Lønforhandlinger i Midtjyske Medier brudt sammen

De lokale lønforhandlinger på en stribe aviser under Midtjyske Medier er brudt sammen. Et flertal har stemt nej til det foreløbige udspil om lønstigning på 190 kroner.

De lokale lønforhandlinger på en stribe aviser under Midtjyske Medier er brudt sammen. Et flertal har stemt nej til det foreløbige udspil om lønstigning på 190 kroner.

Lønforhandlingerne er i hårdknude for journalisterne på Århus Stiftstidende, Randers Amtsavis, Viborg Stifts Folkeblad, Dagbladet Holstebro Struer, Dagbladet Ringkøbing Skjern og Folkebladet Lemvig. Alle aviser hører under Midtjyske Medier – som indgår i Berlingske Media.

Flertallet af medarbejderne har stemt nej til en månedlig lønstigning på 190 kroner. 26 stemte ja, 71 nej og tre blanke. Kollegerne fra Urban, som hører hjemme i samme koncern, forhandlede sig for et par uger siden frem til en lønstigning på 250 kroner om måneden.

Fællestillidsmand Per Schultz-Knudsen fortæller, at Midtjyske Medier har forhandlet siden i sommer, og han fornemmede, at det snart var nødvendigt med et resultat, hvis kollegerne ikke skulle gribe til mere markante metoder for at vise deres utilfredshed. Derfor godtog han de 190 kroner.

»Ledelsen siger, at der ikke er råd til mere, og at vi tillidsmænd har et kommunikationsproblem, når vi ikke kan få kollegerne til at forstå det. Men for kollegerne er det et udtryk for manglende værdsættelse af deres arbejde, når de bliver spist af med 190 kroner om måneden, mens andre i koncernen lige har forhandlet sig frem til 250 kroner om måneden.«

En medarbejder fra Midtjyske Medier er nervøs for, at det vil resultere i fyringer, hvis det er sandt, at der ikke er råd til højere lønstigninger, og koncernen alligevel vælger at hæve sig over 190 kroner om måneden.

Per Schultz-Knudsen kan godt forstå, at det kan være ubehageligt at tænke på den mulige konsekvens. Men han mener, at besparelserne kan findes andre steder.

Parterne mødes næste gang den 25. oktober.

0 Kommentarer