Pressen svælger gerne i folks løn, men vores egne chefers munde er syet sammen med stegegarn. Kun tre ud af 116 adspurgte chefredaktører vil fortælle om deres løn og fryns.
PENGE. »Vi skal vide, hvad cheferne tjener. Det bliver noget af det mest læste,« lover chefredaktøren og skriver "chefens løn" med store typer på whiteboardet. Med løftet om begejstrede læsere i sigte kaster jeg mig ufortrødent over opgaven. Det kan vel ikke være så svært at få afdækket, hvor mange kroner der triller ind på Tøger, Jørn og Lisbeths bankkonti hver måned.
En mail bliver forfattet og sendt rundt til 116 chefredaktører i hele riget på både aviser, tv, radio, magasiner og fagblade. Vi vil her på Journalisten vide, hvad chefredaktører med redaktionelt ansvar får i årsløn, bonusordninger og fryns.
RESULTATET ER SKUFFENDE. Kun fire svarer positivt tilbage og oplyser uden indvendinger, hvad de i kroner og øre bliver værdsat med. Langt hovedparten hører vi aldrig fra, og 14 svarer tilbage med varierende begrundelser for, hvorfor de ikke ønsker at deltage.
»Det er en sag mellem mig og min bestyrelsesformand,« lyder begrundelsen fra en lille håndfuld. Andre stikker en forsigtig føler ud og vil vide, om vi vil sikre anonymiteten. Det vil vi naturligvis ikke.
»Løn er jo mere tabubelagt end sex,« lyder forklaringen fra en chefredaktør, der ikke vil deltage, da det går op for ham, at vi vil bringe navn, beløb og foto.
»Jeg har af princip aldrig oplyst min løn – hverken i mine år som studievært eller nu, da jeg er chefredaktør. Jeg har aldrig kunnet se nogen fordele i at tilfredsstille den nyfigenhed, der måtte være knyttet til spørgsmålet om min løn. Bedste hilsner Mikael Kamber,« står der i mailen fra chefredaktøren på Jyske Vestkysten.
»Jeg arbejder ikke for et børsnoteret selskab, og derfor er mine lønforhold ikke offentligt tilgængelige. Vh Leif Beck Fallesen,« skriver Børsens øverste mand.
»Min løn vedkommer ikke andre. Og aldeles ikke Dansk Journalistforbund. Venlig hilsen Johnny Johansen,« skriver chefredaktøren på ugebladet SØNDAG.
»Jeg ønsker ikke at medvirke med konkrete tal. Blot dette: Jeg er tilfreds. Stor hilsen Jørgen Wind, chefred. Kjerteminde Avis.«
ÉN MAIL SKILLER SIG UD. Mogens Flyvholm kan heller ikke se, hvorfor han skulle fortælle om sin løn. Men han gør det alligevel.
»Når jeg alligevel har valgt at svare på din henvendelse, hænger det sammen med, at jeg ikke ønsker at bidrage til en eller anden mytedannelse om cheflønninger, men din eller Journalistens begrundelse for at lave undersøgelsen kan jeg ikke acceptere, den er altså helt hen i vejret. Jeg skal undlade at give en journalistisk bedømmelse af den,« skriver Mogens Flyvholm og oplyser, at hans samlede årsløn som ansvarshavende chefredaktør på Holbæks Amts Venstreblad og administrerende direktør for A/S Medieselskabet Nordvestsjælland i 2008 var på 1.124.994 kroner. Derudover er der pension på 10 procent, firmabil og fri telefon. Mogens Flyvholm anslår Ford Mondeo'en til at have en værdi af maksimalt 400.000 kroner. Bonusløn bruger de ikke.
Han svarer på telefonen med det samme. Mogens Flyvholm forstår godt, at chefkollegaerne på andre medier ikke vil deltage i undersøgelsen. Og han har ikke meget til overs for vores argument i rundspørgen om, at journalistlønningerne kan vi få oplyst i Dansk Journalistforbund, mens chefernes løn ligger hen i mørke.
»Din sammenligning er helt ude i hampen,« siger Mogens Flyvholm.
Han mener ikke, at man kan sammenligne overenskomstmæssigt fastlagt løn med chefredaktørers løn, som de forhandler sig til på egen hånd.
EN CHEFREDAKTØR FRA Danmarks Radio svarer uden forbehold tilbage, at lønnen i 2008 var på 850.000 inklusive pensioner. Der er ingen goder eller bonusløn.
Chefredaktøren ringer tilbage for at svare på, hvorfor han som én blandt få har valgt at svare.
»Der er meget hemmelighedskræmmeri omkring lønninger for chefredaktører. Det synes jeg er noget fis. Det stiller os dybest set dårligere. Med åbenhed ville alle kunne få viden om, hvad man kan få for sit job,« siger chefredaktøren og tilføjer, at hans oplysninger gerne må indgå i en statistik, men han vil ikke have sit navn bragt sammen med lønnen.
Vi er altså nu nede på tre ud af 116 chefer, der vil svare.
»Du kan lave dokusoap om de mest intime ting, men ikke om folks løn. Det taler man bare ikke om. Det er dygtig arbejdsgiverpolitik,« siger chefredaktøren.
Pludselig får han kolde fødder.
»Du bruger da ikke noget af det, jeg siger?« spørger han og undskylder sig med, at han troede, at jeg ringede fra hans fagforening.
Jeg må svare tilbage, at jeg altid bliver forundret, når journalister tror, at man som journalist ringer for sjov og ikke for at interviewe. Han indrømmer, at han har været naiv. Vi indgår et kompromis. Han får lov at være anonym.
DEN ENESTE CHEFREDAKTØR, der uden forbehold, motiver eller indvendinger gerne fortæller, hvad han tjener, er Christian W. Larsen fra bladet Markedsføring.
»Hej søde Signe, Jeg tjener 65 kg om måneden. Har fået 80 kg udbetalt i bonus. Har en røvfuld fryns a la gratis tv, telefon, aviser, magasiner og open ended repræsentation. Ellers husker jeg det ikke og går i øvrigt ikke vildt op i, om der er gratis rens og pres, fordi jeg er så meget fremme i skoene til pindemadder og den slags. Kh Cwl,« står der i mailen.
Det kommer ikke bag på Christian W. Larsen, at chefkollegaerne på de andre medier undlader at svare.
»De tør jo ikke svare. Her i landet vil man af en eller anden grund hellere indrømme incest, og at man går til folkedans, end hvad man tjener,« siger han.
Cheferne er bange for, hvad de andre tænker om dem, gætter Christian W. Larsen.
»Det er så let at komme til at ligne en taber. Hvis man indrømmer, at man tjener X antal kroner, så kan de andre grine og sige, at de tjener X antal kroner plus én krone.«
Han oplyser altså sin løn med fare for at blive til grin i chefredaktørernes klub.
»Jeg er da fuldstændig ligeglad. Jeg er så gammel, at det ikke interesserer mig, om folk bedømmer mig op eller ned. Jeg bliver hverken et bedre eller værre menneske af, hvad jeg tjener,« siger han.
Den åbenhed, journalister kræver af andre, mener han også, chefredaktørerne må kunne levere.
»Du kan ikke få Lisbeth Knudsen til at åbne op om noget på Berlingske Media, men hendes journalister render rundt og krydsforhører om Stein Bagger og alt muligt andet. 'Walk the talk'. Hvis vi tillader os at være kritiske, må vi gå forrest med åbenhed,« siger han.
Det lykkedes ikke at få et interview med Seidenfaden, Knudsen eller Mikkelsen om, hvorfor de ikke vil oplyse deres løn. Journalisten helmer ikke og vil efter sommerferien jagte klare svar på, hvad cheferne tjener. Foreløbig har vi bedt Danmarks Statistik lave en kørsel på redaktionelle chefers lønninger.
LØNPOLITIK BØR VÆRE
GENNEMSKUELIG
En gennemsigtig lønpolitik er det mest hensigtsmæssige. Det slår forsker i løn ved Center for Arbejdsmarkedsforskning ved Aalborg Universitet Jørgen Stamhus fast.
»En gennemskuelig lønpolitik er altid at foretrække. Løn er en incitamentsstruktur i forhold til at promovere ledere og ledelsesansvar. Hvis folk ikke kender betingelserne for at få mere i løn, kan de ikke agere i forhold til incitamenterne,« siger Jørgen Stamhus.
Han kan ikke se, hvorfor chefens løn skal være hemmelig.
»Der burde ikke være noget at skjule. Der er vel ikke noget fortænkt i, at en chefredaktør tjener en god løn. Han sidder med et stort ansvar og en risiko for at blive fyret,« lyder det fra lektoren og ph.d.'en.
