiddelbart. Bortset fra at jeg er utroligt glad for Pryners bidrag til os i al almindelighed.

Jeg håber kompetente billedfolk stiger på debatten.

mvh
Fremhævet af Journalisten
Niels Riis Ebbesen
19.03.19 21:34
Hej Øjvind Hesselager, synes
Hej Øjvind Hesselager, synes du ikke at Per Daugaard indspark er sagligt og kompetent.
Fremhævet af Journalisten
Øjvind Hesselager
19.03.19 21:41
Hej Niels

Jo uhyre.

Mvh

Hej Niels

Jo uhyre.

Mvh
Fremhævet af Journalisten
Ole B. Kristensen
19.03.19 22:43
”Mikrofonholder” hedder en af
”Mikrofonholder” hedder en af Radio 24syvs programserier. Konceptet er nu blevet taget op af Journalisten, som overlader ordet eksklusivt til tre negativt indstillede medarbejdere, der kan blive berørt af stationens flytning. Reportagen kunne være fulgt op af en artikel med kritiske eller blot mere nuancerede opfattelser. Det blev den ikke. For at føje spot til skade klassificerer Journalisten indholdet (blandt de 10 kategorier, bladet måler sig på) som ”journalistik”.

At teksten er skrevet af en praktikant kunne være en undskyldning, hvis man lukker øjnene for, at praktikforløbet er en del af uddannelsen, og at bladets redaktør og vejledere skal bidrage hertil. En anden undskyldning kunne være, at Journalisten som fagforeningsblad skal varetage DJ-medlemmers interesser. I dette tilfælde er det så udelukkende kreds 1-medlemmers interesser, som varetages, mens provinsmedlemmerne ikke skal forvente opbakning til at kunne få del stationens jobs!

Og i øvrigt mht. Radio24syv: Hvad med lytternes/borgernes interesser og den markante holdningspåvirkning, der er udøvet gennem mere end syv år? Udsendelseskoncepterne, deres indhold og holdninger lugter med enkelte undtagelser langt væk af de tre k’er: den københavnske kreative klasse. Et segment, der kendetegner såvel de redaktionelle medarbejdere som deres studiegæster. Det virker som én stor hån mod verden vest for Valby Bakke, hvis skatteborgere må bøde til det udprægede københavneri. Hertil kommer, at man kritikløst beskæftiger tidligere dømte svindlere og vaneforbrydere; og vha. fast, skattebetalt sendetid, skal det nok lykkes at få sendt en af disse i Folketinget sammen med hans såkaldte parti. At nyhedsredaktionen døjer med at følge med nyhedsstrømmen er i den sammenhæng et mindre problem.

Tilbage til Journalistens artikel. En af de tre medarbejdere, som får mikrofontid, finder det ”pisseirriterende”, er ”fucking” træt af medieforliget og føler sig ”sindsygt” afhængig af at kunne få gæster i studiet med kort varsel. Manden med de trivielle sprogblomster er kulturredaktør - og så græder han over, at han nok aldrig får ”et job, der er bedre”. Han kan dog trøste sig med artiklens eneste positive udtalelse, der kommer fra hans kvindelige kollega, som indrømmer, at medarbejderne ”har haft en stor grad af frihed og fået lov til at bijobbe”, og at de på den måde har haft nemmere ved at brande sig selv. Med den udmelding behøver planlægningsredaktøren, som også får taletid, måske ikke at have så ondt af sine ”unge kolleger med børn”.

Det er ikke provinsens magre banan, der er rådden, men mælken i den forkælede københavnerklasses café latte, der er blevet sur. Holdningen stilles nådesløst til skue af Niels Riis Ebbesen, som i sin kommentar foreslår politikerne at flytte en DR-radiokanal til Jylland, ”hvis de absolut vil have en provinsiel radiokanal, hvor radioværterne snakker med jyske dialekter.”!
Fremhævet af Journalisten
Niels Riis Ebbesen
19.03.19 23:17
Hej Øjvind Hesselager, så
Hej Øjvind Hesselager, så forstår jeg ikke, at du skrev: “Jeg håber kompetente billedfolk stiger på debatten”, det kunne da kun opfattes som, at du ikke mente at, at Per Daugaard indspark ikke er sagligt og kompetent.
Fremhævet af Journalisten
Niels Riis Ebbesen
19.03.19 23:31
Hej Ole B. Kristensen, Jeg
Hej Ole B. Kristensen, Jeg mener helt klart, at Radio24syv har fornyet radio-formatet, og det var aldrig sket i DR’s regi.

