Lokalmedierne skal tage mere ansvar i valgdækningen

De fleste lokalmedier har oprettet valghjemmesider, hvor borgerne kan gå i dialog med kandidaterne, men journalisterne mangler at bruge dialogen til at lave historier, mener Peter From Jacobsen fra UPDATE.

De fleste lokalmedier har oprettet valghjemmesider, hvor borgerne kan gå i dialog med kandidaterne, men journalisterne mangler at bruge dialogen til at lave historier, mener Peter From Jacobsen fra UPDATE.

Næsten alle lokale medier har taget internettets muligheder til sig og giver lokale politikere mulighed for at komme til orde på særlige valg-sites op til det forestående kommunalvalg. På Fyens.dk kan borgerne for eksempel stille spørgsmål til politikerne, og svaret vil være synligt for alle på hjemmesiden.

Peter From Jacobsen er fagmedarbejder på UPDATE med speciale i lokal- og borgerjournalistik. Han har de seneste dage trawlet lokale medier fra hele landet igennem og set kritisk på deres dækning af kommunalvalget. Han glæder sig over de mange lokale valg-sites, der styrker borgerjournalistikken.

»Den direkte kontakt mellem borger og politiker er blevet bedre. Den hurtige samtale gennem chat og spørgsmål-svar er blevet fremmet,« siger han til Journalisten.dk.

Til gengæld efterlyser Peter From Jacobsen mere substans i nyhedsdækningen af valget. Han mener, der mangler kritiske historier om de opstillede kandidaters politik.

»Der er lidt for mange historier om, at en kandidat inviterer til vin eller ser sjov ud på sin valgplakat. Der mangler noget substans i historierne, der viser, at journalisterne tør tage ansvar og sige, hvad der er vigtigt for borgerne at vide,« siger han.

Her vil det ifølge Peter From Jacobsen være en oplagt idé at tage udgangspunkt i den store fremgang i borgerjournalistik. De mange henvendelser fra borgerne til politikerne burde være en guldgrube for journalister, der kan vælge det vigtigste ud og lave nye historier på det.

»Vi mangler lige et få det ét niveau op, så borgerne bliver brugt journalistisk som en del af researchen. Det tror jeg, journalistikken kunne vinde meget ved,« siger han.

Som eksempel på rigtig god borgerjournalistik nævner han Cavling-vinderne bag projektet "Forbrydelsen".

»Det er et eksempel på, at journalisterne har beholdt fuld styring over alle henvendelser og valgt dem ud, de kunne bruge,« siger Peter From Jacobsen.

0 Kommentarer