Lolland-Falsters Folketidende får fra 1. december en ny ansvarshavende chefredaktør efter 11 år med den samme på posten.
Det oplyser lokalmediet på sin hjemmeside.
Det er Lars Hovgaard, der stopper som ansvarshavende chefredaktør.
Han overlader posten til Ole Sloth, der i dag er administrerende direktør for mediehuset Folketidende Gruppen. Han skal fremover sidde på begge poster.
Ole Sloth har været administrerende direktør i 11 måneder, forud for at han nu også bliver chefredaktør.
Ændringerne i avisens ledelse kommer, i forbindelse med at en ny strategi skal implementeres. For et par uger siden fik de ansatte på avisen besked om, at der skal ske besparelser.
Lars Hovgaard har været ansat på Folketidende siden 1999. Han har undervejs blandt andet været redaktionschef foruden chefredaktør.
Lolland-Falsters Folketidende har eksisteret siden 1873. Det vil sige, at avisen i oktober 2023 fylder 150 år.