NÅR LØN BLIVER TABU
Hvis lønnen er individuel, bliver det ofte tabubelagt at tale om løn på arbejdspladsen. Det fortæller ph.d. i erhvervsøkonomi, forfatter og konsulent Sanne Udsen. I chefredaktørernes tilfælde tror Sanne Udsen, at der er to grunde til, at chefredaktørerne ikke vil fortælle, hvad de tjener.
»Hvis de står frem med navns nævnelse, frygter de, at de bliver mødt med en mur af misundelse, hvor folk vil spørge, om de er deres løn værd. Og så tænker de på, hvad konen vil sige, når hun ser, hvad de andre chefredaktører får i løn og spørger: "Hvorfor får du ikke noget mere?"« siger Sanne Udsen.
ÅBENHED OM LØN I SVERIGE OG NORGE
I Norge og Sverige er oplysninger om, hvor meget den enkelte betaler i skat, offentligt tilgængelige. Det bliver betragtet som en del af mediernes demokratiske opgave at viderebringe oplysninger om folks indtjening.
Tidligere var der også offentlighed omkring skatteindbetalingerne i Danmark, men loven blev ændret i slutningen af 60'erne. Afdelingsforstander ved Journalisthøjskolen Oluf Jørgensen husker fra sin barndom, hvordan den lokale avis, Vejle Amts Folkeblad, bragte historier om, hvem de største skattebidragere var i hvert sogn.
»Den åbenhed, man havde, blev erstattet af en næsten absolut tavshedspligt om skattevæsnets oplysninger,« siger Oluf Jørgensen.
Han mener, at Sverige ligesom Norge er kendetegnet ved en stærkere socialdemokratisk tradition med rettigheder og pligter i forhold til fællesskabet, som man skal stå til ansvar for.
Oluf Jørgensen så gerne en lovændring mod større offentlighed omkring lønoplysninger. Det ville for eksempel give bankkunder et bedre grundlag for at vælge bank, hvis de kendte til bankdirektørens lønordninger.
»Det kunne være herligt, hvis chefredaktørerne gik forrest, men de er jo ikke forpligtet til det. At de ikke engang svarer, er en demonstration af den danske opfattelse af, at løn hører til privatlivet,« siger Oluf Jørgensen.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Med sædvanlig selvfølelse for egne initiativer reklamerede fagbladets chefredaktør Jakob Elkær allerede for fjorten dage siden i en kommentar i Politiken om denne fantastiske ide om chefredaktørernes løn.
Han kunne lige så godt have annonceret for, at nu foretog Dansk Journalistforbund et af sine helt særlige kendte stunts: Stenkastning fra glashus.
Nu er stuntet så udført i fagbladet - sturt, sturt nummer.
Jakob Elkær er chefredaktør for et fagblad, som har en meget fin særstatus i forhold til åbenhed om lønninger. I modsætning til alle andre fagblade opgives Journalistens lønninger ikke i den årlige lønstatistik - uagtet at Journalisten er et ganske almindeligt fagblad med samme antal medarbejdere som mange andre fagblade, hvis lønninger opgives i lønstatistikken. Indvendinger mod denne praksis afvises bare med, at den slags ting rager ikke medlemmerne.
Journalister ude i det virkelige liv har igennem mange år puklet på de offentligt børsnoterede selskabers praksis mht. til opgivelse af cheflønninger, som bare opgives som en stor samlet pulje for samtlige ledende medarbejdere, samtidig med at der heller ikke opgives noget om frynsegoder til lederne. Helt samme praksis benytter Dansk Journalistforbund i sine regnskaber, hvor det derfor heller ikke er muligt at få indsigt i, hvad cheferne tjener eller, hvad de får af frynsegoder.
Helt galt med åbenheden i Dansk Journalistforbund går det, når det kommer frem, at formænd, der selv har ønsket at fratræde får ventepenge,uden at der foreligger et beslutningsdokument om sådan en praksis, eller når en næstformand får spækhugget en exorbitant efteruddannelsesbevilling på en kvart million kroner, lige som de sorte rullegardiner også bliver trukket for, når fagfestilvatbudgettet skrider ud over alle grænser.
Jakob Elkær skulle tage at gøre indsats for at feje for sin egen dør, før han farer ud mod andre. Til hans ros skal det imidlertid siges, at han dog i forbindelse med offentliggørelsen af artiklen om cheflønninger opgiver sine egne lønforhold.