Emma Louise Laycock var indtil for få år siden rosengartner lidt uden for Odense. Men hun drømte om at blive journalist. Det opnåede hun for et halvt år siden. Nu drømmer hun videre.
Emma Louise Laycock 15/3 fra Danmarks Radio til BBC Radio Five Live
"Hello," lyder det på engelsk.
32-årige Emma Louise Laycocks far er englænder, og hun er selv flydende på engelsk. Men trods alt bedre på dansk.
"Lad mig lige skifte telefon, så går jeg udenfor og får en smøg samtidig," siger hun. Hun bevæger sig ud på bagtrappen til rækkehuset i Londonbydelen Camden. Her sætter hun sig med en smøg og udsigt til et udbrændt nabohus og otte kvadratmeter tagpap.
"Vi synes, at det er en terrasse," griner hun
Emma Louise Laycock tog i marts afsked med DR og Danmark. Det var en risikabel beslutning. Hun havde ganske vist kun haft månedsvikariater på P3 Nyhederne. Men i London havde hun slet ingenting. Kun udsigt til at dele en treværelses lejlighed med journalisten Minna Skau, der skriver for Politiken.
"Jeg var da også ved at skide i bukserne. Men det skulle bare prøves
Emma Louise Laycock er egentlig uddannet gartner, og indtil 1998 arbejdede hun på et rosengartneri uden for Odense.
"Men jeg har altid villet være journalist. Jeg har bare aldrig haft modet til optagelsesprøven. Hvis jeg nu fandt ud af, at jeg ikke var god nok, så ville det jo være forfærdeligt
Til sidst indså Emma Louise Laycock, at det ikke gik som gartner. Hun søgte ind på Journalisthøjskolen i Århus. Men kom ikke ind. Det gjorde hun til gengæld i Odense, hvor hun blandt andet var i praktik på programmet 'Euro News' på BBC i London. For seks måneder siden blev hun færdig, og en drøm gik i opfyldelse. Men en ny var allerede skabt.
"Jeg har altid haft lyst til at arbejde i udlandet."
Den 5. marts i år rejste Emma Louise Laycock til Lon-don. Krigen i Irak og hendes kontakter på BBC gav Emma Louise Laycocks eventyr en kickstart. Hun blev fast freelancer på programmet BBC Radio 'Five Live' – en forholdsvis ny nyheds- og sportskanal.
Af og til arbejder hun for sin gamle praktikplads, 'Euro News'. Emma Louise Laycock er henrykt:
"Jeg laver alt. Interviewer, liner up og er producer, når vi er i luften. Jeg lærer noget hver dag. Det er kæmpestort."
Da terrorbomberne sprang i den saudiarabiske hovedstad, var den tidligere rosengartner på vagt. Sammen med resten af redaktionen "phonebashede" hun alle kilder i Ryadh, indtil en journalist fra en saudiarabisk avis kunne gå på live.
"Det udenlandske stof har altid haft min store interesse. Og her har de jo flere hund-rede korrespondenter og et enormt kildenet over hele verden. Det er en kæmpe-chance."
Emma Louise Laycock ind-rømmer, at hun også er ude efter at pynte på sit CV.
"Jeg kender freelancere, som har prøvet at komme ind på BBC i årevis."
Dagens sidste og eneste solstråler er ved at forsvinde fra bagtrappen, får vi at vide over telefonen. Emma Louise Laycock har fri i morgen, og det skal fejres.
Hun skal ned på den lokale irske pub med sin bofælle Minna Skau og Berlingskes korrespondent, Lone Theils, der bor lige rundt om hjørnet. Det bliver i det hele taget til en del tøsesnak og endnu mere journalistsnak i dansker-kvarteret.
"Det er rart med moralsk opbakning, når man af og til er hunderæd for ikke at have noget at lave."
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.