Forestil dig, at du kører på værksted med din bil for at få den gjort klar til den lange tur til den årlige skiferie. Da du er en kritisk forbruger, falder du ikke for tilbuddet fra det første det bedste værksted: Nej, du tjekker forskellige muligheder for at finde ud af, hvor du får den bedste service for den laveste pris.

Forestil dig så, at du på et af værkstederne bliver præsenteret for to forskellige priser: En pris – den høje – hvis arbejdet skal udføres af en mandlig mekaniker, en anden – den lave – når det er værkstedets kvindelige mekaniker, der skal bakse med din bil.

Eksemplet er helt igennem tænkt og konstrueret. Men det kan måske være med til at illustrere, hvor helt igennem urimeligt det både virker og er, når der ikke betales ens for det samme arbejde, uanset hvem der udfører det. Og det er en ganske konkret og nærværende kendsgerning, at mediebranchens arbejdsgivere ikke betaler lige løn for lige arbejde.

Den lønstatistik for 2007, som blev sendt ud til forbundets medlemmer sammen med den forrige udgave af fagbladet Journalisten, viser, at kvinder fortsat halter efter mændene. Vi taler om en forskel på 6 procent.

Det giver for mig at se ingen mening at tage stilling til, om denne forskel er stor eller lille. Den er der, den er ikke umiddelbart til at forklare, den er urimelig, og DJ har som mål at minimere og til syvende og sidst afskaffe denne forskel.

Det er faktisk underligt, at forskellen på kvindelige og mandlige medlemmers løn har været konstant de seneste fire-fem år. Endnu mere underligt bliver det, når vi kan se, at kvinder igen i år har opnået en bedre lønudvikling end mændene, og at kvinder over de seneste fem år har forbedret lønnen med 20 procent, mens mændenes løn i samme periode er steget med 18 procent.

Almindelig logisk tænkning tilsiger, at så må forskellen da forsvinde stille og roligt. Det gør den bare ikke. År efter år har vi måttet konstatere, at der ikke er ligeløn. Årsagerne må derfor ligge et andet sted.

Vi har en mistanke om, at problemet ligger i startlønningerne.

Det er muligvis sådan, at unge kvinder, der kommer ind på mediearbejdsmarkedet efter afsluttet uddannelse, er meget villige til at sige ja til de job, de kan få fat i, uden at gå alt for meget op i det der med lønnen.

På et mediearbejdsmarked, hvor der på trods af stigende beskæftigelse og faldende ledighed fortsat er en højere ledighed end i resten af samfundet – og dermed noget mere trængsel om arbejdspladserne end så mange andre steder – er det helt forståeligt, at man slår til, når muligheden er der.

I forhold til at afskaffe forskellen mellem kvinders og mænds betaling for lige arbejde tror jeg imidlertid, at det er den rene gift at begynde sin karriere med en løn, der er for lav. Det efterslæb, der opstår, er nærmest umuligt at få has på i mange år fremover.

Derfor går vi nu dybere ned i denne problemstilling. Vi vil have dokumenteret, om vi har ret i vores mistanke: Er det virkelig sådan, at kvinder, der er nye på arbejdsmarkedet, sælger deres arbejdskraft billigere end mænd? Vi vil undersøge startlønningerne, og hvordan de er fordelt på løn og brancher. Vi vil nu arbejde for at identificere årsagen til, at lønnen trods forbedringer i kvindernes løn de seneste fem år fortsat er ulige.

Vi gør det selvfølgelig, for at vi målrettet kan sætte ind præcis dér, hvor vi kan flytte tingene i den rigtige retning.

I første omgang sætter vi ind over for yngre kvinder. Meget snart vil kvinder, der er unge og har haft meget kort tid på arbejdsmarkedet, få en hilsen fra DJ, blandt andet med gode råd til, hvordan man kan begynde karrieren med en ordentlig løn.

Og vi følger op med en række lønforhandlingskurser, som specifikt er målrettet kvinder.

Vi vil uligeløn til livs, fordi den er urimelig og usaglig. Med opbakning fra medlemmer og tillidsfolk skal vi nok nå det. /

Fred Jacobsen

Næstformand i Dansk Journalistforbund