Lars Løkke Rasmussen nægter at have bedt TV 2 om at slette optagelsen, hvor han skælder en TV 2-journalist ud.
På dagens pressemøde blev Løkke således spurgt, om han eller andre i Statsministeriet havde bedt TV 2 om ikke at bringe den omstridte optagelse, hvor han lader sin vrede gå ud over en journalist.
"Det korte svar på det spørgsmål er nej," sagde Lars Løkke Rasmussen på tirsdagens pressemøde ifølge Ritzau.
Optrinnet fandt sted for nylig, da Løkke blev passet op af en journalist og en kameramand fra TV 2 efter at have deltaget i programmet "Mogensen og Kristiansen" på News.
Journalisten ville have Løkke til at forholde sig til den prekære sag om overbetaling til privatsygehuse, og det gjorde angiveligt statsministeren sur.
Statsministeren afviste ligeledes i dag, at han eller ministeriet skulle have bedt om at få klippet slettet fra TV 2's arkiver:
"Det tilsvarende korte svar på det spørgsmål er nej," udtalte Løkke.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.