Sexskandale blev ignoreret af landsmedier, men kulegravet af lokal reporter.
Det blev Tonni Vinkel Sørensen fra ugeavisen Bagsværd/Søborg-Bladet, der vandt Rugbrøds-prisen og medfølgende 8.000 kroner. Årsag: Hans artikelserie i Bagsværd/Søborg Bladet i efteråret og vinteren 1997.
Som den eneste journalist i Danmark beskæftigede han sig fra første færd med den største sexsag i Danmark nogensinde, hvor en række børnehavebørn blev misbrugt af en pædagogmedhjælper. Først senere sprang Jyllands-Posten og TV 2s Faktoren på historien.
JOURNALISTEN beskrev i juni 1998 i nummer 11 mediesvigtet. Dengang sagde Tonni Vinkel Sørensen:
»Det er en dansk Watergate-historie med flere store procedurefejl fra kommunens side.«
Rugbrøds-prisen uddeles på initiativ af Foreningen af Lokaljournalister i Danmark, der havde bedt formand for Danske Dagblades Forening Nils Thostrup, der også sidder i dommerkomiteen, om at begrunde valget.
»Vi synes i dommerkomiteen, at Tonni Vinkel Sørensen har lavet et fremragende og dristigt stykke arbejde. Selv om jeg også må sige, at det er lidt pinligt for en dagbladsmand at skulle give prisen til en journalist fra ugepressen,« sagde Nils Thostrup, der til daglig er chefredaktør på JydskeVestkysten.
»Han har nærmest lavet artiklerne i sin fritid, mens han lavede sit almindelige arbejde ved siden af. Det er én mands slæben, vi ser resultatet af,« sagde Nils Thostrup.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.