Og du skal ikke hænge dig i formen på mit udspil, jeg tror faktisk der endnu en gang kan opstå noget nyskabende, hvis politikerne lod en eller flere private aktører byde på driften af DR’s P2, og så med den betingelse, at radiostationen skal være placeret vest for Storebælt.
Fremhævet af Journalisten
Øjvind Hesselager
20.03.19 05:11
Godmorgen Niels

Godmorgen Niels

Nu faldt 10-øren for mig ;-) Måske jeg er lidt tung, fordi vi ikke bruger den mønt mere.

Mit forsøg på pointe er præcis den omvendte. At jeg ikke selv umiddelbart har sproget og den fotojournalistiske historik til at bidrage i debatten, synes jeg i al ydmyghed, og at jeg derfor opfordrer til, at andre stiger på debatten.

Jeg synes Pers indlæg er spændende, jeg ser gerne debatten udvikle sig, Journalisten har stort fokus på fotojournalistikKen, men jeg er ikke den mest indsigtsfulde i bussen på det punkt.

Er det klarere nu?

Tak.

Mvh
Fremhævet af Journalisten
Jesper Bech Pedersen
20.03.19 13:20
Måske er fotografen gået
Måske er fotografen gået efter et udtryk, der får biksen til at se ud, som om den er kvart i lukketid? I så fald synes jeg da egentlig, det er lykkedes. Billederne ligner noget fra en træt, østtysk bureaukratbunker.

Kan godt følge Per Daugaards betragtning om, at de umiddelbart er pissekedelige, men der er alligevel noget "feel" over dem, som er med til at underbygge historien.

Synes jeg - som absolut ikke er en del af kategorien "kompetente billedfolk" endsige fotograf i det hele taget ;-)
Fremhævet af Journalisten
Niels Riis Ebbesen
20.03.19 18:11
Selv om jeg er fotograf, så
Selv om jeg er fotograf, så vil jeg normalt ikke kommentere en artikel ud fra dens fotografiske illustrationer, da jeg godt er klar over, at journalisten sikkert ikke har haft de store valgmuligheder, men det der stikker mig i øjenene er, at alle billederne er lidt overbelyste, og optaget med en direkte blitz, der både har efterladt slagskygger og refleksioner.

Og så synes jeg, at Per Daugaard’s kritik rammer meget præcist, jeg kan i hvert fald ikke gøre det bedre.
Fremhævet af Journalisten
Niels Riis Ebbesen
20.03.19 18:24
Hej Jesper Bech Pedersen,
Hej Jesper Bech Pedersen, synes du det er godt håndværk, at fotografen med det billedmæssige udtryk taler Radio24syv ned, hvorfor skulle han ikke ha’ valgt at vise Radio24syv som en attraktiv arbejdsplads, med dygtige og arrangerede medarbejdere der udstråler professionalisme, og som det vil være en dødsynd at nedlægge.
Fremhævet af Journalisten
Jesper Bech Pedersen
20.03.19 20:00
Hej Niels.

Hej Niels.

Jeg tolker egentlig ikke billederne som et forsøg på at tale arbejdspladsen ned - selv om man måske godt kan få den mening ud af mine "musings". Det var bare mine 10 cent i forhold til, hvorfor fotografen kunne tænkes at have valgt netop den slags billeder. At de skal understrege den stemning af forestående undergang, som jo må præge radioen i disse måneder.

Jeg hverken forsvarer eller angriber valget. Men jeg synes faktisk, de kan et eller andet, de billeder, jo mere jeg kigger på dem...
Fremhævet af Journalisten
Torben Rasmussen
20.03.19 20:50
"dygtige og arrangerede
"dygtige og arrangerede medarbejdere der udstråler professionalisme", påstår Niels Riis Ebbesen.

"ufrivilligt komiske og latterliggjorte for deres manglende overblik", vil jeg hellere sige, efter at have lyttet til denne onsdags morgenradio.

De to studieværter forsøger ihærdigt - men forgæves - at få skovlen under en folketingspolitiker.
Desværre for de to ivrige mikrofonholdere udstiller politikeren i stedet deres manglende viden og huller om både valgkredse og Glostrup Station.
Og desværre er dette ikke et enkeltstående eksempel på primitiv simpel 24/7radio.
Naturligvis kan det være svært at udfylde tre timer i morgenfladen og måske er det derfor deres værter efterlader et billede af perfid og ulidelig radio.
Men netop derfor er det nok helt fornuftigt ikke at kaste flere skattekroner efter 24/7.
Lytterne bør kunne forvente et langt højere niveau.
Derfor må andre på banen og prøve kræfter med radiomediet.
Fremhævet af Journalisten
Niels Riis Ebbesen
20.03.19 22:42
Hej Torben Rasmussen, jeg har
Hej Torben Rasmussen, jeg har desværre ikke hørt det konkrete interview som du forholder dig til, så jeg kan ikke gi’ dig et kvalificeret modspil på din kritik af dette.

Men jeg kan derimod forholde mig til, at du i en sådan grad spyr omkring dig med galde og arrigskab over Radio24syv, at det er oplagt at kategorisere dig som en af DR’s lobbyister, der bliver sendt i byen med uendelige mængder negativitet, hver gang Radio24syv bliver omtalt i medierne, og der er et debatspor, hvor læserne har mulighed for at komme med kommentarer og synspunkter.
Fremhævet af Journalisten
Torben Rasmussen
21.03.19 18:10
# Niels Riis Ebbesen

# Niels Riis Ebbesen
I dag fik du så igen igen igen chancen for at forholde dig til Radio24syvs glade vanvid i morgenradioen.
Her til morgen bød mikrofonholderen velkommen til en byrådspolitiker; desværre havde mikrofonholderen mistet overblikket og opgav fejlagtigt politisk tilhørsforhold.
Fint nok, at man på 24/7 forsøger at svinge sig op til at være den frække dreng i klassen.
Bare ærgerligt, når resultatet bliver fladpandet ligegyldig radio.
Derfor er tiden også inde til at lade andre gøre forsøget; lytterne fortjener langt bedre radio.
PS: dine gætterier om mit syn på DR hører næppe hjemme i denne debat; men jeg kan opfordre dig til, at pudse din spåkugle og skifte dit kaffegrums for er gået helt galt i byen - tror næppe du kan finde en lobbyist fra DR som bakker op om besparelser på 400 mio i DR!
PPS: Jeg har bemærket, at Maria Zeuthen har tweetet; nu mangler jeg så bare et lille svar på, om hun havde en aftale med Ghita Nørby om at hun som det første skulle bruges i en radiosatire; og hvis hun ikke havde sådan aftale; hvad hendes bevæggrunde var for at dele interviewet med satiregruppen flere uger før dokumentaren blev sendt; og om hun i dag opfatter sig selv som en nyttig idiot, sendt i byen af programchefen for at få et kontroversielt interview. Jeg har i flere omgange opfordret en mikrofonholder på radio 24/7 til at vende mikrofonen indad og stille disse spørgsmål. Desværre mangler modet/lysten/interessen. Og her kan du så kigge igen i spåkuglen og kaffegrumset og finde svaret på hvorfor!

Fremhævet af Journalisten
Niels Riis Ebbesen
23.03.19 15:00
Hej Torben Rasmussen, jeg
Hej Torben Rasmussen, jeg burde egenlig undlade at besvare dine fjollerier, som gør det mere og mere åbentlyst, at du du bare leder efter håret i suppen, og er på jagt efter Radio24syv.

Når det handler om direkte udsendelser, så skal der netop være plads alle de fejl og mangler som gør, at man kan høre at deltagerne er rigtige mennesker, som ikke er blevet redigeret.

Jeg vil også sige at jeg ikke kan begribe, hvorfor du har begivet dig ud i en kamp for Githa Nørby, hun er jo bare en forkælet overklasse krukke, som har troet, at hun kunne tillade sig hvad som helst overfor en journalist, og at Iben Maria Zeuthen blot ville bøje nakken og slette alle hendes perfiditeter.

Ind til videre må vi også gå ud fra, at Githa Nørby har sagt ja til at lade sig interviewe af Radio24syv, og at hun ikke har lavet en skriftlig kontrakt omkring begrænsninger i anvendelse af optagelserne, så derfor må hun acceptere, at radiostationen bruger materialet og redigerer sendefladen, så den får mest muligt ud af optagelserne.
Fremhævet af Journalisten
Torben Rasmussen
23.03.19 16:04
Hej Niels Riis Ebbesen

Hej Niels Riis Ebbesen
Jeg deler ikke dine betragtninger med hensyn til Ghita Nørby
Jeg vil iøvrigt til en hver tid foretrække en krukket overklasse skuespiller end en nyttig idiotisk naiv journalist, sendt i byen af programchefer med det ene formål at få et kontroversielt interview
Radio 24/7 kan meget vel siges at være låget ihjel med det kommende medieforlig - men de største søm i ligkisten er banket i af 24/7 selv
Tiden er inde til at andre tager over og giver lytterne langt mere begavet og engageret radio
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen