search

”Jeg kan ikke sidde i Odense i et studie. Ovenikøbet et grimt studie, hvis jeg må være så fri,” siger Jørgen Leth. ”Der er noget, de ikke har forstået ved det, jeg laver.” Martin Bubandt

i

Jørgen Leths epilog: ”Min hukommelse er meget stærk i tilbageblikket”

Jørgen Leth: “Men altså, hvad var det, dit spørgsmål var?” Journalisten: “Jeg ville egentlig bare høre, hvordan du har det lige nu …”

Jørgen Leth er ved at glide ned af en barstol. Han sidder ved vinduet på Cafe Det Vide Hus på Gothersgade i København. Selv om han lige har gjort stolen så lav, som den kan blive, passer den ham ikke. Benene kan ikke nå jorden. Og der er intet ryglæn.

“Jeg tror, det går,” siger han.

Han har lige taget sin mørkeblå frakke af og lagt den i vindueskarmen. Han er klædt i en blå trøje og et gråt halstørklæde, der er slynget rundt om hans hals med samme skødesløse vildskab som hans hvide manke, der filtrer rundt om ørerne og deler sig over hans solbidte pande. Hænderne er mørke og kunne sidde på en landmand.

Er du sikker på, du ikke vil sidde nede ved bordet, Jørgen?

“Jo, det var måske bedre,” siger han og rejser sig roligt op. Han tager nogle korte, prøvende skridt hen til bordet. Sætter sig ned. Får en kop kaffe serveret, som han nipper til.

Jørgen Leth skal ikke kommentere Tour de France for TV 2 til sommer. Det har ellers været hans faste holdepunkt hver juli siden 1989, med undtagelse af de tre år fra 2006 til 2009, hvor han blev fyret af TV 2 på grund af to sætninger om at tage kokkens datter i ‘Det uperfekte menneske’. Derefter vendte han tilbage.

Vil du savne at være dernede?

“Det vil jeg. Det er klart. Jeg synes stadig, det er spændende. Jeg kender mange fra medierne dernede. Det er venner for livet. Jeg har ikke sagt farvel til dem,” siger Jørgen Leth.

Vi har sat os ned for at spørge, om dette er et endegyldigt farvel til cykelreporteren Jørgen Leth.

En brutal demaskering

Lidende, farveløse mænd i korte shorts ligger på bordet foran os. Det er Jørgen Leths vigtigste bog om cykelsporten. ‘Den gule trøje i de høje bjerge.’

Jørgen Leth ser på den. Påpeger, at der faktisk er kommet en nyere udgave end den, jeg har taget med, som er fra 1995. Det kan han huske.

I bogen har Jørgen Leth skrevet om prologen, en kort enkeltstart, der ofte har åbnet Tour de France. Et hårdt og skarpt anslag, der tvinger fortællingen åben. Jeg læser op for ham:

“Prologen er en brutal demaskering. Prologen er ikke nogen blød, poetisk optakt med lokkende toner som Öehlenschläger. Det er en brat opvågnen til realiteterne. Prologen, det er kravet om at træde ganske tydeligt og ubeskyttet ud på virkelighedens scene for at vise, hvad man kan der. Kravet er ubønhørligt: Meld ud! Her er jeg. Sådan omtrent har jeg det lige nu.”

Undervejs brummer Jørgen Leth. Indskyder et bekræftende ja, når han er enig med sin egen pointe.

Jørgen. Hvordan omtrent har du det lige nu?

Han ser på mig.

“Jeg har det fint. Jeg er meget positiv,” siger han.

Jeg spørger, hvordan han har kunnet holde interessen for sporten i så mange år. Han begyndte første gang at skrive om cykling i 1960’erne. Særligt Ole Ritter, der kørte godt på enkeltstarterne, fascinerede ham. Siden holdt det ved.

“Jeg har aldrig mistet lysten. Det er ikke muligt at ændre på det. Cykelsporten går tilbage til min barndom i 40’erne, hvor jeg kom på Aarhus Cyklebane. Min onkel Erik Linde var tidligere jysk mester i sprint og banemester. Jeg så alle de store sprintere i verden. Det var min tændsats. Jeg kendte dem alle. Jeg havde deres autografer i min bog. Jeg kan huske alle navnene. Min hukommelse er meget stærk i tilbageblikket,” siger han.

Jørgen Leth er 81 år gammel. Det ville ikke være urimeligt at få den tanke, at TV 2 måske ikke længere synes, han er så skarp, som han plejede at være, at han ikke er lige så opdateret på de nye stjerner som førhen.

Han har selv reflekteret over det.

“Nu i år kan jeg mærke, at min hukommelse ikke er, hvad den har været tidligere. De ting, der er af nyere dato, har jeg sværere ved at huske,” siger han.

”De tror bare, det handler om krukkeri”

Jørgen Leth blev skældt ud. Råbt ad. Han stod ved målstregen i Rouen for at filme en massespurt – samle materiale ind, som kunne overbevise filmselskaber om, at der var en stor dokumentar gemt i Tour de France. Og løbsdirektør Félix Lévitan var rasende.

“Jørgen, står du nu der igen og filmer mit cykelløb,” lød svadaen. Jørgen Leth husker det udmærket.

“Ja. Det er rigtigt. Han var en hård fyr. De var skrappe, de Tour de France-ejere,” siger han.

Udkanten af Tour de France var der, hvor den unge kunstner og journalist måtte opholde sig. Han dækkede løbet som journalist for første gang i 1970. Han og vennen Henning Camre, en af landets mest talentfulde filmfotografer, havde ikke kunnet få akkrediteringer. I flere uger susede de derfor rundt om afspærringer, blev smidt væk af gendarmer og kæmpede for at blive lukket ind i løbet.

Undervejs tog de også nogle dage væk fra kaosset. For at spise og drikke med Informations Spanien-korrespondent Ebbe Traberg.

“Ha ha, ja. I San Sebastian,” siger han.

Det er noget andet end i dag. Det ville man vel ikke se TV 2’s journalister gøre nu?

“Nej, nej, nej. Men jeg var på en løs kontrakt dengang. Måske var det for Politiken,” siger Jørgen Leth.

Til sidst måtte Jørgen Leths redaktør hjemme i Danmark, Paul Hammerich, ringe til den danske ambassadør i Paris for at lægge pres på Tour de Frances ledelse. Så faldt akkrediteringerne på plads, og pludselig var danskerne velkomne. Jørgen Leth giver ikke bare op. Han skulle se løbet. Helt tæt på.

“Jeg har altid været nysgerrig. Og meget rejselysten. Jeg rejste som helt ung på tomlen i Frankrig, Italien, helt ned til Marokko. Jeg har altid haft den lyst til at se,” siger han.

Netop derfor er han ked af ikke at skulle kommentere løbet for TV 2 i Frankrig.

“Jeg vil være på stedet. Jeg er et sanseligt menneske. Jeg oplever alting. Jeg kan ikke sidde i Odense i et studie. Ovenikøbet et grimt studie, hvis jeg må være så fri. Det gider jeg sgu ikke. TV 2 tror, det er et spørgsmål om krukkeri. Men jeg har et kunstnerisk forhold til at udføre det her job. Det er afhængigt af miljøet, temperaturerne, duftene, synet,” siger han.

Stemmen bliver indigneret. Der kommer en bastant streg under alle ord.

“Det skuffer mig, at de ikke kan se det. De tror bare, det handler om krukkeri. Det viser, at der er noget, de ikke har forstået ved det, jeg laver.”

Dristig satsning

Jørgen Leth fisker en tynd, sort bog op af en brun pose ved sine fødder.

“Det er min nyeste digtsamling,” siger han – og beklager, at han ikke kan give én væk.

“Jeg har kun de to her. Jeg har lige været nede og hente dem på Gyldendal,” siger han. “Det er min vildeste digtsamling nogensinde. Der er også nogle helt vilde cykeldigte i den,” siger han.

Jørgen Leth mener langtfra, at han er færdig. Ud over digtsamlingen udkommer han i år også med en plade sammen med Mikael Simpson og Vi Sidder Bare Her. Og til efteråret er der premiere på hans næste dokumentarfilm, ‘Jeg går’.

“Jeg forsøger stadig at finde et nyt sprog til mine digte. Og til mine film. Dokumentaren er en af mine dristigste satsninger. Meget af det har jeg filmet på en mobiltelefon,” siger han.

Jørgen Leth tager en lille serviet fra nabobordet og tørrer næsen. Han er forkølet og er begyndt at hoste ordene ud. Når han skal op at stå, skal han gerne have en god hånd, og selv om han går langsomt, så siger han, at “så længe jeg har noget at holde i, så går det nok”. Han går hver dag ture i Kongens Have. Han går langsomt. Men Jørgen Leth går.

Han vil gerne have et glas vand til hosten. Han kigger skeptisk, da jeg fumler med at få hældt det op. Vandhanen driller.

“Kan du finde ud af det?” spørger han.

Ja, det går lige …

“Det var godt.”

Jørgen Leth driller. Det kan han godt lide. Hans blik bliver knivskarpt, øjnene danser. Kokken Thomas Rode går forbi bordet. Jørgen Leth kigger op på ham.

“Hvad skal du nu?” spørger han.

“Over i Torvehallerne og købe fisk,” svarer kokken. Jørgen Leths stemme forandrer sig. Den bliver lysere, så lys som den nu engang kan blive igennem den stærke nasal. Han er nysgerrig. Det bliver han, når folk fortæller, uanset om det handler om hverdagens helt små ting.

“Skal I det?” spørger han.

Der skal drikkes en masse vin til, forklarer kokken. Hvilken, spørger Jørgen Leth.

“Det sætter jeg fruen til at vælge,” svarer Thomas Rode.

“Nå, OK,” siger Jørgen Leth. Han bliver efterladt med uforrettet sag. Thomas Rode er klædt i et par shorts, og da han tager i dørhåndtaget, kan Jørgen Leth ikke dy sig:

“Men få lige de lange bukser på i morgen!”

”Fejl er tilladt”

“Mader ville hellere sige noget end ikke at sige noget. Han ville hellere komme med en vild påstand om, at en rytter var i udbrud, selv om rytteren ikke var det. Det kunne godt volde problemer,” siger Jørgen Leth og griner kort efterfulgt af et bekræftende “ja”.

“Årene med Mader var skægge.”

Jørn Mader og Jørgen Leth udgjorde fra 1989 og mange år frem kommentatorduoen under Tour de France for TV 2. Det var i den periode, at Tour de France for alvor blev folkelig. Allemandseje hos danskerne. Og Jørgen Leth ikke længere mest var filmskaber, men nu var cykelkommentator i offentligheden.

“Vi opfandt nærmest jobbet. Vi gjorde det helt anderledes end de andre. Det var tilfredsstillende. Rollefordelingen var meget spontan. Jeg kunne mærke, hvad der satte ham i gang, og så kunne han få lov til at fare derudad med sine vilde historier.”

Hvordan var I anderledes? 

“Det er svært for mig at sige,” siger Jørgen Leth. “Vi var mindre formelle. Mere spontane. Vi smed nogle ting på bordet,” siger han.

Det var i de år, Jørgen Leth for alvor udviklede sin kommentatormetier. Eksperimenterede og fandt ud af, hvad der fungerede – og traf nogle drastiske valg, der var atypiske for den tids mere nøgterne sportskommentering. Han tolkede på begivenhederne, talte om mytteri og helte, ophøjede fortidens stjerner til helgener, myter.

Hvordan fortæller man en større historie end det, der bare sker lige nu i løbet?

Jørgen Leth er tavs. Han kigger ud på gaden. Orienterer sig, mens hjernen arbejder.

“Man skal først og fremmest være opmærksom på, hvad man selv føler,” siger han. “Man skal ikke gætte. Men man skal have nogle anelser. Dem må man gerne udtrykke. Du skal heller ikke være bange for at lave fejl. Fejl er tilladt. Men man må ikke løbe fra dem. De må ikke stå og råbe op i luften,” siger han.

Sandhederne om Tour de France

1998 var et af de vildeste år i Tour de Frances historie. Her blev skandalen, som blev døbt Festina-affæren, afsløret midt under løbet, og det stod klart, at mange ryttere brugte det medicinske præparat EPO, som forbedrer iltoptagelsen i blodet og sørger for, at du kan arbejde hårdere.

Det var en katastrofe for løbet. Tour de France var tæt på at blive stoppet. Jørgen Leth og Jørn Mader stod i spidsen for at formidle begivenhederne til de danske seere.

“Jeg indså meget hurtigt, at jeg skulle være den rolige, der kunne få et overblik. Og ikke gå amok i skandalen,” siger han. “Vi skulle også prøve at forstå, hvorfor de dopede sig. Jeg ville forklare doping i cykelsporten på en menneskelig måde. Hvorfor de føler en trang til at forbedre deres præstation.”

Han havde eksempelvis fulgt med, da den tidligere britiske verdensmester Tom Simpson døde på bjerget Mt. Ventoux under påvirkning af amfetamin og ketamin i 1966. Doping havde altid været en del af cykelsporten. Den nuance mente Jørgen Leth, at resten af pressen glemte.

“Jeg kunne ikke holde den forargede tone ud. Selvfølgelig skulle vi tage afstand fra det. Det er snyd,” siger Jørgen Leth.

“Men hvis det kun var forargelse, risikerede vi, at der ikke var noget cykelløb længere. De savede den gren over, de selv sad på. Jeg forherligede det ikke. Men jeg ville have nuancerne med,” siger han.

Var det ikke en svær balance?

“Jo. Selvfølgelig var det svært,” siger han.

To år forinden havde Bjarne Riis vundet Tour de France. Et af de største øjeblikke i Danmarks sportshistorie. Siden indrømmede Bjarne Riis, at han havde taget EPO. De danske stjerner som Rolf Sørensen, Jesper Skibby, Brian Holm, Bo Hamburger, viste det sig senere, havde alle snydt.

“Det er let bare at forkaste dem. Det har man gjort. Og det har man haft god grund til. Men det er ikke den eneste sandhed, man kan fortælle om løbet,” siger Jørgen Leth.

Farvel til destilleret vanvid

“Det er mit løb.”

Jørgen Leth siger det med største selvfølgelighed. Det er en sandhed. Paris-Roubaix er hans.

Han satte sig på cykelklassikeren, der bliver kørt over 250 kilometer – mange af dem på groteske brosten med tykke støvskyer rundt om rytterne – da han lavede filmen ‘En forårsdag i helvede’ i 1976. En dokumentar, hvor han minutiøst fulgte favoritternes optakt på løbsdagen og alle udviklinger i løbet med flere kamerahold.

Ingen havde nogensinde set en lignende tilgang til cykling. Der var billede i slowmotion. Et kor, der sang spirituelle hymner hen over rytterne, som flimrede forbi på skærmen i lange indstillinger. Billederne af Eddy Merckx, der gentagne gange justerede sin saddel under selve løbet, er blevet ikoniske.

Mange cykelryttere, såsom den tidligere danske VM-sølvvinder Matti Breschel, har også fortalt, at de ser filmen, inden de selv skal køre løbet. Det er rituelt.

Jørgen Leth skal ikke kommentere Paris-Roubaix, der bliver kørt søndag den 14. april, i år. Måske skal han aldrig kommentere det igen.

“Det er cuttet. Det var en del af kontrakten med TV 2, men når den er ophævet, skal jeg ikke stille op der. Det er jeg selvfølgelig skuffet over. Det er underligt, at jeg ikke skal kommentere det. Det må jeg indrømme,” siger han og rykker lidt ved bordet – kaffen skal tættere på.

“Det er en livslang kærlighedshistorie. Det er det altså. Det er det løb, jeg holder mest af. Det ville jeg gerne have taget afsked med på en ordentlig måde. Men jeg gider heller ikke være for ked af det,” siger han og fortæller, at han kommer til at se løbet med venner på Gothersgade.

Så begynder han at tale om Peter Sagan. Den tidligere tredobbelte verdensmester vandt løbet sidste år med et storslået angreb. Jørgen Leth er helt opdateret på hans formkurve.

“Jeg er ajour med, hvem der er klar. Jeg har læst alle historierne op til. Det er en vane. Jeg kan ikke slippe det. Jeg synes, det er spændende, om Peter Sagan vågner op til dåd én gang til. Man skal ikke lade sig narre af, at han ikke har været helt på toppen. Han er klart med,” siger han.

Hvad er det, der er så særligt ved Paris-Roubaix?

“Det er et fuldstændigt sindssygt løb. Det er et slags vanvid, der er destilleret ned i løbet. Det er kun blevet endnu smukkere med tiden. Med vejenes slid. Jeg elsker at se det åbne sig hvert år. Det er et løb, der kalder på en bedrift. Handlekraft,” siger han.

Jørgen Leths blå øjne åbner sig op og suger verden ind. De er opmærksomme. De lever.

“Jeg har ikke sagt, at jeg er færdig endnu. Tværtimod. Jeg har masser at fortælle,” siger han.

Det sidste lys

Jørgen Leth flytter sit blik til fotograf Martin Bubandt. Leth er blevet bekymret.

“Nu snyder vi ikke fotografen? Jeg er jo selv filmmand og ved, at der er noget, som hedder lys,” siger han. Klokken er lidt i 17, og udenfor er aprils kolde sol ved at snige sig ned mellem de gamle huse i indre København.

“Det bliver jo snart den gyldne time,” siger han.

Jeg forsikrer, at der kun er få spørgsmål tilbage. Vi skal nok nå lyset.

Mange ville sikkert være stoppet i din alder. Sige, at de har udtjent deres værnepligt i Tour de France. Hvorfor er du ikke stoppet selv?

“Fordi jeg stadig mener, jeg har en rolle at spille. Jeg laver det på en måde, som ingen anden gør. Jeg sætter ikke mit lys under en skæppe. Det, jeg gør, gør jeg bedre end nogen anden. Det er ikke ændret, bare fordi jeg har et år mere på kortet.”

Sidste år undrede mange seere sig, da de så Tour de France. Jørgen Leth kommenterede ikke længere løbet fra kommentatorboksen. I stedet havde han fået et lille bord tæt på løbet, hvorfra TV 2 kunne stille om, når de skulle have hans vurdering. Hans mange papirer blev holdt fast af store sten, der modarbejdede vindens vilje.

Mange så det måske som et tegn på, at du ikke var så skarp, som du var engang. Hvad følte du selv?

“Jeg synes, det var en fejl, det der. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg skulle sidde derude. Men jeg mener, jeg gjorde mit job så godt, som jeg kunne under de omstændigheder,” siger Jørgen Leth.

Og til sidst slår han det helt fast. Han er færdig med TV 2. Dem vil han ikke arbejde for længere. Men Tour de France? Det er faktisk ikke afskrevet endnu.

Jeg vil gerne slutte interviewet nogenlunde, hvor vi startede. Med at spørge dig: Hvordan har du det lige nu?

“Jeg går ikke rundt i sorg. Jeg kan sagtens få andre til at sende mig til Tour de France. Det er væltet ind med henvendelser. De siger “wow, du er fri. Lad os lave en aftale”. Jeg har været til to vigtige samtaler. Og det er ikke små ting, det handler om. Vi forsøger at se, om jeg kan få min egen bil – måske med min egen chauffør. Men jeg har ikke besluttet mig endnu,” siger Jørgen Leth.

Han holder en lille pause i talestrømmen. Trækker vejret. Hosten er blevet mildere.

“Men altså, hvad var det, dit spørgsmål var?”

Jeg ville egentlig bare høre, hvordan du har det lige nu …

“Jeg har det sgu meget godt.”

Efterspil. TV 2

Dagen efter interviewet ringer jeg til TV 2’s sportschef, Frederik Lauesen. For at høre, hvad han tænker om Jørgen Leths skuffelse.

“Jeg ønsker ikke at gå i mange detaljer. Det er en personalesag mellem TV 2 og en af vores medarbejdere. Når det er så profileret en medarbejder som Jørgen Leth, har vi valgt at offentliggøre det, fordi vi vidste, der ville komme blæst om udmeldingen,“ siger Frederik Lauesen.

Han fastholder, at det ville være bedre at have Jørgen Leth i et studie i Danmark frem for i Frankrig.

“Det ønsker Jørgen ikke. Jeg har retten som arbejdsgiver til at sige, det må være mig, der bestemmer. Det er så endt med, at vi måtte gå fra hinanden,“ siger Frederik Lauesen.

Jørgen Leth undrer sig over, hvorfor han ikke kunne være i kommentatorboksen sidste år?

“Vi forsøgte sidste år at få en model i Frankrig, som kunne fungere. Det fungerede ikke tilfredsstillende. Derfor valgte jeg, at Jørgen i år skulle sidde herhjemme, hvor han i min optik kunne bidrage væsentligt mere,“ siger sportschefen.

Fortryder du, at I ikke har tilbudt Jørgen Leth at være i Frankrig?

“Det gør jeg ikke. Jeg er meget ærgerlig over, at Jørgen Leth ikke skal være en del af vores Tour de France-dækning længere. Han har bidraget og er stadig i stand til at bidrage til mange ting om løbet til seerne,“ siger Frederik Lauesen.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen